Hvad er det lige, der sker for Norge i øjeblikket? Vores norske naboer er tilsyneladende inde i en gylden filmstime, hvor de lancerer den ene mesterlige film efter den anden.
I slutningen af januar var der premiere på Lilja Ingolfsdottirs geniale spillefilmsdebut ”Elskling” om et parforhold i krise og opløsning. Og for to uger siden vandt hendes landsmand Dag Johan Haugerud filmfestivalen i Berlin med sin fremragende coming of age beretning ”Drømme”.
Berlinale-juryen valgte den personlige historie frem for den politiske, og det kan man godt forstå.
Filmen handler om en teenagepiges stormende forelskelse i sin voksne fransklærer. Og når man forlader biografen er man selv dybt bjergtaget og forelsket i hovedpersonen og hendes fint formulerede følelsesliv.
Johanne er 17 år og går i gymnasiet i Oslo. Hun har aldrig haft en kæreste eller oplevet benene blive slået væk under sig af forelskelse. Og så pludselig en dag sker det. Da klassens nye fransklærer Johanna træder ind i lokalet, føler Johanne øjeblikkelig en instinktiv forbindelse. Og da læreren ved navnerunden udbryder ”Dit navn kan jeg godt huske, vi hedder næsten det samme”, er hun sikker på, at det er gengældt.
Snart fylder Johanna alle den unge piges tanker, og hele hendes skoledag kommer til at dreje sig om at få et glimt af læreren. Da Johanne finder ud af, at Johanna er en mester til at strikke, bruger hun det som et påskud til at opsøge hende privat – og Johanna tager imod hende med åbne arme.
Det første besøg bliver til flere, og Johanne tolker hvert smil og berøring og gestus som et tegn på deres kærlighed. Men er hendes lærer også forelsket, eller udviser hun bare venlig opmærksomhed og taktfuld overbærenhed over for sin unge elev for ikke at såre hendes følelser?
Svaret på, hvad der egentlig sker hjemme hos Johanna, driver rundt gennem Haugeruds film som de skyer, som Johanne bruger som metafor i beskrivelsen af sit liv og sine følelser. Snart som tunge, næsten håndgribelige cumulusskyer, snart som tynde, flimrende skytråde.
”Drømme” er midterfilmen i Dag Johan Haugeruds triologi Sex Drømme Kærlighed, men er af forskellige grunde den sidste af dem, der har fået premiere.
Og hvor mange film om teenagere fokuserer på det seksuelle, fokuserer ”Drømme” på følelserne og hovedpersonens tanker. Disse er skrevet ned i hendes dagbog, der med Johanne som voice over gennem det hele fungerer som filmens røde tråd.
Indtil hun skriver sine følelser ned, opfatter hun dem som uhåndgribelige og usynlige for alle andre end hende selv. Og som mange teenagere svinger hun mellem reserveret hemmeligholdelse og en trang til at åbne sit hjerte og dele sine følelser med andre.
Hun ender med at vise den til sin mormor, der selv er lyriker, og som hun håber vil være mindst fordømmende. Men mormoren bryder hendes fortrolighed og viser både Johannes skriverier til hendes mor og til sin redaktør.
Og pludselig handler det om alt muligt andet: Mormoderen bliver stolt, men også misundelig, fordi Johannes selvoplevede ord klinger så meget renere og dybere end hendes egne fiktive bøger. Og over at redaktøren gerne vil udgive det. Moderen bliver bange for, at Johanne har været udsat for et overgreb, og da hun konfrontere hendes fransklærer har Johanna sin egen, selvfornægtende udlægning af begivenhederne.
Det interessante er, at de voksne omkring hende i filmen på hver deres måde forekommer langt mindre autentiske og ærlige end Johanne, drevet af deres egne dagsordener. I et forsøg på at være åben og rummelig roser moderen for eksempel Johanne for hendes mod til at følge sin queer-identitet. Men Johanne føler sig ikke specielt som queer – og da slet ikke på baggrund af sin første og eneste forelskelse.
Hovedpersonen spilles med stor overbevisning og indlevelse af Ella Øverbye. Og selv om ”Drømme” er en klassisk snakkefilm, skal ordet her forstås i den mest positive betydning. Som var det en Richard Linklater produktion får man aldrig nok af at høre Johanne fortæller om sit liv.
”Drømme” evner også at ramme alle aldersgrupper. Unge vil med garanti kunne spejle sig i Johannes oplevelse, og ældre vil med et sug i maven og måske vemod blive mindet om den altopslugende følelse, som måske aldrig siden er vendt tilbage med samme kraft.
På den måde er ”Drømme” en af de fineste og mest nænsomme beskrivelser af den første forelskelse i et andet menneske i alle dets faser, jeg nogen sinde har set på film: Det totale fokus, hvor hver lyd, bevægelse og berøring står næsten supernaturalistisk klart; Forventningens glæde, der på smukkeste vis illustreres, da kameraet følger Johannes ord og tanker gennem byens skiftende kvarterer på vej mod Johannas lejlighed; Og beruselsen over bare at se et glimt på afstand af objektet for sine følelser.
Som sagt forlader man selv biografen forelsket. Og min egen 17-årige datter, der ellers ikke lige sådan lader sig imponere, udbrød spontant ”Det var en virkelig god film”. Større ros kan den ikke få.
Drømme – 110 minutter – Norge – Instruktør: Dag Johan Haugerud – Medvirkende: Ella Øverbye, Ane Dahl Torp, Anne Marit Jacobsen, Selome Emnetu m.fl.
