Der findes film, som, når de først er kommet ind under huden på én, ikke slipper igen, men bliver hængende.
Sådan en film er skuespilleren Joséphine Japy’s instruktørdebut Lyset i os. Den havde verdenspremiere ved en såkaldt specialvisning på filmfestivalen i Cannes sidste år, og er da også en typisk festivalfilm: Et drama med fokus på livets små øjeblikke med minimale kamerabevægelser og næsten ingen musik.
Det er dog ikke dens festivalkvaliteter, der gør, at Lyset i os bliver hængende. Det er derimod historiens basale styrke, der rammer én som en damphammer.
Man taler meget om ”The mental load” i disse år. Men sjældent er begrebet set udfoldet så massivt eller illustrativt som her. Japy er tydeligvis ude i et meget personligt ærinde. Filmen bygger således på hendes egne oplevelser med at vokse op med en handicappet søster.
Bertille – som hun hedder både i filmen og i virkeligheden – udviklede sit handicap, mens hun voksede op. Hun holdt op med at tale eller forstå, hvad andre sagde. I stedet bevæger hun sig gennem verden med et udtryk af evig undren. Nogle gange udløses et smil eller en latter. Nogle gange et skrig eller anfald af smerte.
For Bertilles forældre og storesøsteren Marion (Japy’s alter ego) roterer hele deres verden imidlertid om Bertille. Om at skærme hende, hjælpe hende, pleje hende og være urolige for hende. Ikke blot som en pligt, der skal passes ind imellem det andet. Men som den altoverskyggende opgave, der farver hver time i døgnet.
Som Bertilles mor Madeleine konkluderer på et tidspunkt over for sin mand: ”Der findes ikke noget os, vi vil altid være tre”.
Dertil kommer usikkerheden. Ved filmens start ved familien ikke, hvad Bertille fejler. Det gør det ikke blot umuligt at behandle hende, men også at forudse, hvad der ville ske med hende. Om hendes lidelse ville føre til, at hun pludselig falder død om eller ikke vågner igen om morgenen.
Japy fanger alle disse nuancer med en befriende usentimentalitet, der er filmens store styrke. Hun får vist, hvordan de tre familiemedlemmer hver især forsøger at tackle situationen: Madeleine ofrer sig og bruger al sin tid på Bertille. Men hun tør ikke åbne sine følelser for meget af angst for at miste datteren. Faderen Giles fokuserer i stedet på sit arbejde. Han har ikke engang fortalt sine kolleger, at han har en handicappet datter af angst for at skade sin karriere. Og Marion prøver at leve et almindeligt ungdomsliv og indleder et forhold med en langt ældre mand.
Det smukke er, at man forstår dem alle og deres reaktioner. Også de grimme, hvor kræfterne ikke længere slår til.
Da familien på et tidspunkt finder ud af, at Bertille kan få et lige så langt liv som alle andre siger Giles til Madeleine: ”Vi har lige fået livstid”. Bemærkningen kan synes afstumpet, men den er en knivskarp spejling af følelsen indeni.
På denne måde viser Jaby ambivalensen. Hvordan alle i familien inderst inde ønsker, at Bertille må dø ung, mens de samtidig kæmper med næb og klør for hendes velbefindende. Det gælder også Marion, som må spørge sig selv, om hun er villig til at ofre hele sit liv for Bertilles skyld? Eller om det overhovedet er en mulighed at forlade hende? Man fornemmer tydeligt at Joséphine Japy sikkert har stillet sig selv de samme spørgsmål.
Lyset i os kunne nemt være endt som ren tragedie. Som en fortælling om, hvor hårdt det er at have et handicappet barn. Men også her balancerer Japy på mesterlig vis sit stof. Hun viser også lyspunkterne, der hvor Bertilles kasten med maden bliver til en befriende foodfight i køkkenet. Eller hvor Bertille vandrer over til nabobordet på en restaurant, sætter sig på en mands skød og stjæler hans mad.
Det er denne ægthed, der hænger fast i én, længe efter man forlader biografen Lyset i os er et intimt familiedrama, som ikke ønsker at være melodramatisk eller moralsk. Det ønsker at observere, at vise omsorg og emotionel klarhed.
TITEL: Lyset i os
VARIGHED: 96 minutter
LAND: Frankrig
INSTRUKTØR: Joséphine Japy
MEDVIRKENDE: Mélanie Laurent, Pierre-Yves Cardinal, Angelina Woreth, Sarah Pachoud m.fl.
