FILM: Toy Story 5 – Trods hyggeligt gensyn er verdens største legetøjsfranchise vokset fra sig selv

Det er syv år siden, at Pixar udsendte Toy Story 4 (2019). Her blev hovedpersonen, cowboyen Woody, sendt på en form for pension. Han forlod sine legetøjsvenner for at slå sig sammen med sin ungdomskærlighed og redde kasseret legetøj.

Dermed skulle den ged være barberet og alle tiders største animerede legetøjsfranchise parkeret.

Men næh nej. Lige som vores regering ønsker de store filmselskaber, at deres franchises skal blive længere på film-arbejdsmarkedet. Derfor skal vi nu forholde os til endnu en Toy Story film.

Denne gang er legetøjet truet af den største modstander overhovedet: Skærmlegetøj og mobiler.

Jessie, Buzz Lightyear, Gafli, Rex og resten af legetøjsgruppen lever lykkeligt hos deres nye ejer, 8-årige Bolette, som arrangerer legetøjsbryllupper for dem.

Men hun har svært ved at blive venner med de andre børn, der alle har droppet at lege og i stedet har hovedet begravet i deres skærmlegetøj.

Da Bolettes forældre giver hende en Lillypad, bliver hun også suget ind i skærmverdenen. Det er nu op til Jessie og resten af legetøjet at sørge for, at Bolette får virkelige venner, og samtidig kæmpe for deres egen eksistensberettigelse. Derfor ender Jessie med at række ud til Woody endnu engang.

Lige siden den første Toy Story film kom i 1995, har franchisen handlet om legetøjets frygt for at blive overflødigt. Enten udkonkurreret af andet legetøj eller af tiden, der uundgåeligt får små børn til at blive voksne.

Undervejs har Toy Story har fundet sine egne læresætninger i dette. Blandt andet, at når noget mister sin betydning, så får det en ny betydning for andre et andet sted. Legetøj gives og sælges til nye børn, der så fortsætter legen.

Men selv Pixar kan ikke ændre på, at skærmlegetøj og mobiler fundamentalt har ændret mange børns barndom. Børn bruger i dag langt større del af deres liv med hovedet i en skærm. De indgår i netværk og grupper på nettet og har en stor del af deres sociale liv der frem for i egentlig leg med andre børn. Og de stopper med at lege med ”rigtigt” legetøj langt tidligere end før.

Den problemstilling kommer Toy Story 5 ikke med en løsning på. Bolette er en af undtagelserne blandt børn, som vælger at lege længere. Men selv om der måske findes andre børn, der har det lige som hende, så er det ikke flertallet. Legetøjsalderen af for evigt forandret.

Dermed kommer den nye Toy Story også til at føles underlig overflødigt. Og det hjælper ikke, at historien ikke har helt samme skarphed som de fire forgængere.

Bevares det er en væsentlig problemstilling, som Pixar tager op, dog uden rigtigt at nå ind til kernen. Og det er også hyggeligt at gense de kendte figurer. Men alligevel sidder man tilbage med fornemmelsen af at være vokset fra Toy Story universet – og at Toy Story også er vokset fra sig selv.

TITEL: Toy Story 5
VARIGHED: 102 minutter
LAND: USA
INSTRUKTØR: McKenna Harris og Andrew Stanton
MEDVIRKENDE: Engelske stemmer: Tom Hanks, Tim Allen, Joan Cusack, Conan O’Brian, Scarlett Spears, Greta Lee m.fl.