Filmanmeldelse: Isle of Dogs – Wes Andersons fortryllende japanske hundekunster
Egentlig er det ikke mærkeligt, at auteur-instruktøren Wes Anderson er blevet fristet til at lade sin nye animationsfilm ”Isle of Dogs” foregå i Japan. De nøje kontrollerede tableauer og ritualer, som kendetegner den japanske kultur, er nemlig nogle af de samme grundelementer, der er Andersons eget varemærke når han laver film.
Ud af dette sjælefællesskab er der opstået en forunderlig fortælling med sit helt eget udtryk. Det er Andersons første animationsfilm. Den første var ”Fantastic Mr. Fox” (2009), men bortset fra, at de begge har dyr i hovedrollen er de stemningsmæssigt så forskellige som nat og dag.
”Isle of Dogs” er historien om en 12-årig dreng Atari Kobayashi, plejebarn hos den ambitiøse og patriakalske borgmester Kobayashi i byen Megasaki City. Da der udbryder en mystisk sygdom blandt byens hunde, og borgmesteren forviser dem alle til en lossepladsø, drager Atari afsted til øen for at finde sin bodygardhund Spots. Dermed starter han et episk eventyr, der ikke blot kommer til at berøre ham selv, men hele Megasaki City.
Jeg må indrømme, at da jeg første gang hørte om konceptet – syge hunde efterladt på en japansk lossepladsø – lød det så underligt, at jeg troede at foromtalerne og teaseren var en snedig afledningsmanøvre for noget andet. Men ”Isle of Dogs” er både sjov, rørende, vittig og fyldt med hjertevarme.
I sin søgen efter Spots, får Atari hjælp af en broget hundeflok: Den sladdervorne Duke, hundefrisøren King, sportsmaskotten Boss, den modige Rex og den misforståede vagabond-hund Chief. Sidstnævnte finder sin ”Lady” i form af femme fatalen Nutmeg.
”Jeg sidder ikke på kommando, jeg bider”, brummer Chief, og det samme gør filmen. Allerede tidligt i fortællingen får en hund bidt øret af. I en sushi-sekvens vrider fisk, krabber og rejer sig, mens de bliver pillet fra hinanden, og vi får også en overraskende ufiltreret lige-på nyretransplantation.
Trods denne tilsyneladende blodighed er ”Isle of Dogs” alligevel blød inderst inde. De virkelige slåskampe udspiller sig som slapstick tegnefilm a la Tex Avery med alverdens lemmer stikkende ud fra en hvirvlende støvsky. På grund af stop-motion teknikken med bare 12 billeder pr. sekund har hundene og deres bevægelser en rå finish over sig, der står i skærende kontrast til de symmetrisk perfekte rammer.
På ét plan kan man tolke ”Isle of Dogs” som en lignelse om mennesker, der bliver skubbet helt ud i deres grænseland. Men på et andet plan er det blot en hjerteskærende historie og en dreng og en hund. Der er også overtoner omkring dyreetik i filmen og hentydninger til politikeres evne til at udpege syndebukke, der kan bane vejen for dem selv.
Men uanset, hvor godt hundene er animeret, er der noget fascinerende smukt og vildt over lossepladsøen som udfolder sig som et post-akopalyptisk Mad Max landskab.
Man kunne godt beskylde Wes Anderson for, at han denne gang har ladet stil og form gå forud for indhold, men det gør ikke så meget, når det samlede resultat er så fascinerende som her.
Isle of Dogs – 101 Minut – USA og Tyskland – Instruktør; Wes Anderson . medvirkende (stemmer): Bryan Cranston, Edward Norton, Bob Balaban, Bill Murray m.fl.
