FILM: Limbo – Racemæssige spændinger og forsvundne kvinder i stilsikker australsk noir

En ensom politiefterforsker. Et 20 år gammelt mysterium med en forsvundet aborigini-kvinde. Og en tidligere opalmineby i den australske udørk, hvor svarerne – måske – ligger begravet et sted i det nærmest måneagtige landskab.

Sådan er hovedingredienserne i den australske instruktør Ivan Sens nyeste film ”Limbo” (2023), der er månedens film i Cinemateket i København.

Sen har tidligere bevæget sig i feltet mellem kriminaldramaer og neo-westerns med ”Mystery Road” (2013) og ”Goldstone” (2016). Denne gang går han imidlertid hele vejen og leverer en ægte noir både stilistisk og indholdsmæssigt.

Politiefterforskeren Travis Hurley sendes til den øde beliggende, tidligere opalmineby Limbo i det sydlige Australien. Her skal han efterforske omstændighederne omkring en 20-år gammel sag, hvor aborigini-kvinden Charlotte Hays forsvandt.

Sagen trækker stadig dybe spor i det lille samfund og hos Charlottes familie. Hendes bror Charlie afviser Travis med ordene ”Jeg taler ikke med strissere, især ikke hvide”. Søsteren Emma er mindre fjendtlig, men stadig dybt skeptisk omkring, at det vil føre til noget at åbne de gamle sår.

Da Travis bil udsættes for hærværk, strander han midlertidigt i byen og må i stedet transportere sig rundt i en gammel, rusten Dodge. Langsomt begynder han at grave sig ned i hemmelighederne og de racemæssige spændinger i området, hvor mange bygninger er hugget direkte ind i sandstensklipperne. Det gælder også Travis eget logi på Limbo Motel, hvor hans værelse ligner en underjordisk grotte.

Ivan Sen har valgt at optage hele filmen i sort/hvid. Et meget overbevisende stilistisk valg, som både understreger filmens noir-element og samtidig gør det ”Limbo” til et visuelt overflødighedshorn af smukke, trøstesløse scenerier i videscreen format.

Samtidig bruger han krimigåden til at sætte fokus på de racemæssige udfordringer i Australien. Charlottes bror Charlie konkluderer hurtigt, at hvis det havde været en hvid kvinde, der var forsvundet, så ville sagen have haft en helt anden bevågenhed fra politiets side og ikke være ble et henlagt.

Travis erkender hurtigt, at den tidligere efterforskning var sjusket og med et disproportionalt og aggressivt fokus fra politiets side mod indfødte mænd.

Den altbærende hovedrolle spilles af en karseklippet Simon Baker – næsten uigenkendelig, men sjældent set bedre spillende. Der hviler en aura af livstræthed over ham lige fra starten. En mand med sine egne lig i lasten – herunder et heroin-misbrug – der mere udstråler rå bøllemanerer end autoritet.

Men han er ikke nogen bølle og arbejder sig gennem sagen med stædig, stille pligtfølelse og et strejf af skam over den mangelfulde indsats, politiet gjorde to årtier tidligere.

Hans udmattelse spejles af Emma, der knokler for at holde sammen på familien – herunder tage sig af Charlies børn – og som det antydes søger, den varme, hun mangler, i det ene håbløse forhold efter det andet. Hun og Travis kaster sig da også ud i en nær-romance, der afstedkommer nogle af filmens mest sårbare og følelsesfulde scener.

”Limbo” lægger sig i halen på en lang række fremragende Australske film, der søger ud i ørkenen for at reflektere over landets racemæssige traumer. Den genbegraver sine skeletter med omhu og større indsigt, men også med et vedvarende raseri.

Limbo – 108 minutter – Australien – Instruktør: Ivan Sen – Medvirkende: Simon Baker. Rob Collins, Natasha Wanganeen, Nicholas Hope, Mark Coe, Joshua Warrior m.fl.