Som filmelsker er jeg vild med at se film fra andre dele af verden end USA og Europa. Nyde hvordan mit sind langsomt og nysgerrigt åbner sig op for en anden type filmsprog og et andet tempo, end det er vant til.
Samtidig er jeg vild med instruktører, der ikke kører deres film efter faste kasseagtige skabeloner, men i stedet leger med deres publikum. Som først leder dig i én retning og derefter brat skifter kurs.
Ryusuke Hamaguchi lever op til begge kriterier. Den japanske instruktør har allerede sat baren tårnhøjt med det filosofiske identitetsdrama ”Japanske fortællinger” (2021) og sorgdramaet ”Drive My Car”.
”Hjortestien”, hvis engelske titel er ”Evil Does Not Exist” er ikke en film, der åbner døren på vid gab. Snarere lokker den langsomt tilskuerne ind i fortællingen med velplacerede honningkrukker.
Historien foregår i den lille by Mizubiki ikke forfærdelig langt fra Tokyo, men langt nok til at være helt ude i naturen. Her bor den fåmælte enkemand Takumi med sin datter Hana og fungerer som en form for altmuligmand i det lille samfund.
En dag får byen besøg af et firma, der har specialiseret sig i oplevelsesøkonomi. De ønsker at bygge en luksus campingplads – også kaldet glamping – men de lokale er ikke begejstrede.
På et borgermøde, stiller de kritiske spørgsmål til firmaets to repræsentanter Takahashi og Mayuzumi. Borgerne frygter blandt andet, at en uigennemtænkt placeret septiktank skal forurene det vand, alle er afhængige af.
Imens render naturbarnet Hana rundt i skoven og leder efter hjorte og fuglefjer.
De to repræsentanter må rejse tilbage med uforrettet sag, men med Takumis nummer i lommer. Så de kommer igen, og nu begynder tingene at gå i uforudsigelige retninger.
Takahashi virker fascineret af det lille samfund og forsøger at lære alt, hvad han kan, fra Takumi om at leve tæt på naturen, så han kan skifte job til at være pladschef på den nye glampingplads.
Men bedst som man tror, at Takahashi og Mayuzumi har lyttet til landsbyens ældste, der fortalte, at vand altid flyder nedad, og at man derfor skal være ansvarlig med, hvad man gør, fordi det påvirker andre, tager filmen en ny drejning ind mod en lang koldere og mørkere, men også uafklaret slutning, som bliver ved at køre indeni, også når man vågner næste dag.
Rysuke Hamagushi viser allerede fra starten, at han tør sætte tempoet. I en flere minutter lang introsekvens følger man lyset gennem trækronernes fra en bil, som bevæger sig. En scene som ville få andre instruktører til at tale om hazardspil med publikums opmærksomhed. Ja faktisk går der hele 10 minutter før den første replik.
Men Hamagushi er ligeglad. I stedet lader han flere steder filmen drive ind i langsomheden, når man fra en fast kameraindstilling ser Takumi kløve brænde eller hente frisk kildevand til den lokale nuddelrestaurant.
Samtidig bruger han mesterligt fragmenter fra vores dagligdag til at opbygge en verden, der føles så nær og genkendelig, at man nærmest glemmer, at det hele er konstrueret.
”Hjortestien” er mere uforudsigelig end ”Drive My Car”, og bevæger sig langsommere, mens den opbygger sine egne, hypnotiske rytmer af eftertænksomhed og melankoli. Og man mærker også en ubestemmelig frygt, uden helt at kunne placere den.
Det er mesterligt gjort, og man lader sig gerne føre rundt, når Hamagushi sidder bag rattet.
Hjortestien – 106 minutter – Japan – Instruktør: Ryusuke Hamaguchi – Medvirkende: Bitoshi Omika, Ryo Nishikawa, Ryuji Kosaka, AyakaShibutani m.fl.
