Et stykke henne i det nyeste kapitel af Marvels superheltefranchise kommer filmens mest omtalte scene: En sexscene mellem to af ”De evige” (man hører.allerede det bonerte gisp fra filmens hjemland).
Den er kun få sekunder lang og hverken særlig nøgen eller sexet. Marvels forsøg – eller er det instruktøren Chloé Zhao’s? – på at trække dette skær af normalitet ned over superhelteuniverset ender med at virke meget kalkuleret.
Det samme kan man desværre sige om filmen som helhed.
Vi er nu 26 film henne i alle tiders mest omfattende superheltesaga – heraf de sidste tre i seriens fase fire. Undervejs er vi blevet præsenteret for nogle af de bedste superheltefilm nogensinde som ”Guardians of the Galaxy” (2014) og ”Avengers: Infinity War” (2018). Men i den 157 minutter lange ”Eternals” begynder rejsen pludselig at føles både kedelig og som en gentagelse.
Filmen handler om 10 såkaldte Evige, menneskelignende væsner med spektakulære kræfter, som for 7.000 år siden blev sendt til Jorden af for at kæmpe imod de onde Deviants.
Her har de så levet siden rundt om på Jorden og ventet på ordre til at vende tilbage til deres hjemplanet Olympia. De har med vilje ikke blandet sig i menneskets udvikling. Men da Deviants dukker op på ny, må de Evige samle sig igen til en ny kamp.
Da de samtidig finder ud af deres virkelige opgave med at være på jorden, står de over for et stort moralsk problem, der truer med at splitte gruppen.
Som sagt er det som om, at metaltrætheden denne gang har vist sig hos Marvel.
Der er simpelt hen ikke noget nyt i at præsentere endnu en gruppe af superhelte. Det har vi allerede set med Avengers, X-Men, Guardians of the Galaxy, Justice Leaque, Suicide Squad, Fantastic Four og mange, mange flere. Alt for mange faktisk.
Og de Eviges superkræfter, har vi også set før: Evnen til at flyve og teleportere…gab…laserøjne…gaab…evnen til at kontrollere folk ved tankens kraft….gaaab….evnen til at heale sig selv og andre…..gaaaaab
Læg dertil, at historiens fremdrift konstant hæmmes af lange tilbageblik på De Eviges mangeårige ophold på jorden. Og at det er umuligt selv med den lange spilletid at dykke ned i hele 10 figurer på én gang, så det hele ender med at blive overfladisk.
Men det er to dødssynder, der for alvor gør ”Eternals” svær at holde af. For det første, er der det kalkulerede, som intet sted træder tydeligere frem end ved sammensætningen af De Evige: Fire er hvide, tre er asiatiske, to er sorte og den sidste latinamerikansk. En er homoseksuel (endnu en debut for Marvel), en er døv og en er en androgyn tween, som aldrig bliver voksen. Det hele er så woke og politisk korrekt, at man får kvalme.
For det andet, så mangler ”Eternals” i den grad humor, og de små forsøg der er, falder tungt til jorden. I stedet er det hele konstant ved at segne under selvhøjtidelig patos, der er lige så uklædeligt som den politiske korrekthed.
Marvel har altid lænet sig op af humoren i deres mange film. Det selvhøjtidelige og patos-agtige har man indtil nu overladt til konkurrenten DC. Men Eternals er den mest DC-agtige Marvel-film til dato.
Facit er, at Eternals har kost et trecifret millionbeløb at producere. Den har en Oscar-vindende stjerneinstruktør til at styre løjerne og en stjernebesat gruppe til at fylde rollerne ud. Alligevel forlader man biografen underlig upåvirket og aldeles ligeglad med, om filmen får en efterfølger. Det er bare ikke godt nok.
Eternals – 157 minutter – USA og England – Instruktør: Chloé Zhao – Medvirkende: Gemma Chan, Kit Harington, Richard Madden, Angelina Jolie, Salma Hayek, Kumail Nanjiani, Lia McHugh, Brian Tyree Henry, Lauren Ridloff, Barry Keoghan, Ma Dong-seok m.fl.
