Egentlig er jeg ikke særlig stor fan af gyser-genren. Måske fordi jeg det meste af tiden ikke bliver særlig forskrækket. Enten fordi handlingen og de såkaldte gys er gabende forudsigelige, nærmest lidt opskriftsagtige. Eller fordi, at filmen fyldes med overdrevent blodige scener.
Det gælder dog ikke Martin Vrede Nielsens debutfilm ”Mulm”. For wauw…endelig et dansk gys, så skriget sidder fast i halsen, mens nervespidserne flænses. Filmen er som en iskold spand vand, der uventet hældes ud over én i et bælgmørkt rum, og man sidder tændeklaprende og angst tilbage.
Hvis det blot handler om gysereffekten, så burde ”Mulm” uden tøven have seks stjerner. Jeg kan faktisk ikke huske, siden jeg som ung lå alene hjemme i en villa og læste The Shining, at en gyser har virket så stærkt på mig.
Filmen, der er baseret på en roman af Teddy Vork, er klassisk gyserland. En lille familie – far Jacob, mor Maja og deres 5-årige søn Johannes – er flyttet ind i et hus, hvor der viser sig at være mørke ting på spil
En dag bliver Jacob ringet op på sit arbejde. Det er Maja, der fortæller at hun er blevet indlagt på psykiatrisk afdeling på ubestemt tid. Nyheden rammer helt uventet Jacob har godt nok lagt mærke til at Maja i den sidste tid er blevet mere og mere trist og indelukket – men ligefrem Psykiatrisk?
Majas indlæggelse betyder, at Jacob skal nu være alenefar for deres fælles søn med alle de dertil hørende opgaver: madlavning – madpakker – putte Johannes i bad etc.
Samtidig begynder Johannes at holde sig mere og mere på sit værelse, hvor han bygger med sten foranlediget af en usynlig ven. Da bygningsværket viser sig at ligne en stendysse og Johannes begynder at tale om at der er nogen der hvisker hans navn om natten, vokser uroen hos Jacob. Og da han finder Majas dagbog, hvor hun skriver om en ond tilstedeværelse i huset, bliver de decideret uhyggeligt.
Gys handler i høj grad også om antydningens kunst – og den mestrer Marten Vrede Nielsen til fulde. Han har formået at få rigtig meget ud af lidt og uden at opfinde den dybe tallerken skabe maksimal frygt hos tilskuerne.
Det gør det ekstra uhyggeligt, at ”Mulm” – lige som The Shiing i øvrigt – foregår i et ellers velkendt familieunivers, der langsomt skifter fra normalt til åben gru. Og lige fra de indledende scener gør filmens lydspor sit til at lægge en effektiv, hårrejsende bund under det, der sker. Det samme gør billedsiden, hvor kameraets vinklen og filmens klipning ofte giver en fornemmelse af, at der foregår noget lige uden for det, som vi – og Jacob – ser.
I rollen som den mere og mere rådvilde, plagede og bange Jacob er filmen er først og fremmest Jens Sætter-Lassens. Hans perfekte blanding af nervøs anspændelse og tilknappethed leder tanken hen på hans far Søren Sætter-Lassen, mens han stille og roligt lader sit indre mørke få frit løb.
Samtidig leverer barneskuespilleren Louis Trinskjær så indlevende en præstation som Johannes, at casterne må have haft deres heldigste dag på jobbet, da de valgte ham til rollen.
Mulm betyder tæt nattemørke, og i huset antager skygger sære former og mørket virker mere fortættet og skræmmende end ellers. Det samme kan man sige om den mest uhyggelig danske gyser på et biograflærred i mange år.
Mulm – 98 minutter – Danmark – Instruktør: Martin Vrede Nielsen – Medvirkende: Jens Sætter-Lassen, Louis Trinskjær, Julie Christiansen, Maretin Geertz m.fl.
