De bedste film i 2013

De bedste film i 2013

Så blev det nytår, og det er tid at gøre status over filmåret 2013. Overordnet må man sige, at det blev et år et godt stykke over middel. Både herhjemme og internationalt var der var ikke bare én, men adskillige film, som fortjente betegnelsen mesterværk – og mange flere var lige på grænsen.

Herunder er der samlet en håndfuld og lidt til af de film, der fik den højeste karakter på CineMadsen-bloggen. Seks film, der alle beviser, hvor magisk, bevægende og livsbekræftende det kan være at sidde i biografsædet, og hvor fantastisk et medie, film er. Og også seks værker, som alle, der elsker film ikke bør snyde sig selv for.

Med disse ord siger jeg godt nytår til alle bloggens læsere. Jeg glæder mig til også i 2014 at holde jer informeret om de nyeste film og begivenheder i filmbranchen – et år der med premieren på ”Fruitwhale Station” den 2. januar allerede tegner lovende.

Hushpuppy
2013 var kun få dage gammelt, da dette vidunderlige filmmesterværk havde premiere. En film der emmer af livsbekræftelse fra start til slut. Og intet sted brænder livsgnisten stærkere og mere klart end i hovedpersonen Hushpuppy – en lille 6-årig krølhåret, sort pige i hvide gummistøvler (deraf filmens titel) fra Louisianas sumpede Bayou. Hushpuppy selv spilles af Quvenzhané Wallis, der måtte lyve om sin alder på bare fem år, da hun stillede op til casting og vandt over 4.000 andre lokale piger i Louisiana. Denne styrke til at overleve slår igennem i filmen, hvor hun leverer en usandsynlig troværdig præstation. Man fortrylles og forlader biografen fuld af varme og med den lille pige siddende lige midt i hjertet.

Jagten
Thomas Vinterbergs nye film ”Jagten” er en i særklasse flot og samtidig forbandet tankevækkende film. Historien om den 40-årige familiefar Lucas, hvis liv styrter sammen, da han uretmæssigt beskyldes for et seksuelt overgreb på en pige i den børnehave, hvor han arbejder, kryber ind under huden på en. Mads Mikkelsen spiller Lucas og fik fuldt fortjent prisen for bedste mandlige hovedrolle for sin indsats ved filmfestivalen i Cannes i 2012. Det er dog hverken miljøskildringen eller skuespillernes præstationer, der er det allermest tankevækkende og foruroligende ved filmen, men derimod dens høje troværdighed. Som tilskuer forlader man således biografen med den ubehagelige erkendelse, at dette kunne ske for enhver.

Smagen af rust og ben
Lidenskab er et ord, der alt for ofte bruges skødesløst og refleksagtigt i filmverdenen. Meget få film kommer imidlertid i nærheden af ægte lidenskab. Men i Jacques Audiards ”Smagen af rust og ben”, om det umage forhold mellem bokseren Ali og den benløse Stephanie, strømmer lidenskaben ud af lærredet som en tidevandsbølge og fejer alt bort.
Brutal realisme modsvares af romantik, idealisme ja selv et uperfekt menneskes storhed i dette smukke kærlighedsdrama. Når Stephanie får tatoveret ”gauche” (venstre) og ”droite” (højre) på sine lår eller bevæger sig målbevidst rundt på sine nye benproteser, smelter menneskelig sårbarhed og styrke sammen på allersmukkeste vis.

Before Midnight
Efter ni års venten kom tredje del af Richard Linklaters fantastiske kærlighedsepos ”Before Midnight med Ethan Hawke og Julie Delpy i hovedrollerne som Jesse og Celine. Hvad, Richard Linklater har skabt med sine to hovedpersoner og med Hawke og Delpy som medforfattere, er intet mindre end mesterligt. En kærlighedshistorie, der føles så autentisk, at man næsten venter at møde Jesse og Celine på næste gadehjørne midt i en af deres dialoger om livets små og store spørgsmål. Og samtidig en overordnet fortælling, der med sine nedslag med ni års mellemrum bliver et symbol på alle langvarige parforhold. ”Before Midnight” er en helt igennem vidunderlig film, vidunderligt spillet, vidunderligt koreograferet og vidunderligt udført.

The Broken Circle Breakdown
En bluegrass-film fra Belgien? Det lyder lidt som sne i Sahara. Men overraskende nok er Felix Van Groeningens ”The Broken Circle Breakdown” lige så velplaceret som velspillet. En original og dybt gribende film om exceptionelle mennesker og smuk musik. Det med det gribende, skal i øvrigt tages bogstaveligt, lige som man gør klogt i at fylde lommen med Kleenex, inden man sætter sig i biografsædet. For selv om ”The Broken Circle Breakdown” handler om stor, altopslugende kærlighed, handler den i lige så høj grad om sønderknusende sorg. Det er en film, som rammer dybt og med en resonans, der summer i kroppen, længe efter af man har forladt biografen. Og tænk, at man skal til Belgien for at lære noget om bluegrass og Bill Monroe.

Adeles liv kapitel 1 og 2
Dette års Guldpalmevinder i Cannes ”Adéles liv kapitel 1 og 2” er ikke bare en usædvanlig film, det er en aldeles fantastisk og fremragende usædvanlig film. Der findes således tusindvis af film om mennesker, der bliver forelsket i hinanden. Kun ganske få gør imidlertid et virkeligt forsøg på at indfange, hvad det egentligt vil sige at falde for et andet menneske – uden sentimentalitet, uden forceret sødme eller billig følelsesmæssig manipulation. En hudløst fortalt film af en kompromisløs instruktør, der formidler sine billeder med overlegen sans for æstetik. Historien om den 18-årige gymnasiepige Adele, der falder for den lidt ældre Emma bæres dog først og fremmest af to skuespillerinder, der giver sig selv 200 procent. En sjælden og udsøgt filmoplevelse.