Filmanmeldelse: The Square er en sprudlende, modig surrealistisk satire
Man kan ikke beskylde den svenske instruktør Ruben Östlund for at hvile på laurbærerne. Efter hans meget roste ”Force Majeure” (2014) kommer han nu med sin mest ambitiøse film til dato.
”The Square” – der vandt De Gyldne Palmer i Cannes i år – er en sprudlende, modig, surrealistisk satire. En 142 minutter lang rejse, hvor Österlund med nådesløs kirurgisk præcision får udstillet både den kunstverden, som filmen foregår i, smarte reklametyper, der tænker mere på virale promotionvideoer og antallet af visninger, end på budskabet, forholdet mellem kønnene og menneskers generelle frygt for at træde forkert og påtage os ansvaret for det, vi gør.
Christian er den respekterede, kunstneriske leder på et fornemt kunstmuseum i Stockholm. Han er fraskilt, en hengiven far til sine døtre, kører elbil og støtter de rigtige sager.
Kunstmuseets næste udstilling er ”The Square”, en firkant på fire gange fire meter, der skal fungere som en form for universelt frirum, hvor alle har lige rettigheder, og hvor enhver skal kunne træde ind og bede andre om hjælp. Alt sammen idealer, som alle burde kende og leve op til i deres eget liv, men som det er meget svært at leve op til i virkeligheden.
Det gælder ikke mindst for filmens hovedperson, der må se sin velordnede tilværelse falde fra hinanden i kølvandet på en række uheldige beslutninger. Først får han stjålet sin mobiltelefon af tricktyve. Da han forsøger at få den tilbage ved at sende trusselsbreve til alle i den opgang, hvor han ved, at den befinder sig, får det uventede og kaotiske konsekvenser. Og to unge reklamefyres youtube-video for ”The Square” udstillingen, der er antitesen af firkantens formål, sætter yderligere gang i hans problemer.
”The Square” er ikke en film, som man går ind og ser. Det er en film, som man oplever med hver eneste celle i sin krop i de 2 timer og 22 minutter, som den varer. Den første halvdel er et kreativt mesterværk, mens man i anden halvdel rammes frontalt af hele Ruben Österlunds kunstneriske vrede.
”The Square” er paradoksalt nok langt mindre firkantet end for eksempel ”Force Majeure”. En del handlingstråde afsluttes aldrig, og nogle gange minder handlingen om en række spektakulære scener, der er løst forbundet af et overordnet tema.
I virkeligheden er det som at vandre igennem én stor perfomance-udstilling hånd i hånd med Marina Abramowitz, mens man fascineres af det ene geniale værk efter det andet og Ruben Ôsterlund parrer Hitchcock-suspense med Bergmansk eksistentialisme. På den måde er ”The Square” ikke en film, som er skabt ud fra et plot, men for at levere et budskab. Hvad det præcis er, må til gengæld være op til tilskueren.
Humoren skifter fra lys til gysende mørk og igen til eftertænksomhed. Og så har ”The Square” en af de scener, som kun er få film beskåret. En af dem man altid husker bagefter: Et fornemt middagsselskab, hvor underholdningen er et menneskedyr, der gryntende og kravlende og galoperende snuser og føler sig frem blandt borde og gæster og slår hårdt ned, hvis nogen udviser frygt eller svaghed. Scenen er et studie i Darwinistisk overlevelse, koldsvedig grusomhed og frygt. Et Standford-eksperiment i offentlig ydmygelse, der både viser, hvordan vi mennesker i flok kan vende os bort og undlade at gribe ind, og hvor lidt der skal til, før vores lag af civiliseret fernis krakelerer.
Claes Bang er fremragende i sit livs rolle som den mere og mere plagede Christian, og scenerne mellem ham og den kvindelige journalist Anne (Elisabeth Moss), som han har en engangsaffære med, er små perler af satire over forholdet mellem mand og kvinde. Som da de dagen efter deres seksuelle møde slås om at smide kondomet ud, fordi Christian er bange for at Anne skal misbruge hans sæd.
Men over dem alle stråler den amerikanske skuespiller og bevægelses-ekspert Terry Notary som menneskedyret Oleg. Hans præstation er intet mindre end genial – et menneske i så total kontrol over hver eneste lille ansigts- og kropsbevægelse, at han fuldstændig ubesværet glider ind i sit dyr og lader de forskellige følelsesskift løbe igennem sig som bølger under huden. Det er film- og følelseskunst på højt plan.
”The Square” er en af den slags filmoplevelser, man højest har en håndfuld af hvert år, selv som erfaren filmanmelder. Og man forlader biografen med mange tanker og stor lyst til at gå ind i den tillidsfyldte firkant, som føles så uendelig meget tryggere end den film, man lige har oplevet.
The Square – 142 minutter – Sverige, Tyskland, Frankrig og Danmark – Instruktør: Ruben Östlund – Medvirkende: Claes Bang, Elisabeth Moss, Dominic West, Terry Notary, Christopher Læssø, Marina Schiptjenko m.fl.
