Film skal ses i biografen
Sådan lød Ole Michelsens faste standardafslutning i filmmagasinet Bogart. Og jeg kan kun give ham ret. Men det kræver selvfølgelig, at biograferne stadig er der.
Det er de da heldigvis også mange steder. Forrige onsdag aften var jeg således i Kerteminde sammen med en kollega. Vi skulle til et foredrag, men havde forinden en god halv time, vi skulle slå ihjel. Lige nok til en kop kaffe på en lokal café – troede vi.
Imidlertid havde vi knapt forladt bilens trygge varme, før det gik op for os, at det tilsyneladende enkle kaffeprojekt var mere vanskeligt end som så.
Intet er så dødt, som en gågade i provinsen efter lukketid, og Kerteminde er ingen undtagelse. Efter at have brugt nogle kostbare kaffeminutter på at spadsere op og ned af byens hovedstrøg og mere og mere utålmodigt kigget ned i diverse sidegader, måtte vi konstatere, at der ikke findes noget sted at købe kaffe i Kerteminde efter klokken 18.00. Og flere forespørgsler hos lokale forbipasserende bekræftede denne antagelse.
Slukørede begav vi os tilbage mod bilen – og her var det så, at redningen kom i form af et oplyst skilt med ordene ”Kerteminde Kino”.
Indenfor var der både varmt og kaffe på kanden. Vi havde i mellemtiden ændret smag til te, men også det var der råd for.
Biografens forhal var i øvrigt stuvende fuld af forældre, der kom for at hente deres børn efter den sene eftermiddagsforestilling. Og et blik på filmplakaterne med ugens repertoire afkræftede enhver forestilling om, at man ikke kan se premierefilm i provinsen. Det kan man i hvert fald i Kerteminde, der bl.a. havde den nyeste Almodóvar-film ”Brudte favntag” på programmet. Og i november følger film som den danske ”Oven gaden under vandet” og filmatiseringen af Stig Larsons tredje roman ”Luftkastellet som blev sprængt”. Ja, der var sågar blevet plads til mere smalle film som den pragtfulde israelsk/tysk/franske film ”Citronlunden”, som var et af de store hits på Berlinalen i Tyskland sidste år.
Men sådan behøvede det ikke at være gået. Kerteminde Kino kunne let være endt som de talløse provinsbiografer, der har drejet nøglen om de sidste 10-15 år. I 1995 købte Kerteminde Kommune imidlertid biografen og stillede den til rådighed for Foreningen Kerteminde Kino.
Hatten af for det kommunale klarsyn, der på den måde reddede et lokalt kulturelt samlingssted – og sikkert også nogle skattekroner. For i dagens Danmark, er det bydende nødvendigt, at ikke mindst mindre byer har nogle faciliteter, der kan tiltrække tilflyttere og holde på dem, som allerede er der. Til det hører selvfølgelig skoler, daginstitutioner og butikker, men også biografer.
Samtidig bibeholder biografer som Kerteminde Kino et tiltrængt alternativ til at gå ned på den lokale tank eller kiosk og leje en film for derefter at dejse om på sofaen. En mulighed for at deltage i den kollektive masseforførelse, når en hel sal synker ned i biografsæderne og lader sig rive med af det, der foregår på lærredet.
Og folk vil gerne i biografen. Da Danske Biografer og Foreningen af Filmudlejere i Danmark søndag den 25. oktober slog dørene op for den første ”Store Biografdag” med billetter til halv pris i alle landets biografer, blev der solgt næsten 100.000 billetter.
Så jeg kan kun opfordre alle kommuner til at gøre, som man har gjort det i Kerteminde. Støt op om jeres lokale biografer både politisk og økonomisk, så de også er der om 15 år. Film tager sig nu engang bedst ud på et stort lærred.
