Lad mig sige det med det samme. Jeg bryder mig ikke om gysere. Og da slet ikke den slags gysere, hvor en bunke unge slås ihjel i rækkefølge. Som regel ud fra en eller anden moralsk devise om, at de mest seksuelt aktive dør først.
Men nogle gange er det godt at få tryktestet sine fordomme. Den australske instruktør Adrian Chiarellas debutfilm Leviticus, er noget så eksotisk, som en gyser med et politisk budskab. Og så er den tilmed romantisk.
Umiddelbart er filmens præmis ellers klassisk gyserstof.
Efter hans fars død flytter Naim og hans mor Arlene til en lille, religiøst præget by i det sydøstlige Australien.
Her bliver Ryan tiltrukket af en anden teenagedreng Ryan, og de to indleder et forhold. Da Naim se Ryan kysse præstens søn Hunter, bliver han imidlertid jaloux og fortæller det til Hunters forældre.
Forældrene hyrer en såkaldt healer til at helbrede de to drenge for deres syndige lyster. Dermed fremkaldes en forbandelse, som senere også rammer Naim, da hans mor tvinger ham gennem samme ritual.
Drengene hjemsøges af en dæmon, som ønsker at slå dem ihjel. Dæmonen tager skikkelse af den person, de hver især eftertragter mest, men er usynlig for alle andre. Og den opsøger dem kun, når de er alene.
Naim og Ryan må nu kæmpe en desperat kamp for at overleve. Men hvordan gør man det, når man ikke ved, om den anden er det mareridt, man flygter fra?
Filmens titel Leviticus stammer fra navnet på Biblens Tredje Mosebog. Det er her, at biblen fordømmer al sex uden for ægteskab med andre formål end at sætte børn i verden. Altså også homoseksualitet.
Det er her, at Chiarellas film adskiller sig fra en standard-gyser. Selvfølgelig er der de sædvanlige gyser—elementer med afrevne ører og hoveder og folk, der slæbes skrigende væk af en usynlig kraft. Men Leviticus kan meget mere end det.
De to hovedrolleskuespillere – Joe Bird og Stacey Clausen – formår således at skabe ægte kemi mellem sig. Der er en egen sød uskyldighed over deres indledende møder. Og det homoerotiske kærlighedsforhold er skildret med stor nænsomhed.
Det samme gælder omgivelserne. Naims mor er ikke en genfortolkning af Carries religiøst besatte mor fra Stephen Kings gyser. Hun bekymrer sig oprigtigt kærligt om sin søn. Netop derfor rammer det så meget desto hårdere, at hende, han stoler mest på, er skyld i forbandelsen.
Samtidig bruger Chiarella fermt vores nedgroede forventninger til gysere til at øge spændingen. Det ses blandt andet i en scene i en bus, hvor Ryan diskret tilfredsstiller Naim med hånden. De to har allerede oplevet, hvordan kys og kærtegn kan føre til vold og smerte, men giver alligevel efter. Imens sidder vi andre neglebidende og venter på, at der sker noget ubehageligt. Scenen er et eksempel på en instruktør, der ved præcis, hvor langt han kan gå, for at skabe maksimal spænding.
Den største styrke ved Leviticus er imidlertid dens underliggende samfundskritiske budskab. Gyserelementet spejler reelt blot virkeligheden for mange homoseksuelle rundt omkring i verden, der hver dag risikerer at blive lemlæstet eller dræbt. Som får fortalt, at det, som de begærer, kan ødelægge dem, og derfor tager afstand fra det. På den måde kunne historien udspille sig over alt.
Det virkelig skræmmende er således ikke gyser-elementerne, men de to hovedpersoners voksende mistro over for hinanden.
På den måde bruger Chiarella gysergenren til at forsvare queer kærlighed. Han gør det uden at kamme over i sentimentalitet eller give efter for håbløshed, mens han holder sig til genrens præmisser. Allerede det gør Leviticus til noget særligt.
TITEL: Leviticus
VARIGHED: 88 minutter
LAND: Australien
INSTRUKTØR: Adrian Chiarella
MEDVIRKENDE: Joe Bird, Stacey Clausen, Mia Wasikowska, Jeremy Blewitt m.fl.
