Filmanmeldelse: Det spritnye testamente
Gud findes. Han bor i Bruxelles og er en gammel, kolerisk og indebrændt mand, der tyranniserer sin kone og sin 10-årige datter Ea. Når han da ikke lige sidder og styrer verden fra sin umoderne DOS-computer og laver love for at gøre os menneskers liv så besværlige som muligt: Såsom at køen ved siden af, altid går hurtigere, og at en skive brød altid falder på gulvet med den smurte side nedad. Kort sagt en på alle måder ubehagelig type, der lever i en beskidt lejlighed, drikker masser af øl og snorker højlydt, når han sover.
Sådan lyder det fantasifulde og herligt blasfemiske udgangspunkt i Jaco Van Dormaels nye film ”Det spritnye testamente”, som fuldstændigt vender op og ned på vores forestillinger om Gud. Det er en rigtig god idé, ja faktisk er det et langt stykke ad vejen en aldeles fremragende idé.
Historien tager fart, da Ea beslutter sig for at gøre oprør. Hun vil udvide antallet af disciple fra 12 til 18, som er antallet af spillere på et baseballhold – hendes mors yndlingssport. En dybere psykologisk forklaring end dette får vi ikke, men det er i og for sig også nok.
Inden Ea drager ud i verden for at finde de nye disciple og skrive deres historie, blokerer hun Guds adgang til computeren. Samtidig bryder hun hans magt ved at sende en personlig mail til alle på jorden, hvor der står, hvor lang tid, de hver især har tilbage at leve i.
De seks nye apostle er en højst broget blanding bestående af en smuk kvinde, der har mistet sin ene arm i en ulykke, en mand der hader sit liv og sit arbejde, en sexgalning, en lejemorder, en understimuleret overklassefrue og en transkønnet, uhelbredelig syg dreng.
I mellemtiden er Gud også gået ud for at få fat i Ea, og på grund af sit ikke særligt empatiske væsen har han store problemer med at begå sig i den virkelige verden.
Ea spilles med stor indlevelse af Pili Groyne, og Benoit Poelvorde falder lige så naturligt ind i rollen som den krakilske Gud. På samme måde er der blevet plads til altid dåredejlige Catherine Deneuve som forsømt overklassekvinde, der først lejer en gigolo og derefter køber en gorilla, som jager hendes mand ud af soveværelset.
Nej, Jaco Van Dormael viger ikke tilbage for noget. Han bruger skamløst af forbilleder som Wes Anderson og Jean-Pierre Jeunet. Resultatet er en film, der er ved at sprække af fantasi og kreative påfund, så man fascineres fra start til slut. Nogle af ideerne er vidunderlige, poetiske perler, mens andre er ren slapstick.
Joan Van Dormael bekymrer sig ikke om virkeligheden, men skaber i stedet sin helt egen verden, hvor alt er muligt.
Mens de morsomme elementer hos f.eks. Wes Anderson alle har et formål og er en del af det større billede, mangler ”Det spritnye testamente” dog en overordnet sammenhæng. Den er fyldt med eventyrlige ideer, men er ikke lige fokuseret hele tiden. Det opfindsomme har det undertiden med at komme ud af kontrol.
Et andet minus er Joan Van Dormaels trang til at få alle brikker til at passe sammen uden skurrende mislyde. De mange handlingstråde i Ea’s nye paradis passer således lidt for godt sammen, og instruktøren tør ikke sætte tingene virkelig på spidsen. På den måde er sexgalningen f.eks. ikke en rigtig kriminel galning, men bare en almindelig midt-i-livet frustreret mand. Det gør det meget nemmere at holde af figuren, men ikke mere vedkommende eller troværdigt.
På samme måde kan man spørge sig selv, om den handicappede kvinde og den transkønnede dreng blot er med for, at Joan Van Dormael kan vise os sin store rummelighed og tolerance.
Det er dog mindre ting i en film, der ånder så meget af kreativitet og originale påfund, at den ikke keder et sekund. Og så forstår man pludselig også, hvorfor Bruxelles er sådan en kedelig by.
Det spritnye testamente – 113 minutter – Belgien, Frankrig og Luxembourg – Instruktør: Joan Van Dormael – Medvirkende: Pili Groyne, Benoit Poelvoorde, Catherine Deneuve, Francois Damiens, Yolande Moreau m.fl.
