Så kom den endelig. Christopher Nolans længe ventede filmatisering af Homers heltedigt om Odysseus og hans lange og trange rejse hjem efter krigen mod Troja.
Anmelderne står allerede i kø for at rose Nolan for at have skabt en nuanceret og tidssvarende version af historien. En version der gør Odysseus-myten vedkommende i vores moderne, brogede verden.
Jeg er knapt så begejstret. Det var forudsigeligt, at meget, af det, der gør Homers værk til en udødelig klassiker ville blive tonet ned i den nye film. Poesien og humoren er stort set ikke-eksisterende i The Odyssey. Og det eventyrlige er reduceret til blot en statistrolle i fortællingen.
I stedet er vi i klassisk Nolan noir-land, hvor helte afmytologiseres og efterlades som tvivlende, rugende, fejlbarlige mennesker. I stedet bygges filmen op om den meningsløshed, som krig er på alle planer. Hvilket jo er en såre sympatisk pointe, vi alle kan være enige om. Det er bare ikke kernen i Odysseen.
The Odyssey bevæger sig kalejdoskopisk ud af tre spor. I det første – som filmen indledes med – følger vi Odysseus søn Telemachos. Hjemme på Ithaka er han vokset op uden sin far i skyggen af de mange heltekvad om Odysseus. Nu venter han på nyt om hans skæbne. I mellemtiden er øen blevet fyldt med bejlere, der ønsker at gifte sig med Odysseus hustru Penelope. Og som derfor konspirerer om at slå Telemachos ihjel, så han ikke kan efterfølge sin far.
I det andet spor præsenteres optakten til krigen i Troja. Odysseus modvillige afrejse for at hjælpe Agamemnon i den 10 år lange belejring. Hans idé om den trojanske hest, der til sidst får Troja til at falde. Og det blodige slagteri, der følger indtagelsen af byen.
Endelig i det sidste spor skildres Odysseus rejse hjem – det som Odysseen egentlig handler om. De mange prøvelse og gudernes straf, der kaster Odysseus og hans mere og mere reducerede besætning ud på årelange omveje. Alt samme fortalt retrospektivt af en hukommelsesramt Odysseus, der nu lever alene hos nymfen Kalypso, mens han forsøger at huske.
Det er her, at filmen efter min mening mister retningen og balancen. Den sidste del, der som sagt er selv kernen i Homers heltedigt, får således en næsten stedmoderlig behandling. Hver af de mange udfordringer – Kyklopen, troldkvinden Kirke, sirenerne, uhyret Skylla og malstrømmen – overstås næsten inden, at de er kommet i gang.
For eksempel ses malstrømmen kun i et par minutter, mens Odysseus eneste tilbageblevne skib drejer udenom den. Og det tager kun yderligere et par minutter for det seksarmede uhyre Skylla at tage og dræbe seks af hans mænd.
På samme måde har manuskriptet totalt udeladt de mere spidsfindige dele af Odysseus møde med den enøjede kyklop. I Odysseen præsenterer Odysseus sig snedigt som ”Ingen”. Så da kyklopen efter at være blevet blændet, kalder på de andre kykloper, og disse spørger, hvem der har gjort det, svarer kyklopen ”Ingen tog mit øje”.
Også Kirke er forandret. Hun fremstår nu som en feministisk og woke-inspireret kvinde, der via sin magi straffer de voldshærgende og kvindeovergribende mænd. Og Kalypso holder ikke længere Odysseus fanget som sin elsker. Hun fremstår snarere som en omsorgsfuld hjælper, der blidt hjælper en mand, der har mistet sit indre kompas og fortrængt sin smerte, til at huske den virkelighed, han flygter fra.
Alle disse prøvelser bliver sekundære ja endog tertiære elementer i fortællingen og derfor nærmest uvirkelige, ja næsten ligegyldige. Og det betyder samtidig, at man hverken bliver grebet af dem eller af sømændenes lidelser.
Tilbage står en film, der handler om, hvordan menneskeligheden nedbrydes under krig. Erobringen af Troja fremstilles måske nok som en heltebedrift i de sange, der bagefter synges om den. Men i virkeligheden er plyndringen af byen, massakrerne og voldtægterne et civilisatorisk sammenbrud.
”Hvordan kan man vende hjem efter at have været med til dette”, siger Odysseus på et tidspunkt. Dermed afslører han den virkelige årsag til, at hjemkomsten trækker ud. For han har dybest set tabt sig selv i blodsudgydelserne.
Der spilles solidt på alle pladser. Tom Spiderman Holland er en overbevisende Telemacho der vokser op og ud af faderens ikoniske skygge. Anne Hathaway fremstiller en gribende Penelope, der lider under savnet af sin mand og samtidig sættes i en umulig situation af hans fravær. Og Robert Pattinson spiller en overraskende nuanceret Antinous – den førende blandt Penelopes bejlere. En mand, der både martres af ikke at have fået lov at være med i krigen mod Troja, og som samtidig tragter efter at erstatte Odysseus.
Endelig gør altid seværdige Matt Damon en herkulisk indsats som Odysseus. Han forstår fra start, at krigen mod Troja vil koste ham mange år hjemmefra, og at der intet herodisk er i krigen. Det er som om tyngden af den meningsløse krig samles i hans kompakte krop og furede ansigt.
Til slut samles alle tråde, da Odysseus omsider når hjem. Her bringer det afsluttende opgør med bejlerne minder om Matt Damons rolle som actionhelten Jason Bourne.
For en del vil Christopher Nolans menneskelige sortsyn vække genklang og The Odyssey stå som en stærk nyfortolkning af Homers tekst. For mig kommer den aldrig ind under huden. De tre timer virker langtrukne og meget fjernt fra det eventyr, som Odysseen også er. De 250 millioner dollars kunne være brugt meget bedre.
TITEL: The Odyssey
VARIGHED: 172 minutter
LAND: England og USA
INSTRUKTØR: Christopher Nolan
MEDVIRKENDE: Matt Damon, Tom Holland, Anne Hathaway, Robert Pattinson, Corey Hawkins, John Leguizamo, Zendaya m.fl.
