På et tidspunkt i Autofiktion, siger en kvinde til en frustreret instruktør, at han må erkende, at han har toppet. Men at selv et middelmådigt værk af ham, stadig er værd at se.
Det samme kan man sige om Pedro Almodóvars nye film. På en måde virker Autofiktion som en efterdønning af hans mesterværk Smerte og Ære (2019). Her trak den spanske instruktør tunge veksler på sit eget liv og barndom. Og mange hyldede filmen som kulminationen på hans filmkarriere.
Mens Almodóvar brugte autofiction i Smerte og Ære, handler den nye film om begrebet autofiktion. Og om hvad det betyder at være en succesfuld, aldrende kunstner, sulten efter nyt materiale, når meget allerede er udforsket.
Filmen falder i to spor, der også er forskellige tidsmæssigt:
Det første foregår i julen 2004. Her møder vi filminstruktøren Elsa midt i et ondartet migræneanfald. Hun støttes omsorgsfuldt af sin nye kæreste Bonifacio, der egentlig er brandmand. Men også lever som stripper under kunstnernavnet Beau. Faktisk er det sådan, hun har mødt ham til en Polterabend. Elsas egen karriere er i krise. Hun har kun lavet to film, der floppede i sådan en grad, at de nu opfattes som kultfilm. Nu lever hun af at lave reklamefilm.
Det andet spor foregår i 2026. Her sidder instruktøren og forfatteren Raúl – der af udseende ligner Almodóvar selv – og skriver på sit nye manuskript. Også han er i kreativ krise, og de to spor begynder at smelte sammen. Elsa bliver mere og mere Raúls alter ego – begge kunstnere, der er gået i kunstnerisk opløsning. Og han behandler sin trofaste ven Santi med samme følelsesmæssige ligeyldighed, som Elsa behandler Beau. Som personer uden selvstændige personligheder, hvis eneste identitet er som beundrende følgesvende.
Samtidig beder Raúls producent og sparringspartner igennem tyve år, Monica om orlov. Hun har brug for tid til at støtte sin veninde Elena, hvis søn er blevet syg af kræft. Da Monica læser hans nye manuskript, opdager hun, at han som en vampyr bruger hendes liv og smerte som brændstof. Rasende konfronterer hun ham.
Mere skal ikke afsløres her, heller ikke hvordan de to spor hænger sammen. Men som man kan fornemme, er Autofiktion et værk, der lukker sig om sig selv snarere end at invitere sit publikum indenfor.
Det er også en film, der konstant bevæger sig mellem flere lag. Et eksempel er Elsas status som kultinstruktør. For hvad betyder kult egentlig? Almodóvars film blev allerede for længe siden så publikumsbrede og anerkendte, at man ikke kunne kalde dem for “kult”. Men hvis nogen filminstruktør kan kaldes (kult)leder af sit eget filmskultunivers, så kunne det være ham: Almodóvars arbejde er så tæt knyttet til hans helt egen unikke fantasi, personlighed og specifikke personlige oplevelser, at det næsten minder om selvhævdelse. Hvis det altså ikke var for hans sunde sans for humor og ironi.
I Autofiktion er det imidlertid som om den ramme, der gør hans bedste film geniale, er imploderet. Resultatet er en indviklet, lagdelt refleksion omkring kreativ frihed, ejerskab af historier og kunsten der imiterer livet, der igen imiterer kunsten.
På den måde er Autofiktion et dårligt at starte for folk, der ikke tidligere har set en Almodóvar-film. For den er så almodóvarsk, at man nemt farer vild i dens spejllabyrint.
For inkarnerede Almodóvar-fans er der imidlertid altid gaver at hente. I dette tilfælde for eksempel Antxón Gómez’s æstetisk bjergtagende designs, der præger hver eneste hjem i filmen. Læg dertil Paco Delgados stilfulde kostumer, filmens sprudlende farver, en diskret humor, og en længere scene med objektiviseret mandlig skønhed. Alt sammen tegn fra en auteur, der stadig har noget at give.
Trods disse lyspunkter ér Autofiktion en nedtonet film. Dens største styrke er, at selv en middelgod Almodóvar-film er bedre en mange andre instruktørers bedste. Men Almodóvar-nybegyndere bør starte et andet sted.
TITEL: Autofiktion
VARIGHED: 111 minutter
LAND: Spanien
INSTRUKTØR: Pedro Almodóvar
MEDVIRKENDE: Bárbara Lennie, Leonardo Sbaraglia, Aitana Sánchez-Gijón, Patrick Criado, Milena Smit, Quim Gutiérrez m.fl.
