BERLINALEN 2025 DAG 10 – Norsk coming of age film vinder Gulbjørnen

“Dette var ud over mine vildeste drømme!”

Sådan lød det bevæget fra den norske instruktør Johan Haugerud, da han lørdag aften i et fyldt Berlinale Palats modtog Gulbjørnen for sin film ”Drømme”.

Mange havde ellers forventet, at Berlinale-juryen på grund af den aktuelle situation i Ukraine ville have givet Guldbjørnen til den ukrainske instruktør Kateryna Gornostais ”Timeline”, der var den eneste dokumentarfilm i hovedkonkurrencen. Filmen følger dagligdagen på en række ukrainske skoler, hvor dedikerede lærere fortsætter undervisningen, trods russernes bombardementer.

I stedet valgte de – fuldt fortjent – den norske coming of age film, der skildrer forelskelsen mellem en ung 17-årig pige og hendes lærer. Fint og nænsomt serveret via en voiceover mellem pigen Johannes dagbogsnotater.

Juryens næstfornemmeste pris, Sølvbjørnen” gik til den brasilianske ”The Blue Trail” om en verden, hvor alle over 77 år tvangsindlægges på plejehjem. Og hvor en ældre kvinder beslutter sig for at tage på et sidste roadtrip inden da.

Andenprisen gik til den argentinske ”El Mensaje”, mens den kinesiske instruktør Huo Meng fik en sølvbjørn for bedste instruktør for sit fremragende hverdagsbillede af en kinesisk landarbejderfamilies liv.

Rumænske Radu Jude fik tildelt en Sølvbjørn for bedste manuskript. Og skuespillerinen Rise Byrne vandt – også fuldt fortjent – en Sølvbjørn for sin fremragende præstation i ”If I Had Legs I’d Kick You”.

Til gengæld lykkedes det ikke for hverken Jeanette Nordahls ”Begyndelser” eller Frelle Petersens ”Hjem kære hjem” at vinde nogle priser i Berlinalens Panorama-sektion, hvor de begge blev vist.

I stedet gik publikumsprisen til den spanske instruktør  Eva Libertads ”Sorda” om den døve kvinde Angelas krise, der løber ind i en krise i sit ægteskab, da hun føde en datter.

Frelle Petersen kan dog glæde sig over, at ”Hjem kære hjem” kom på tredjepladsen i puklikumskonkurrencen.

Det lykkedes heller ikke at blive præmieret for de to danske bidrag til Berlinalens Generation-sektion: Robin Petrés film ”Only on Earth” om skovbrande og vilde heste i Galicien og Chgristoffer Rizvanovic Stenbakkens dansk-grønlandske kortfilm ”Anngerdardardor”.

Endelig blev Brandon Kramers dybt rørende dokumentar ”Holding Liat”, om en familie hvis datter holdes som gidsel i Gaza, præmieret med Berlinalens dokumentarpris.

Dermed måtte de politiske overvejelser lige som for Guldbjørne-vinderens vedkommende vige for det basalt menneskelige drama. Og Brandom Kramer manede da også selv til mere besindighed i verden i sin takketale:

”At belyse de mange facetter af en familie – med blik for deres forskelle, sorg og empati for andre – føltes universelt og indtrængende vigtigt. Dokumentarfilm kan hjælpe os til at finde hinandens medmenneskelighed og bidrage til fred.” 

Smukkere budskab kunne Berlinalen ikke være endt med

De øvrige priser i hovedkonkurrencen blev således fordelt:

Guldbjørnen
”Drømme” (Johan Haugerud)
Sølvbjørnen – Juryens pris
”The Blue Trail” (Gabriel Mascaro)
Sølvbjørnen –  Juryens andenpris
”El mensaje” (Iván Fund)
Sølvbjørnen –Bedste hovedrolle
Rose Byrne (If I Had Legs I’d Kick You) 
Sølvbjørnen – Bedste instruktør
Huo Meng (Living the Land)
Sølvbjørn – Bedste manuskript
Radu Jude (Kontinental ´25)