Det er svært at skabe en romantisk komedie. Faktisk lige så svært som at få den rigtige gnist til at opstå på en date i det virkelige liv.
En romantisk komedies succes afhænger – igen lige som en virkelig date gør det – i den grad af kemi: Både mellem hovedpersonerne, men også mellem hovedpersonerne og publikum. Så når man baserer filmen på en præmis, der totalt ændrer spillereglerne, så vælter man også en knivskarp balance.
Det er ét af problemerne i denne uges bud på en romantisk komedie One Night Only. Som udgangspunkt har den ellers det hele: To attraktive hovedrolleindehavere – Monica Barbaro og Callum Turner – som man gerne vil se få hinanden. Et New York, der ikke har lignet sig selv eller været så indbydende længe. Og one-liners, der faktisk får én til at grine.
Derfor er det også ærgerligt, at den hviler på en præmis, der fuldstændig neutraliserer alle disse plusser. Og som gør, at man ikke kan tænke på ret meget andet.
Filmens titel skal således tages helt bogstaveligt. I en ikke nærmere angivet fremtid – som fuldstændig ligner nutiden – er al sex før ægteskabet blevet forbudt i USA. Undtagen en enkelt nat om året fra 19.00 om aftenen til 07.00 næste morgen. Forbuddet kontrolleres via en biometrisk tatovering på alle voksnes håndled, der skifter farve fra rød til grøn denne nat. Desuden er det påkrævet, at al sex foregår beskyttet – og her gælder kun kondom.
Som man nok kan forstå, skaber det det nærmest hedonistiske tilstande blandt borgerne. Også selv om man som hovedpersonerne Allie og Owen mere er ude efter romantik og efter at finde ”The One”.
Owen har ellers allerede en kæreste, som han har planlagt, han vil fri til denne aften. Men hun har mere lyst til at åbne deres forhold, og så må han modvilligt på jagt. Og Allie er bare ude efter en sød fyr og vil gerne undgå tidligere års skuffelser.
Selvfølgelig møder de hinanden. Og de bliver ved med at løbe ind i hinanden, mens de begge jagter nattens store trofæ: Et kondom. Som selvfølgelig er næsten lige så svært at få fat i som de første Pokemon-kort.
Langsomt glider de fra det første søde møde over gryende venskab og hed flirt til den sande kærlighed.
Som tilskuer vil man også gerne have det til at lykkes for dem. Hvis ikke det var for filmens præmis, der forvandler Da Harry mødte Sally-stemningen til noget langt mere dystert.
Ydermere bruges præmissen overhovedet ikke politisk. Vi får intet at vide om baggrunden for forbuddet, eller hvordan det overhovedet er blevet stemt igennem. Vi får heller intet at vide om, hvordan det håndhæves – ud over de farveskiftende tatoveringer. Hvad hvis for eksempel en gift person beslutter sig for at dyrke sex med en anden gift person? Og ud over graffiti med ”Fuck the mandate” rundt omkring i byen, er der ingen modstand mod forbuddet.
På den måde er der noget sært nypuritansk over det hele. En slags ultrakonservativ tilbagevenden til gamle dyder og normer. Hvor det at vente og udskyde sine fysiske behov ophøjes til målet. Og hvor staten kontrollerer – og får lov til at kontrollere – denne mest private del af folks liv.
Den mest bizarre præmis set i en romantisk komedie bliver udelukkende brugt som gimmick. Det er ikke innovativt, men sløset, og desværre er filmens manuskript fuld af den slags. Tag bare Allie og Owens første møde, som ender brat, da han kaster op, fordi han har spist for meget på den sushi-restaurant, hvor han mødtes med sin kæreste tidligere på aftenen. Det er ikke sjovt eller æstetisk, det er blot for meget.
Eller hvad med hele den vanvittige jagt efter kondomer? Man skulle ellers tro, at folk selv ville sørge for at købe kondomer ind i rigtig god tid. Eller at forretningerne ville ligge inde med ekstra store lagre. Men disse ellers logiske handlemåder ville spænde ben for manuskriptets ulogiske benspænd.
Man bliver også en smule træt af at se folk kysse, snave eller kopulere i baggrunden. Ikke bare ind imellem, men i hver eneste scene. Og endelig må LBGTQI-personer kigger meget langt efter noget af spejle sig i. Der er kun ganske få mænd og kvinder, der holder en af samme køn i hånden eller kysser. Det forklares i en enkelt replik med, at ikke-heteroseksuelle altid har måttet dyrke sex i smug. Igen sløset.
Når One Night Only overhovedet er værd at se, skyldes det ene og alene de to hovedpersoner. De er både attraktive og sexede, og de har ægte kemi. Så lad gå, at Callum Turner har en skuespilmæssig rækkevidde, der er omvendt proportional med hans skulderbrede. For Monica Barbaro er ikke bare toplækker, hun har også rigeligt repertoire til dem begge. Et af den slags ansigter, man umiddelbart får lyst til at kigge på – og blive ved med det. Hende bliver man ikke træt af at kigge på, og så er vi tilbage ved min indledende pointe.
Det handler om kemi. Både mellem hovedpersonerne, mellem os og dem, og mellem os og filmen som helhed. Desværre lykkes One Night Only kun helt med det første.
TITEL: One Night Only
VARIGHED: 102 minutter
LAND: USA
INSTRUKTØR: Will Gluck
MEDVIRKENDE: Monica Barbaro, Callum Turner, Maya Hawke, Molly Ringwald m.fl.
