Cph Pix skæres ned til en udvidet weekendevent

Åbningsfilmen på Cph Pix er i år Jonas Arnbys “Selvmordsturisten”

Fremtiden har længe været uvis Danmarks næststørste filmfestival Cph Pix, og det er den fortsat.

Sidste år sagde daværende festivalleder Jacob Neiiendam sin stilling op. Det skete efter, at Cph:DOx’ mangeårige leder Tine Fischer blev valgt til direktør for fonden De Københavnske Filmfestivaller, der både driver Cph Pix, Cph:Dox og børnefilmfestivalen Buster. 

Nu har Tine Fischer så meddelt, at dette års Cph Pix festival bliver en meget beskåret udgave både tids- og filmmæssigt. Sidste år fejrede Pix ellers 10-års jubilæum med et omfattende program på 158 film og events, der blev afviklet over to uger. I år byder festivalen imidlertid kun på 20 film og løber over en udvidet weekend fra torsdag den 14. til søndag den 17. november.

Men hvorfor nedlægger man nu Cph Pix i sin nuværende form? Om det siger Tine Fischer i et skriftligt svar til filmsitet Ekko:

”Som en del af fusionen mellem Cph Pix, Cph:Dox og Buster har vi i det sidste år arbejdet på at styrke den samlede organisation og alle tre festivalbrands. Som led i den proces har vi besluttet at inddrage hele spillefilmsbranchen i arbejdet med at udvikle en ny fiktionsfestival, der matcher et fuldkommen forandret mediebillede.”

”For et publikum, der gennem streaming altid har adgang til alt, er det ikke nok, at ”film skal ses i biografen”. Parallelt med det allestedsnærværende streamingmarked er udbuddet af arthouse-film i biografen de seneste 10 år vokset markant. Derfor er vi af den overbevisning, at en festival skal tilbyde noget radikalt andet og mere end selve filmoplevelsen, skriver Tine Fischer. Hun tilføjer:

”Hele dette udviklingsarbejde, der dybest set handler om at skabe relevans for et 2020-publikum, er i fuld gang. I år udkommer Pix i en mindre udgave med fokus på de markante danske og internationale talenter. Så 2019 skal ses som et udviklingsår.”

Tine Fischer understreger også, at man ikke kan sammenligne Cph Pix og Cph:Dox.


Cph:Dox har lige fra starten haft en ambition om at blive en af verdens størtste og vigtigste dokumentarfilmfestivaller, og er lykkedes med sin mission under Tine Fischers dygtige ledelse.

Cph Pix har derimod aldrig haft ambitioner om at blive en international branchefestival på niveau med for eksempel filmfestivalerne i Cannes, Berlin, Venedig og Toronto.

Hvad festivalen så vil og har af ambitioner, må vi vente indtil næste år med at se, men der er grund til at skrue forventningerne op. Trine Fischer har nemlig tidligere vist sig at have et meget sikkert instinkt for, hvordan man får tingene til at vokse og udvikle sig. Samtidig forstår hun at trække på alle ressourcer og binde folk sammen, og det sigter hun også på denne gang.

”Vi vil genre inddrage hele branchen, blandt andre producenter, distributører, instruktører, filminstituttet og biograferne til i fællesskab at skabe en festival, der er interessant for alle. Ikke mindst publikum!”