FILM: Lysbrud – Dybfølt islandsk sorgdrama er en af årets bedste film

Fra én solnedgang til den næste spænder den islandske instruktør Rúnar Rúnarssons fjerde film sig ud som en flimrende lysstråle. Snart funklende klar og skarp, snart æterisk spinkel, snart som en altekspanderende og altfortærende eksplosion.

Og lige som lyset brydes livet mellem disse to yderpunkter. I indledningsscenen sidder det unge kunststuderende par Una og Diddi og kigger ud over havet og den døende, orange sol.

”Jeg er træt af at holde det hemmeligt”, siger hun. Og han lover at slå op med gymnasiekæresten Klara hjemme på den anden side af øen. De går hjem og elsker, ligger i ske og falder i søvn i hinandens arme. Da hun vågner, er han taget afsted ivrig efter at opfylde sit løfte.

Men han når det aldrig. Da Una kommer hen på skolen, begynder der at gå rygter om en frygtelig eksplosion i en vejtunnel. Og fra den første nagende uvished bevæger de næste timer sig over i afgrundsdyb sorg, da Una og vennerne må indse, at Diddi var blandt de over 20 ofre.

Lyset brydes ubarmhjertigt i Unas nærmest gennemsigtige hud og ilden i hendes korte, rødbrune hår, mens hun forsøger at rumme tabet af sin elskede uden at kunne afsløre omfanget af deres følelser for hinanden. Hun er nu fanget i rollen som Diddis klase- og bandkammerat

Den skjulte kærlighed er som den del af det elektromagnetiske spektrum, der er usynlig for det menneskelige øje. Og opgaven med at balancere de voldsomme følelser bliver ikke mindre, da Klara dukker op, ligeledes ødelagt af sorg.

Og sådan fortsætter ”Lysbrud” i spændingsfeltet mellem åben sorg og indestængte følelser, der hele tiden truer med at koge over, indtil filmen på forunderlig og smuk vis når en form for forløsning.

Man lader sig villigt rive med af Rúnar Rúnarssons dybfølte sorgdrama, der aldrig spiller ensidigt sort/hvidt på sine følelser, men mesterligt formår at folde hele følelsespaletten ud.

Ind imellem brydes sorgen af næsten absurde scener, når Una og Diddis medstuderende på kunstakademiet opfører performancekunstværker, der er så studentikost fortænkte, at de bliver troværdige. Herunder, da tre mandlige studerende opfører en krammeseance viklet ind i dobbeltklæbende tape. Og da tapen er over sidste salgsdato er perfomancen ifølge de studerende endda bæredygtig.

Indimellem får vi også smukke billeder af nogle af Reykjaviks vartegn: En mindehøjtidelighed afholdes i den monumentale Hallgrimskirkja, og Harpa Koncerthallan, der er designet af dansk-islandske Olafur Eliasson benyttes som nødstation, for ofrenes venner og familie.

Stærkest stråler dog Elín Hall i den altoverskyggende rolle som Una. Med sit androgyne ansigt og kortklippede hår udstråler hun en dobbelthed, der også afspejles i hendes følelser. En hårdhed, der i næste øjeblik krakelerer, når hun lader følelserne flyde frit. En mesterlig præstation i tilbageholdt følelsesunderspil. Og aldrig entydig, mens hun som et hidsigt blinkende stroboskoplys skiftevis udstråler forelskelse, jalousi, samhørighed, vrede og sorg.

Det hele kulminerer, da Una, Klara og Diddis venner ender med en spontan fest og hun kaster sig ud på dansegulvet. Først følelseskoldt, men derefter er det som om bevægelserne får den undertrykte sorg frem til hun lammet og grædende bryder sammen.

Det er i disse enkelte scener, at ”Lysbrud” finder sin sande styrke og viser Rúnar Rúnarssons overbevisende emner som følelsesmæssig lysmager.

Lysbrud – 82 minutter – Island, Holland, Kroatien og Frankrig – Instruktør: Rúnar Rúnasson – Medvirkende: Elín Hall, Katla Njálsdóttir, Mikael Kaaber, Ágúst Wigum, Gunnar Hrafn Kristjánsson m.fl.