Filmanmeldelse: Jumanji-efterfølger er den perfekte julefilm for hele familien
Den nye Jumanji-film er beviset på, at originalen ikke altid er bedre end efterfølgeren.
Chris Van Allsburgs børnebog fra 1981 blev i 1995 til en lidt ujævn familieklassiker, hvor Robin Williams undslap fra det brætspil, der har givet filmen navn, forfulgt af næsehorn, elefanter, aber og løver, som derefter skabte kaos i byen Brantford i New Hampshire.
Den slags holder ikke i 2017, så producenterne bag ”Jumanji – Welcome to the Jungle” har kløgtigt vendt originalens præmis 180 grader og i stedet skabt en historie, hvor vi følger fire unge ind i spillet og junglen, hvor de så skal bestå forskellige niveauer for at komme ud af Jumanji igen.
Resultatet er en film, der kombinerer energisk action med veloplagt coming-of-age komik indpakket i smukke billeder. Kort sagt den helt perfekte juleferiefilm for hele familien.
”Jumanji – Welcome to the Jungle” begynder med en far, der i 1997 finder Jumanji-brætspillet begravet i sandet ud for Brantford og overrækker det til sin spillekonsol-spillende teenagesøn.
”Hvem gider spille brætspil?” lyder det overbærende fra den unge teenager, mens skæbnetrommerne spiller vildt i baggrunden. Kort efter har brætspillet forvandlet sig til et konsolspil, der suger ham ind i skærmen.
Dermed er scenen sat for den egentlige historie. 20 år senere sker det samme nemlig for en gruppe teenagere der er sendt til eftersidning – frit efter ”Breakfast Club” (1985). Den nørdede Spencer (Alex Wolff), skolens populære sportsfyr Fridge (Ser Darius Blain), den smukke Instagram-afhængige narcissist Bethany (Madison Iseman) og den generte, indadvendte Martha (Morgan Turner) finder et gammelt konsolspil, som lover ”Spænding og oplevelser for dem, der gerne vil lægge deres nuværende liv bag sig”. Et par hurtige rollespilsvalg senere suges de fire ind i Jumanji, hvor morskaben for alvor kan begynde.
De fire er blevet forvandlet til de karakterer, som de valgte. Den multiallergiske Spencer har skiftet den magre nørdskikkelse ud med Dwayne Johnsons testosteron-oppustede klippe af en krop som den opdagelsesrejsende arkæolog Dr. Smolder Bravestone (”Hvor er mit hår?”). Hans veltrænede ven Frigde er til gengæld blevet 40 centimeter lavere og forvandlet til Bravestones våbenbærer Franklin Mouse Finbar i Kevin Harts skikkelse. Martha er blevet til den Laura Croft sparkende Ruby Roundhouse (Karen Gillian) iført tætsiddende shorts og tanktop. Og som det mest geniale er skolens dronning Bethany blevet til kartografen Dr. Shelly Oberon i Jack Blacks noget mere plumpe skikkelse (”Jeg er blevet til en midaldrende, overvægtig mand”).
De fire lærer hurtigt spillets regler: Alle har de tre liv – symboliseret ved tre streger tatoveret på armen – og målet er at sætte en hellig smaragd, som den onde storvildtjæger Van Pelt har stjålet, tilbage i en jaguarstatue.
Missionen er dog bare en ramme for den udviklingshistorie, som de fire går igennem sammen. Manuskriptforfatterne malker bytte-krop konceptet for alt, hvad det kan tage, og meget af komikken udspringer af deres aha-oplevelser med deres Jumanji-karakterer. Jack Black er således ubetalelig, når han skal tisse og begejstret udbryder ”Det her er bare så meget nemmere”, eller da han senere skal lære Karen Gillian at flirte. Dwayne Johnson viser sig at rumme andre og dybere skuespilmæssige kvaliteter end sine muskler, og Kevin Hart råber sig hysterisk fra scene til scene.
”Jumanji – Welcome to the Jungle” er ikke et kunstnerisk filmmesterværk, men det er mesterlig underholdning, hvor man ikke keder sig et sekund, med Hawaii som den billedskønne baggrund for jungleløjerne. Lige hvad man har brug for over på flæskesteg og risalamande.
Jumanji – Welcome to the Jungle – USA – 119 minutter – Instruktør: Jake Kasdan – Medvirkende: Dwayne Johnson, Kevin Hart, Karen Gillian, Jack Black, Alex Wolff, Ser Darius Blain, Madison Iseman, Morgan Turner m.fl.
