Der er debutfilm, hvor målet ”bare” har været at strikke en god historie sammen. Og så er der ind imellem debutfilm, hvor det er tydeligt, at instruktøren vil noget mere og større.
Jakob Møllers ”Madame Ida” hører til i den sidstnævnte kategori. Den foregår i 1950’erne og titlen er egentlig lidt misvisende, for filmen handler ikke bare om én, men tre kvindeskæbner, der tørner sammen.
Den første en 15-årige Cecilie, der bliver gravid, mens hun bor på børnehjem. Hun vil ikke ud med, hvem faderen er, men det viser sig, at hun er blevet misbrugt af børnehjemmets forstander.
For at undgå skandale bliver Cecilie sendt på såkaldt diskret ophold hos filmens kvinde nummer to, den 40-årige overklassekvinde Ida, som bor i et stort palæ langt ude på landet. Aftalen er, at Ida skal adoptere barnet, når det bliver født, mens Cecilie skal sendes tilbage på børnehjemmet.
I huset bor også kvindetrioens tredje medlem, den 70-årige tjenestepige Alma, der er ida’s tidligere barnepige.
Til at begynde med tegner alt godt. Cecilie, der ikke er vant til at føle sig ønsket, bliver hjerteveninder med Ida og selv Alma, der først vægrer sig, bliver suget ind i samhørigheden og deres lille omsorgsbobbel.
Men langsomt bryder Idas indre kaos og mærke frem og eskalerer i ekspresfart – godt fulgt på vej, af Idas gamle venner, der på et tidspunkt ankommer til huset og afslører sandheden om hendes fortid.
Som nævnt sætter Jakob Møller et tårnhøjt ambitionsniveau i sin første film. Han nøjes ikke med et kammerspil om tre kvinder fanget af omstændighederne i et fællesskab om et ufødt barn. Mod filmes slutning, da han lader han Ida’s fortid og mørke slå ud i fuldt flor, forvandler han sin fortælling til noget dybere, mere foruroligende og mere uforløst.
”Madame Ida” bæres dog ikke kun igennem af Møllers ambitioner, men også af de tre suverænt spillende hovedpersoner, der styrer fortællingen og filmen fra første sekund. Flora Ofelia Hofmann Lindahl, der er en af de mest spændende unge talenter i sin generation, har allerede vist sine evner for at spille omsorgssvigtet barn i TV-serien ”Ulven kommer”. Nu folder hun nye facetter af sit talent ud, som den forældreløse, naive Cecilia, der bare søger efter kærlighed og omsorg, men som også rummer indre styrke.
Hendes præstation flankeres flot af en nærmest perfekt spillende Christine Albeck Børge som den humørsøge og neurotisk vakkelvorne Ida, der efterhånden ikke engang længere kan holde sammen på sig selv.
Endelig rumsterer Karen-Lise Mynster rundt i en lige så perfekt præstation som Alma, der på mange måder fungerer som bindeled mellem de to andre, men også deler deres skæbnefællesskab og lige som dem er spærret inde af sin fortid.
De tre kvinder indgår i en nærmest perfekt symbiose, da de i filmens første halvdel danner deres lille familiebobbel og bygger bro imellem hinanden og deres personligheder i det isolerede hus. Det er vitterlig fremragende skuespil, man er vidne til her, som suger tilskuerne ind i boblen.
Lykkes Jakob Møller så hele vejen rundt med sit projekt? Ikke helt, mod slutningen bliver Idas vanvid en smule for teatralsk og fortællingen for uforløst. Men disse skønhedsfejl i ”Madame Ida” er bagateller i forhold til de løfter og det kunstneriske overskud, der ligger gemt i denne debutfilm.
Madame Ida – 115 minutter – Danmark – Instruktør: Jacob Møller – Medvirkende: Flora Ofelia Hofmann Lindahl, Christine Albeck Børge, Karen-Lise Mynster m.fl.
