Filmanmeldelse: La La Land er en genial musical
Da Michel Hazanavicius i 2011 lancerede ”The Artist”, var det på samme tid en hyldest til hele stumfilmgenren og det ultimative, mesterlige bevis på, at man også i dette årtusind kan lave en genial stumfilm.
Nu har Damien Chazelle gjort det samme inden for musical-genren. ”La La Land” er ikke bare en god film eller en fremragende film. Den er en helt og aldeles genial musical, uden en eneste lille forkert billedindstilling eller falsk tone.
Det er ren og uforfalsket perfektion. Et ”Singing in the Rain” plot omsmeltet til farveskalaerne og interiøret fra ”Pigen med paraplyerne” og med to pragtpræstationer til at binde det hele sammen til den smukkest mulige buket.
Det starter på mest overdådige flash-mop vis i trafikkøen på vej til Tinzeltown, hvor skuespillerinden Mia (Emma Stone) benytter ventetiden til at øve sine replikker før den næste audition og giver fuckfingeren til jazz-fanatikeren Seb (Ryan Gosling), da han vredt overhaler hende.
Seb er en passioneret jazzmusiker med en brændende ambition om at åbne sin egen klub og forsvare sin ynglingsmusik mod at blive udvandet og udryddet. Mia er en ung, lovende skuespillerinde, som flagrer rundt mellem frugtesløse auditions og kaffeboden hos Warner Bros studierne. Det eneste, de begge higer efter, er ”chancen” til at bryde igennem, men det lader vente på sig. I stedet finder de hinanden.
Men kan deres kærlighed overleve i en verden, der i hele sin opbygning er konstrueret til at sælge drømmen om kærlighed som den ægte vare, selv om den har Hollywood diskret stemplet på bagsiden, og følelserne er nogen, der tændes og slukkes i takt med projektørlyset på det næste filmsæt?
Tag ikke fejl. Selv om ”La la Land” på overfladen er farvestrålende og let, har den samme dybde og desperation som f.eks. ”Moulin Rouge” havde.
Det geniale ved Damien Chazelles film er dens sammensmeltning af gammelt og nyt – af tradition og fornyelse. ”La La Land” er intet mindre end en gammel Hollywood-klassiker i funklende moderne indpakning. En film der ikke bare er et stiliseret, nostalgisk trip, men som rammer hjertet, øjet og hjernen lige hårdt. Og når den først har fanget dig med sin magi, bliver det bare bedre og bedre.
Og man får hele paletten med. Emma Stone og Ryan Gosling har allerede bevist i komedien ”Crazy, Stupid Love”, at de kan få gnisterne til at springe imellem sig, og det sker også denne gang, Som tilskuer bliver man aldeles fortryllet af dette charmerende par og bliver selv forelsket i deres kærlighed.
På samme måde ejer melodierne i La La Landen sjælden smagfuldhed og er måske nogle af de bedste musical-sange, der nogen sinde er komponeret. Det er ikke mindst dem, der gør filmen så god.
De nærmeste dage vil vise, hvor mange af de 14 Oscar-statuetter, som ”La La Land” er nomineret til, den ender med at vinde. Det bør være mange, hvis der overhovedet er nogen retfærdighed til.
Sikkert er det i hvert fald, at man forlader biografen med en tåre i øjet, en sang i hjertet og fødderne svævende over 10 centimeter fortorvet.
La La Land – 128 minutter – USA og Hong Kong – Instruktør: Damien Chazelle – Medvirkende: Emma Stone, Ryan Gosling, Amiée Conn, Terry Walters, Rhom Shelton, Cinda Adams m.fl.
