Hvad skal en munk med et gevær?
Det spørgsmål er omdrejningspunktet i den bhutansk-fødte instruktør Pawo Choyning Dorji’s anden spillefilm efter den meget overbevisende ”Skolen ved verdens ende” (2019)
Og han kommer selv med en række drilske, mulige svar undervejs i denne langsomme, kloge, satiriske fabel om vestlige værdier kontra en konservativ, men mere oplyst asiatisk kultur.
For Pawo Choyning Dorji er en underfundig herre. Født i Bhutan og uddannet i Wisconsin, fortryller han med både humor og poesi, når han sætter verdens og livets modsætninger op over for hinanden.
I ”Skolen ved verdens ende” var det modsætningen mellem by og land. Her får en ung lærer fra Bhutans hovedstad Thimpu til opgave at undervise i en afsidesliggende landsby i bjergene. Filmen blev fuldt fortjent Bhutans bidrag til Oscar-nomineringen i 2022 i kategorien bedste internationale film.
I ”Munken og geværet” gælder det modsætningen mellem moderne politik og demokrati på den ene side og et harmonisk, enkelt og lykkeligt liv på den anden. Her møder tanke magt, og buddhisme tager favntag med kapitalisme.
Vi befinder os i 2006, hvor kongen af Bhutan har abdiceret og udskrevet valg. Det er imidlertid ikke nogen nem øvelse i et land, hvor befolkningen aldrig har prøvet at stemme før. Derfor skal der afholdes prøvevalg i den lille by Ura i den nordøstlige del af landet.
Herfra spinder Dorji fermt sin fortælling, der består af tre tråde: I den første sender den lokale lama den unge munk Tashi ud for at finde to geværer, inden det bliver fuldmåne. Ifølge lamaen skal de bruges til at skabe balance i verden igen, men den kryptiske forklaring uddybes ikke yderligere.
I den anden tråd følger vi nogle valgforordnede, der ankommer udefra til Ura for at afholde prøvevalget og undervise de lokale indbyggere i demokrati, og hvordan man stemmer.
Og endelig i det tredje spor følger man amerikaneren Ron, der er blevet sendt til Bhutan for en amerikansk samler for at opspore og købe en meget sjælden riffel fra den amerikanske borgerkrig.
De tre tråde krydser hele tiden hinanden og væves sammen, da det ene våben, som Tashi får skaffet (selvfølgelig) er den riffel, som Ron er ude efter.
Tempoet er langsomt, hvilket måske vil afskrække nogen, men samtidig giver det mulighed for at dvæle ved det, der sker og bliver sagt eller fortabe sig i de smukke billeder. For selv om stemningen er lun, har Dorji helt klart et ærinde.
Det er således ikke uden grund, at historien kredser om netop en antik amerikansk riffel og minder om, at det amerikanske demokrati – modsat Bhutans – er skabt med våben i hånd, og at en af de vigtigste grundpiller i den amerikanske forfatning netop er retten til at bære våben.
Eller at forberedelsen til prøvevalget i Ura og oplæringen i demokratiske principper skaber splid mellem de eller fredelige landsbyboere og deres velafbalancerede verden.
”Hvorfor lærer i os at være så grove over for hinanden? Det er ikke sådan, vi er”, indvender en ældre kvinde, mens de øver sig i valghandlingen. En slet skjult kommentar fra Dorji til den voldsomt polariserede politiske scene i USA.
Hvis “Munken og geværet” havde været en amerikansk film, ville lamaens formål helt sikkert have været at skyde nogen. Men det her er Buthan, og så er alle muligheder åbne, og Dorji holder klogt sine kort tæt til kroppen og lader os gætte løs, indtil alting til slut flyder sammen.
”Munken og geværet” er en lille perle af en film, der får en til at stoppe op og tænke over sine egne værdier. Og når en af indbyggerne udbryder ”Er det en ny form for svinepest?”, da de første gang hører om valget, er man lige ved at give ham ret.
Munken og geværet – 107 minutter – Buthan, Taiwan, Frankrig, USA og Hong Kong – Instruktør: Pawo Choyning Dorji – Medvirkende: Tandin Wangchuk, Tandin Phubz, Kelsang Choejay, Tandin Sonam, Choeying Jatsho, Deki Lhamo, Yuphel Lhendup Selden, Perma Zangmo Sherpa, Harry Einhorn m.fl.
