Jeg er ikke på nogen måde purist, når det gælder historien om Robin Hood. Faktisk har jeg nydt alle de mange versioner af legenden om den pileskydende folkehelt: Errol Flynns humoristiske swashbuckler (1939), Sean Connerys modne, tænksomme helt (1976) og Kevin Costners hævngerrige Robin Hood (1991). Jeg har endda råhygget mig mange gange til Disneys elskede og meget børnevenlige version (1973).
Så når en filmisk revisionist som Michael Sarnoski melder sig på banen for at give os en ny og radikalt anderledes version af Robin Hoood myten under overskriften ”Han var ikke nogen helt”, ja så læner jeg mig forventningsfuld tilbage i biografsædet.
Og ja The Death of Robin Hood er virkelig meget forskellig fra alle tidligere versioner. Aldrig har man set ham så blodtørstig og brutal. Eller så søgende mod den død, som allerede slås an i filmens titel.
Året er 1247. Mens folk fortæller historier om Robin Hoods bedrifter, ved den aldrende Robin, at det hele er løgn. Han og hans bande var i virkeligheden afstumpede røvere, der har myrdet og voldtaget så ofte, at de har glemt både ansigterne og navnene på deres ofre.
Det har ofrenes familie til gengæld ikke. Derfor opsøges Robin konstant af hævngerrige slægtninge, som han også må slå ihjel, hvorefter nye slægtninge dukker op for at hævne de nye drab.
Træt helt ind i marven af den evige voldsspiral ønsker Robin bare at finde sig en god død. Men først må han hjælpe sin gamle ven Lille John e n sidste gang. Deres mission ender blodigt, og Robin efterlades hårdt såret på i et isoleret kloster på en ø.
Her har priorinden Brigid skabt et helle for alle, hvor de kan få ly og hjælp uanset deres fortid. Men fortiden vil ikke slippe Robin. Først må han påtage sig ansvaret for Lille Johns traumatiserede datter Margaret. Derefter må han overveje, om han skal fortælle Brigid sandheden om sig selv. Velvidende at hun kom til klosteret, efter at hendes trolovede var blevet dræbt af Robin Hood.
Som sagt er vi kontinenter fra de muntre tyveknægte fra Sherwood-skoven, der stjal fra de rige for at give til de fattige.
The Death of Robin Hood er totalt blottet for lyse toner. Her er ingen ære, ingen moral og ingen smukke kampe. I stedet er drabene reduceret til bandende, klynkende, blodige nærkampe er reduceret til simpel overlevelse i snavs og mudder. Det ér grimt, og der er grimt at se på.
Men samtidig er filmen aldeles bjergtagende rent visuelt. Ikke mindst i scenerne fra øen, hvor Robin ligger på sit sygeleje foran et gotisk vindue med udsigt over havet. Og selv midt i volden, er der en filmæstetik, der vidner om mesterklasse. Som da en dreng skræmt flygter fra Robin og Lille John og man ser ham løbe gennem landskabet, indtil han til sidst indhentes af en brutal pil gennem kraniet og øjet.
Samtidig har The Death of Robin Hood en storspillende Hugh Jackman i hovedrollen. Min kone har ham på sin liste over lækre mænd, og jeg må lægge mig fladt og give hende ret. Jackman er (alt for) lækker trods sit store Gandalf-skæg, slidt tøj og snavs under neglene og på huden. Mere Wolverine end Neil Diamond wannabe, som vi så ham i Song Sung Blue sidste år. Han oser af stædig beslutsomhed og overlevelsesvilje, og man glemmer næsten, hvor afstumpet hans Robin-figur egentlig er trods alle forsøg på at skabe en soning i livets yderste time.
Som priorinden har Jodie Comer ramt en perfekt balance mellem helgenagtig hjælper og leder og sensuel kvinde. Mellem hende og Robin opstår der et bånd, som under andre omstændigheder kunne have udviklet sig til kærlighed. Men det er ikke den slags film.
Mere skal ikke røbes her. Kun at The Death of Robin Hood er en forfriskende nyfortolkning af myten om den fredløse helt. Måske den bedste nyfortolkning i mange år.
TITEL: The Death of Robin Hood
VARIGHED: 123 minutter
LAND: USA
INSTRUKTØR: Michael Sanoski
MEDVIRKENDE: Hugh Jackman, Jodie Comer, Bill Skarsgård, Katie Breen, Noah Jupe m.fl.
