Om få dage er der premiere på Christopher Nolans nye blockbuster-actionbrag The Odyssey. En næsten tre timer lang genfortælling af Homers oldgræske heltedigt om Odysseus rejse hjem efter slaget om Troja.
The Odyssey er filmet seks steder i verden: Marokko, Grækenland, Italien, Island, Skotland og Universal-studiernes kæmpe vandtank ved Falls Lake i USA. Den har kostet 250 millioner kroner at lave og involveret tusindvis af mennesker.
Mit råd er imidlertid at droppe den dyre helaftensbillet. Gå i stedet hen i Gloria i København eller en anden af de biografer, der i næste uge med 28 års forsinkelse har premiere på Nolans mesterlige debutfilm Following (1998).
Her får du i stedet en knivskarpt skåret britisk noir. Filmet af den dengang 29-årige Nolan i weekenderne hen over et års tid. I 16 millimeter sort/hvid og for en pris på bare 6.000 dollars. Og med en befriende spilletid på blot 70 minutter.
Både filmisk, tidsmæssigt og økonomisk er Following langt den bedste investering af de to. Den er en af den slags film, der fanger én ind fra første scene og holder interessen fanget lige til sidste scene.
Historien kredser om hovedpersonen Bill. En 30-årig, wanabe-forfatter, der befinder (permanent virker det som om) ”mellem jobs” og bor i en lille studenterhybel. Ikke på nogen måde bemærkelsesværdig og dog.
I mangel af andre ideer eller fremtidsudsigter begynder Bill nemlig at følge efter folk. Han skygger tilfældige fremmede gennem London. Ifølge sig selv for at samle materiale til sine bøger. Men i virkeligheden er der tale om simpel og vanedannende voyerisme.
Bill har sat nogle regler for sit skyggeri. Blandt andet, at han aldrig må følge efter den samme person mere end én gang. Da han – selvfølgelig – bryder denne regel, begynder tingene at gå galt.
Først møder han den cool klædte Cobb, der viser sig at have sine egne lege kørende. Han bryder ind i folks hjem – lige så meget for at ruske op i deres liv, som for at tage deres nogle af deres ejendele. Eller som han siger: Jeg tager deres ting for at vise dem, hvad de havde.
Dernæst møder han en mystisk blondine, der måske/måske ikke er involveret med en gangsterfyr. Og som måske har brug for Bills hjælp til at åbne hans pengeskab fordi han måske afpresser hende
Mange måske’er og Bill kommer ikke overraskende ud på dybt vand. Det ved vi sådan set allerede fra første scene, hvor han sidder og fortæller sin historie til en politimand.
Det mesterlige ved Nolans film er således ikke, at noget går galt, men hans evne til at lege med tilskuerne. Fortællingen hopper effektivt frem og tilbage i tid, så man hele tiden sidder med et spørgsmål på læben, mens nysgerrigheden råber højere og højere indeni: Hvorfor har Bill pludselig kort hår? Hvem har givet ham et blåt øje? Og hvem spiller egentlig dobbeltspil over for hvem?
Og i hele denne labyrintiske fortælling er der ikke én eneste overflødig scene eller replik. Alt er fuldstændig skarpt skåret, så vi ved nøjagtig det, vi har brug for at vide for at give næste scene maksimal effekt. På samme måde bruger Nolan sine få kulisser og medvirkende optimalt. Her er der ikke nogen mulighed for at hive ekstra statister ind eller lave en eller anden dyr effekt. Nolan har tydeligvis benyttet sig af de forhåndenværende søms princip. Og det fungerer fantastisk. De indbyggede rammer er således med til at gøre dramaet endnu mere tæt og intenst.
Det mesterlige ved Nolans film er også, at han har ramt fuldstændig plet i sit skuespillervalg. Jeremy Theobald er perfekt som den mål-løse tabermand Bill, der først fascineres og derefter fanges uhjælpeligt ind i sit eget net. Alex Haw, der kun spillede denne ene film, inden han kastede sig over en succesfuld uddannelse og karriere som arkitekt, er ligeledes perfekt som Cobb. En glat blanding af Hugh Grant på en mørk dag og Kevin Spacey. Engelsk overklassehumor blandet med sort manipulation. Og endelig er Lucy Russell perfekt som femme fatale blondine, som man aldrig ved, hvor man har.
Jeg er sikker på, at der har siddet producenter dengang og tænkt ”Wow hvis Nolan kan få så meget ud af så lidt, hvad kan han så ikke få ud af et kæmpe Hollywood budget”. Men hvor ville jeg ønske, at han var blevet ved som han startede. Eller i det mindste havde holdt en pause ind ind imellem og lavet en ny håndholdt, 6.000 dollars film.Following er i hvert fald alt det, som en film skal være for at være et mesterværk.
TITEL: Following
VARIGHED: 70 minutter
LAND: England
INSTRUKTØR: Christopher Nolan
MEDVIRKENDE: Jeremy Theobald, Alex Haw, Lucy Russell m.fl.
