Et portræt af en over-følsom ung mand, der spekulerer over sin plads i verden, mens han opsøger mennesker fra sin fortid for at have samtaler med dem, som han aldrig har haft.
Hvis du synes, at ovennævnte lyder som præmissen på en parodi over en fransk ”snakke-film”, så er det forståeligt nok. Men faktisk har den franske instruktør Léonor Serrailles nye film “Ari”, der havde verdenspremiere på Berlinalen, en rå, humanistisk kerne, der ikke er det mindste kliché-præget.
Tag nu bare den fantastiske åbningssekvens hvor vi præsenteres for den 27-årige lærervikar Ari. Han sider i en klasse med meget unge elever og forsøger at læse et digt op for dem, som de bagefter skal tale om. Men det er tydeligt, at han over-præsterer og fylder sin forklaring om digtet og digteren med så mange unødvendige detaljer, at han slet ikke får fanget børnenes interesse. Efter at den venlige, men efterhånden lidt himmelfaldne instruktør igen og igen forgæves har forsøgt at få den mere og mere frustrerede Ari til at gøre det mere enkelt, ender timen med, at Ari besvimer. Hvorpå et af børnene spørger ”Er han død?”
Nej Ari er ikke spor død. Han er bare meget følsom og forvirret omkring både verden og sin egen rolle i den – og bliver på den måde symbol for en hel generation af usikre Ari’er.
Samtidig ser vi andre scener, hvor Ari er perfekt til jobbet og har en naturlig blidhed, kreativitet og instinktiv opmærksomhed omkring, hvad børn har brug for. Så hvad foregår der egentlig?
Svaret lader vente på sig. Men langsomt får vi afdækket mere af hans baggrund Hans mor, som han var tæt knyttet til, lever ikke længere, og hans far forstår ikke sønnens følsomhed. Da han hører, at han har sagt op på skolen efter episoden med digtoplæsningen, smider han ham ud. Ari indleder nu en periode som sofasurfer og opsøger den ene efter den anden af sine venner for at finde et midlertidigt sted at være – kun for at finde ud af, at de fleste af vennerne ikke er i stand til at hjælpe.
Barndomsvennen Jonas har udviklet sig til en glat, reaktionær finansfyr og deres samtale afslører den klassekonflikt, der altid har været i deres venskab lige siden barndommen. En anden mere bohemeagtig veninde, Clara, chokerer Ari med et filosofisk omdrejningspunkt, der hælder mod forbitret nihilisme. Og så er der ekskæresten Irene, der blev gravid, og hvis brud med Ari var en voldsom, livsændrende hændelse, der stadig påvirker ham mentalt og følelsesmæssigt.
Hvordan alle disse brikker passer og ikke passer sammen skal ikke afsløres her. Manuskriptets snørklede karakter holder os på samme tid helt tæt på og i en armslængdes afstand. Og da de lange dialogscener i vid udstrækning er improviserede kan Aris ydre og indre rejse undertiden føles retningsløs.
Men lad dig ikke narre. Der ér faktisk en retning, som Serrailles efterhånden lader os se. Og filmen, der på ydersiden er et næsten bedragerisk beskedent portræt af en tilsyneladende uspektakulær hovedperson, er i virkeligheden et sjældent mangefaceteret portræt af ikke bare Aris men alle mennesker kampe.
Trods manuskriptes fortræffeligheder ville “Ari” dog ikke være den film, den er uden Andranic Manets kraftpræstation i hovedrollen, som dette næsten voksenbarn: Ari er utilstrækkelig, ikke specielt modig og ved ikke altid, hvad han skal sige. Han kan sidde i timevis foran et maleri for at prøve at regne ud, hvad maleren forsøger at sige – eller måske er det bare en overspringshandling og distraktion for at undgå at møde realiteterne uden for museet. Med et ansigt så åbent, at det afspejler personen indeni, fanger og udtrykker Manet sin person helt ind til kernen.
Det er så ærlig en præstation, at den bliver hele filmens følelsesmæssige center Og da Ari møder ekskæresten igen, og det går op for ham, hvad hun fortæller, er det så bevægende, at det rammer én lige i solar plexus.
Ari – 88 minutter – Frankrig – Instruktør: Léonor Serrailles – Medvirkende: Andranic Manet, Theo Délezenne, Ryad Ferrat, Eva Lallier, Clémence Coullion m.fl.
