Matt Damon – Den evige lystløgner

The Informant

3 Popcorn

Det er efterhånden en snes år siden, at instruktør Steven Soderbergh fik sit internationale gennembrud med filmen ”Sex, Lies and Videotape”.

I hans nyeste film ”The Informant” er der ingen sex og ingen videobånd. Til gengæld er den proppet til randen med løgne – nok til at vare i yderligere 20 år.

Filmen bygger på den virkelige historie om forretningsmanden Marc Whitacre. Han var direktør i korngiganten Archer Daniels Midland (ADM), der i 1992 kontaktede FBI i forbindelse med en sag om industrispionage. Under efterforskningen fortalte Whitacre imidlertid FBI, at han og andre ledende medarbejdere hos ADM var involveret i en verdensomspændende svindel omkring fiksede priser. Derefter fungerede han i årevis som ”hemmelig agent” og forsynede FBI med hundredevis af optagelser fra møder og samtaler med kolleger og forretningsforbindelser. Da sagen endelig eksploderede, viste det sig imidlertid, at Whitacre sideløbende havde bedraget ADM for over 11 mio. dollars, og han endte med at blive idømt 9 års fængsel. Baggrunden for svindelen og de mange løgne viste sig senere at være en psykisk sygdom.

Det er kort sagt en vanskelig balancegang, som Soderberg her er ude i. For hvordan fremstiller man en person som både helt og skurk? Og hvordan fremstiller man en ikke særlig munter, ja nærmest tragisk historie på en underholdende måde.
Resultatet lander da også pladask mellem to stole med en film, der ikke rigtig kan beslutte sig, om den skal være sort komedie eller realistisk drama.

Blandt de ikke særligt vellykkede elementer er lydsiden. “The Informant” indeholder en af de mest bizarre og distraherene musikpartiturer, jeg nogensinde har hørt i en biograf. Komponisten vil med musisk vold og magt have, at publikum opfatter filmen som en komedie, så violiner, fløjter og horn klinger derudad i noget, der mest leder tankerne hen på en billig 70’er-produktion. Det er så blødt, at ethvert tilløb til seriøsitet dør af sukkerchok.

Et andet forvirrende element er tidsbilledet, der rammer totalt forbi. Eller måske går de virkelig så kitchede klædt i Illinois, at det nærmest virker som de karikaturer, som mere rentonede amerikanske komedier bruger i overmål.

Men ret skal være ret. ”The Informant” har også en række esser på hånden, der gør den seværdig. Nyd f.eks. den flotte billedside med den intense belysning og de levende farver, der er Soderberghs varemærke.

Nyd også Matt Damon i endnu en af disse lystløgnerroller, han nærmest synes født til, og som man bl.a. husker fra ”The talented Mr. Ripley” og ”The Departed”. De stadigt eskalerende løgne sættes i relief af Damons fortællestemme, der filmen igennem forsyner os med Mark Whitacres lommefilosofiske betragtninger omkring livet. Stort er det øjeblik, da korthuset til sidst definitivt ramler sammen, og fortællestemmen pludselig står der nøgen og trængt op i en krog inde i Marks hoved, mens den desperat famler efter endnu en løgn.

Og nyd altid interessante Melanie Lynskey i rollen som Marks kone og Scott Bakula som FBI-agent Brian Shepard med ansigtsudtryk, der minder om George Bush, når præsidenten forsøgte at virke allermest oprigtig og appellerende.

Bagefter kan man så undre sig over en verden, hvor en mand, der snyder for 11 mio. dollars, straffes tre gange så hårdt som cheferne i det selskab, der via fiksede priser har bedraget verden for over en milliard dollars.

The Informant – Instruktør: Steven Soderberg – Amerikansk – 108 minutter – Medvirkende: Matt Damon, Melanie Lynskey, Scott Bakula, Tom Papa m.fl.