Danske instruktører kan sagtens lave uhyggelige film. Og Netflix kan også sagtens producere uhyggelige danske film. Tag bare Kastaniemanden (2021) eller den krybende uhyggelige dramaserie Reservatet (2025), for bare at nævne et par aktuelle eksempler.
Kombinationen af stor, international streaming-kanal og danske instruktører og skuespillere kan således sagtens lykkes.
Det gør det bare desværre ikke i Barbara Topsøe-Rothenborgs nye thriller Den hemmelige kvinde, der for nylig havde premiere på Netflix.
Hvad er der så galt? Noget af det hele faktisk.
Vi kan jo starte med manuskriptet. Det bygger på en kriminalroman fra 2017 af Anna Ekberg, hvilket jo skulle være garanti for en vis dybde.
Filmen åbner effektivt med en kvinde på flugt over en bro i Norge, der til slut vælger at springe ud. Men derfra går det ned ad bakke.
To år senere genfinder vi kvinden på en lille idyllisk norsk ø. Her driver hun en succesfuld café og er blevet forlovet med en sød norsk wannabe-forfatter Joachim. Kvinden tror selv, at hun hedder Louise, men kan ellers intet huske af sin fortid. Hun ved kun, at hun blev fundet på et containerskib.
En dag bliver hun imidlertid genkendt og anråbt af en gæst i caféen som Helene. Louise afviser først manden, men er alligevel så rystet, at hun henvender sig til politiet og får taget en DNA-test.
Og vips viser det sig, at Louise faktisk ér Helene. En dansk forretningskvinde og arving til et stort shippingfirma, der forsvandt to år tidligere. Hun er endda både gift med firmaets direktør Edmund og har en søn.
Louise sætter forlovelsen på pause og tager til Danmark for at redde trådene ud. Her går hun rundt i sit og Edmunds store hus, møder sin svigermor og forsøger at genetablere kontakten til sin søn.
Hun vender også tilbage til firmaet og forsøger at finde ud af, hvad der egentlig skete, og hvordan hun endte i Norge? Og samtidig endevender Joachim Google efter spor, fordi han – surprise – fornemmer, at noget ikke stemmer.
Det samme spørgsmål, har man som publikum for længst stillet. Eller rettere, det, der ikke stemmer er, hvorfor Louise ikke selv for længst har undersøgt sagen. Nåh ja, hun havde jo hukommelsestab, men så burde hun jo have været ekstra nysgerrig, burde man tro.
Nu vender hukommelsen til gengæld tilbage i ekspresfart. Hele tiden på næsten klokkeslet-belejlige tidspunkter for handlingen. Alt for belejligt til, at det virker troværdigt, eller til, at man bliver revet med.
Så er der skuespillerne. Meget i historien står og falder med Louise, der spilles af Natalie Wolfsberg Madueño. Det gør hun meget pænt, men fuldstændig uden dybde eller virkelig kraft. Man kan simpelt hen ikke mærke den handlekraftige kvinde, der reagerede så voldsomt på sine mistanker inden Helenes hukommelsestab. Hun kan sagtens have været der – ja hun må jo have været der. Men i den nye Louise/Helene er hun der ikke.
Der er heller ikke meget energi at hente i Pål Sverre Hagens sympatiske fremstilling af Joachim. Igen er han der mest, når det er belejligt i forhold til plottet. Og han går konstant rundt med melankolske hundeøjne, som ville gøre selv Magnus Heunicke dybt misundelig.
Dermed må man nøjes med Claes Bang og Stina Ekblad som henholdsvis Edmund og hans mor. Sidstnævnte har ikke meget at gøre godt med undervejs, og da hun endelig slipper tøjlerne til slut, kommer det for sent og for voldsomt til at virke naturligt.
Til gengæld er Claes Bang pænt uhyggelig i rollen som en mand, der gasligther sin kone. Næsten hele tiden med blød mansplaining-klingende stemme, der forsøger at dreje Helenes virkelighed.
Problemet er, at der ikke er et gram originalitet i dette. Meget af handlingen er skamløst kopiere fra klassiske værker som Hitchcocks Berygtet (1946) og George Cukors Gaslight (1944).
I stedet for at se Den hemmelige kvinde i håb om, at den er en ny Kastaniemanden, kan man derfor med fordel sen en af disse film i stedet. Så er tiden meget bedre givet ud.
TITEL: Den hemmelige kvinde
VARIGHED: 118 minutter
LAND: Danmark:
INSTRUKTØR: Barbara Topsøe-Rothenborg
MEDVIRKENDE: Natalie Wolfsberg Madueño, Claes Bang, Pål Sverre Hagen, Stina Ekblad, Ina-Miriam Rosenbaum m.fl.
