En far tager til Syrien for at hente sin søn, der har ladet sig indrullere i Islamisk Stat.
Så kort kan man beskrive Charlotte Sierlings nye film ”Vejen hjem”. Efter det historiske drama ”Margrethe den Første” (2021), som satte fokus på dronningens forhold til en påstået søn, har hun denne gang kastet sig over en kammerspilsfortælling om faderskab.
Christian hedder faderen, som er soldat og tidligere udsendt i Irak-krigen. Nu er han tilbage i Mellemøsten på en langt mere personlig mission. For at lede efter sin søn Adam, der har fundet den ro og det fællesskab, han altid har ledt efter, i Islam.
På overfladen er Christian meget kapabel til at tackle udfordringerne i det kaotiske, borgerkrigshærgede land. Han kender området, han er hærdet og vant til at bevæge sig omkring i krigszoner og han taler arabisk. Godt nok stikker han ud som et fyrtårn med sine skandinaviske træk, men i heksekedlen af religiøse ekstremister, der strømmer til Syrien fra mange steder i vesten, bliver han alligevel accepteret.
Da Christian møder to andre nyankomne, danske syrienskrigere, Abu Amin og Abu Hassan, er det tydeligt, at han har et langt mere realistisk billede af, hvad de er på vej ind i, og hvad det kræver både fysisk og menneskeligt at være i krig.
Men underneden lurer hans egne skeletter. Christian er følelsesmæssigt lukket og ude af stand til at forstå sin søns handlinger. ”Du skal lytte til ham”, lyder rådet fra hans ekskone, når han med mellemrum ringer hjem for at fortælle om eftersøgningen. Men da han lader sig indrullere i samme ISIS-gruppe som Adam og omsider får mulighed for at tale med sønnen på tomandshånd, formår han ikke at bygge bro mellem dem
På den måde er filmens titel dobbeltbundet. For handler det om Christians kamp for at få Adam hjem? Eller om, at Adam har fulgt sin egen vej til noget, han nu opfatter som sit hjem?
Man kan tydeligt mærke, at ideen til ”Vejen hjem” kommer fra krigskorrespondent Nagieb Khaja. Det gør, at fortællingen nogle steder har en næsten dokumentarisk autencitet.
Det er fascinerende at se, hvordan religiøse krigere fra hele verden med hver deres fortolkning af Allahs sande vej flokkes mod denne sand- og klippetilstrøede verden. Og hvor meningsløse kamphandlingerne er i al deres dødbringende uoverskuelighed. Bomber kastes og skud affyres, uden at man rigtig finder ud af, hvem fjenden er. Og ISIS-tilhængere henretter summarisk folk og løfter armene i jubel, hver gang endnu en, der ikke til punkt og prikke lever op til idealerne i deres kamp, får en kugle gennem hovedet.
Eller som en af filmens mest tragiske skæbner, den britiske fixer Bilal, desillusioneret udtrykker det: Revolutionen er død! Nu er der bare usympatiske fraktioner tilbage, som kæmper om magten. Han blev selv forsøgt reddet af sin far og er nu stemplet som terrorist og kan aldrig vende tilbage. Og samtidig er han dømt fredløs af ISIS, fordi han ikke vil kæmpe.
Trods dette er ”Vejen frem” en forbavsende ikke-voldelig film. De fleste blodsudgivelser dækkes af en hånd eller et hoved eller sker uden for kameraets fokus.
I sin kerne handler filmen således hverken om det arabiske forår eller religiøs ekstremisme. Det er i stedet et dybt personligt kammerspil om en far, der prøver at nå sin søn, men ikke evner det. Og om, at uanset hvor vanvittigt man synes, at folk, som man holder af, opfører sig, så bliver man nødt til at lytte til og respektere deres valg her i livet. Ellers handler det ikke om dem, men om at man vil have dem til at se sin egen virkelighed. Og så når man dem ikke.
En smuk og meget aktuel morale i en verden, hvor polariseringen lige nu er større, end den har været længe.
Nikolaj Lie Kaas spiller et af sit livs stærkeste roller som den plagede far Christian. Fra han første gang åbner munden og taler et forbløffende godt arabisk dominerer han hver eneste scene – og han er stort set med i dem alle. Sammenbidt med livstræt ansigt og øjne, der har set alt for meget, og med lige dele determination og sorg i sin kamp for at hente Adam hjem, står hans effektive handlekraft i skarp kontrast til hans følelsesmæssige uformåen
På samme måde formår Albert Rudbeck at skildre den unge, radikaliserede Adam, der for første gang føler, han har fundet et fællesskab, hvor han hører til, og hvor døden er vigtigere end livet.
Man bliver lige et sekund ramt af deja vue, fordi man i disse uger kan opleve Kaas og Rudbeck som far og svigersøn i den danske TV-serie ”Familier som vores”, men så er man tilbage i ørkenen.
”Vejen hjem” er fremragende filmunderholdning og en af årets stærkeste og mest tankevækkende danske film.Vejen hjem – 98 minutter – Danmark – Instruktør: Charlotte Sierling – Medvirkende: Nikolaj Lie Kaas, Albert Rudbeck, Arian Kashef, Besir Zeciri, Harki Bhambra, Tom Austen m.fl.
