Filmanmeldelse: Hundeliv – Frelles debutfilm er stærkest på midten

Hundeliv

4 popcorn

Vi vidste det jo godt fra Erling Jepsens bøger. At vest for Storebælt ligger det mørke Jylland, hvor alskens vold og overgreb lurer bag de forfaldne facader. Nu skal vi så derover igen – denne gang med debutanten René Frelle Petersen som rejseleder.

Den unge Sofia (Julie Brochorst Andersen) har det ikke nemt. Hun knokler i familiens bodega og på det lokale slagteri og må aflevere al sin løn til sin stedfar Lars (Henning Valin) – en patriark af den mest usympatiske slags, der driver sin lille familie nådesløst med sit ustabile temperament og løse næver.

Sofias mor Kirsten (Camilla Bendix) har for længst giver op, og ser til fra sidelinien i en døs af sprut og fornægtelse, mens Lars og hans lokale kammersjukker gang på gang udsætter Sofias naive halvsøster Olivia (Simone Lykke) for ydmygende og grænseoverskridende adfærd. Det bliver aldrig helt klart, om de også forgriber sig på hende, men det mere end antydes.

Kun i den slidte campingvogn på gårdspladsen, hvor de to piger bor sammen, kan de være i fred og drømme om at komme væk og finde en rigtig familie.

Drømmen bliver pludselig konkret, da Sofia en dag kommer på sporet af sin rigtige far Adam (Alexandre Willaume). Efter at have været udstationeret som soldat, har han isoleret sig fuldstændig på en afsides gård og slås med sine dæmoner.

Da Sofia og Olivia stikker af og opsøger Adam afviser han dem først, men lidt efter lidt lykkes det for de to piger at bryde igennem hans panser. Tingene ser ud til at gå den rigtige vej, men som altid i den slags film, er fortiden ikke sådan at ryste af sig.

Ifølge René Frelle kom ideen til ”Hundeliv”, da han var på besøg i sin sønderjyske hjemstavn. ”Jeg tænkte, hvad hvis der nu bor en ensom soldat på den gård, og hvad nu hvis der bor nogen i en campingvogn nærmest i fangeskab i baggården til den bodega”, forklarer han i pressematerialet.

Ideen holder også – sådan da. ”Hundeliv” er klart bedst i det lange midterstykke med Adam og de to piger på gården og den langsomt gryende forståelse imellem dem. Her når Frelle ind til en kerne af ægthed og oprigtighed, der bevæger tilskuerne.

Til gengæld krænger hans fremstilling af pigernes omsorgssvigtede liv hos moderen og stedfaderen/faderen fuldstændig over. Godt nok er vi vant til lidt af hvert i det jyske, men Lars-figuren bliver nærmest en parodi på ondskab, der fuldstændigt mangler forsonende træk og troværdighed.
På samme måde krænger filmens sidste voldelige kvarter – hvor Adam for alvor træder i karakter for at frelse Sofia og Olivia – over, hvilket er synd, fordi ”Hundeliv” har så meget godt i sig.

Julie Brochorst Andersen beviser endnu engang, at hun hører til blandt sin generations mest spændende unge skuespillere. Og debutanten Simone Lykke får givet hende flot mod- og medspil, som den naive, men også på nogle områder mere modne Olivia, der nok ved, hvordan man skaffer et lift med en lastbilchauffør.

Filmens helt store trumf er dog Alexander Willaume, der har fået skabt en særdeles nuanceret figur – en mand, der har isoleret sig totalt på grund af sine krigstraumer og som skyr verden i en grad, så han ikke engang kan tåle fornemmelsen af sit eget tøj, men som lidt efter lidt bliver trukket ind i livet igen og udvikler sig til den far, som Sofia har drømt om.

Hvornår har man f.eks. sidst set et spil Matador med pistoler på sidelinien? Det er her, at ”Hundeliv” viser, hvad den kan – smukt og enkelt. Måske er der håb for Jylland alligevel.

Hundeliv – 92 minutter – Danmark – Instruktør: René Frelle Petersen – Medvirkende: Julie Brochorst Andersen, Simone Lykke, Hening Valin, Camilla Bendix, Alexander Willaume, Allan Hyde m.fl.