Disney-selskabets idé med at omdanne deres klassiske tegnefilm til rigtige spillefilm, lyder besnærende i teorien. Det burde være en oplagt mulighed for at præsentere publikum for levende, radikalt nye versioner af de elskede historier.
Det er bare ikke sådan, det ender i virkeligheden. Bortset fra Kenneth Branaghs Cinderella (2015), der ikke på nogen måde var en genindspilning af Disney-versionen fra 1950.
Nej, de fleste af de live-versioner af Disneys tegnefilm, som vi er blevet overvældet med de seneste 10-15 år, tilfører intet nyt eller levende til de oprindelige film. De gør det modsatte. Bevares, de er både jordbundne og seværdige film, men dybest set er de bare middelmådige. Og de får én til at længes efter originalerne.
Men med Vaiana lykkes formlen endelig. Den er undtagelsen, som bekræfter reglen. Hvis et barn, der ikke havde set originalen, så den nye live-version, ville de ikke savne den. For Vaiana har det hele: Skønheden, de sjove personer og det eventyrlige.
Åbningsscenen på den polynesiske ø Motunui har stadig et strejf af, at det er levende skuespillere, der gør noget, der flød bedre i tegnefilmen. Men så snart, at Rena Owen træder ind som Vaianas bedstemor Tala – en aldrende rebel, der sparker historien i gang – begynder det at slå gnister.
Og da Catherine Laga’aia begynder at synge ”How Far I’ll go”, bliver gnisterne til et bål. Den australske skuespillerinde har sin debut i Vaiana. Hendes stemme klinger klart som en klokke, hendes bløde ansigtstræk stråler af udtryk og fremstår samtidig udsøgt stiliserede. Og sangteksten er så bevægende, at den præcis opnår det, den vil: Den fører os ind i en ø-piges farverige fantasi.
En anden grund til, at Vaina fungerer, er, at den stadig har masser af computer-genererede effekter. Når for eksempel live-udgaven af Løvernes Konge (2019) virkede nogenlunde, var det fordi, at den stadig i bund og grund er en animeret film. Og CG-effekterne i Vaiana gør det samme. De skaber en levende atmosfære af visuel energi.
Det gælder blandt andet de krystalklare bølger, som samler sig for at tale med Moana, kokosnøddepiraterne – kendt som Kakamora – og tatoveringen på Mauis venstre bryst, som er i konstant bevægelse.
Men filmens altoverskyggende plus er Maui selv. Han er en fantastisk karakter, lige som han også var det i den originale tegnefilm. En halvgud, der i tegnefilmsversionen var en tydelig stilisering af Dwayne Johnson. Det var faktisk som om, at vi allerede kiggede på ham. En fornemmelse, der ikke bliver mindre af, at Johnson i forvejen med sin voldsomme fysik er et stiliseret menneske.
Så når Dwayne Johnson nu træder ind i live-versionen af Mauis absurd muskuløse krop og lange, krøllede hår, så passer han nærmest én-til-én. Og genfødslen som hurtig, snævertsynet halvgud er lige så uforglemmelig. Måske endda mere, fordi den rigtige Johnson kan ikke lade være med at tilføje en smule ekstra kant til Maui-figuren.
Man kan altså roligt indløse billet til Vaiana og blive underholdt i lige så høj grad, som af den oprindelige film. Spørgsmålet er så bare stadig væk hvorfor? For selv om Vaiana er lige så god, er den ikke bedre. På den måde vil live-udgaverne af Disneys mange tegnefilm altid være unødvendige. Og til en pris på op mod en kvart million dollars, er det måske værd at bruge pengene til noget virkelig nyskabende.
TITEL: Vaiana
VARIGHED: 115 minutter
LAND: USA, New Zealand, Canada og Ungarn
INSTRUKTØR: Thomas Kail
MEDVIRKENDE: Dwayne Johnson, Catharine Laga’aia, Rena Owen, John Tui m.fl.
