FILM: Skolen ved verdens ende – En enkel og autentisk perle fra et lille, afsides filmland

FEn Oscar-nomineret film fra Bhutan! Allerede her bør den opmærksomme biografgænger stoppe op og overveje at bruge nogle af sine sparsomme midler og endnu mere sparsomme tid på at dykke ind i biografens, lutrende mørke.

Gør det, hvisker denne anmelder. For når alt kommer til alt handler det om at bruge sit liv på en meningsfyldt måde, og få film illustrerer dette bedre, smukkere eller mere hjertevarmt end ”Skolens ved verdens ende”.

Titlen skal i øvrigt tages helt bogstaveligt, for vi bliver vitterlig transporteret til en skole langt fra alting – og måske netop af den grund alligevel tæt på alting, der for alvor betyder noget.

Hovedpersonen Ugyen er lærer og bor i Bhutans hovedstad Thimphu med sin bedstemor. Han drømmer om at skaffe sig et visum til Australien for at gøre karriere som sanger i stedet for at være lærer.

Men som så ofte spiller skæbnen én et puds. Ugyens chef mener, han har problemer med sin attitude, og sender ham derfor afsted for at undervise på den afsidesliggende skole i den lille landsby Lunana midt i den bhutanske del af Himalaya.

Ugyen tager mildt sagt modvilligt afsted, og da han undervejs møder sine to begejstrede guider, er han ude af stand til gengælde deres glæde, men begraver sig i stedet i sin telefon.

Hans modvillighed bliver ikke mindre, da han omsider når frem til Lunana. Men i mødet med landsbyboerne og ikke mindst børnene begynder hans stemning langsomt at skifte, og han opdager værdien af både naturen og livet og menneske i landsbyen. Det gælder både i mødet, med den unge, kvindelige yakpasser og i mødet med børnene, der er så ivrige efter at lære noget, at de vækker ham om morgenen for at blive undervist.

Temaet med bymennesket, der finder livets sande mening ude på landet, er langt fra ny på film. ”Skolen ved verdens ende” forsøger da heller ikke at være nyskabende. Men netop fordi den ikke gør det, men i stedet serverer sin historie med stor ærlighed og hjertevarme, bliver den et uventet friskt pust, som en blomstervind fra de afsides bjergegne, hvor den stammer fra.

Ordet autentisk bliver efterhånden brugt så ofte, at det er blevet en forslidt kliché, men her passer det faktisk.

Autentiteten bliver heller ikke mindre af, at filmens instruktør Pawo Choyning Dorji har valgt at filme on location i netop Lunana. Eller at han valgte at optage filmen med kameraer med solopladede batterier, og at størstedelen af filmens skuespillere er lokale landsbyboere, der aldrig har stået foran et kamera før.

Heller ikke filmens fotograf Jigme T. Tenzin gør brug af ekstravagante teknikker. I stedet holder han sig til lange skud med et fast kamera og fokusere sin line på de majestætiske bjerge.

På den måde bliver ”Skolen ved verdens ende” et flot eksempel på, at selv små filmlande kan skabe stor og vedkommende filmkunst.

Skolen ved verdens ende – 110 minutter – Buthan og Kina – Instruktør: Pawo Choyning Dorji – Medvirkende: Sherap Dorji, Ugyen Norbu Lhendup, Pem Zam, Chimi Dem m.fl.