CPH:DOX 2021: Children of the Enemy – En morfars kamp for at redde sine børnebørn ud af Syrien

Der findes næppe en mere aktuel film på dette års CPH:DOX festival end den dansk/svenske film ”Children of the Enemy”, der deltager i festivalens hovedkonkurrence DOX:Award.

Mens den danske regering træder vande omkring 19 danske børns skæbne i Syrien og stadig virker som om, at de helst vil glemme alt om dem rammer Gorki Glaser-Müllers dokumentar publikum som en damphammer.

For pludselig handler det ikke bare om tal og navnløse ansigter, men om helt konkrete børn, der er fanget i en hjerteskærende og livsfarlig situation, som de er uden skyld i.

”Children of the Enemy” handler om den svensk-chilenske morfar Patricio Galvez og hans mere og mere desperate kamp for at får reddet sine syv, forældreløse børnebørn hjem fra den syriske al-Hol-lejr.

Han løber imidlertid ind i den samme modvilje fra myndighedernes side, som også opleves i Danmark.

“De mener ikke, at det er deres ansvar at hjælpe dem, som har tilsluttet sig IS. Men det er ikke børnene, der har tilsluttet sig. Det er forældrene”, siger Patricio i starten af filmen, hvor tragedien allerede er en realitet.

Hans datter Amanda konverterede til Islam, blev radikaliseret og gift med en ukendt mand, der viser sig at være den berygtede svenske jihadist Michael Skråmo, der på de sociale medier åbent har opfordret til terrorhandlinger i Sverige. I 2014 rejser hun med sin mand til det selvudråbte IS-kalifat i Raqqa for at slutte sig til Islamisk Stat og deres kamp for et storkalifat.

Nu er både Amanda og hendes mand blevet dræbt, og de syv børn i alderen ét til otte år er efterladt tilbage i Syrien – forældreløse og fanget i en lejr, hvor børn dør hver eneste dag.

Patricio ønsker ikke at gentage de fejl, han gjorde med datter. Han er fast besluttet på at gøre alt, hvad der overhovedet står i hans magt, for at få sine børnebørn hjem.

Han véd end ikke, om de lever, men en menneskeretsadvokat i London fortæller ham, at de er set i live i al-Hol-lejren. Den er beregnet til 5.000 mennesker, men rummer nu 80.000. De sanitære forhold er forfærdelige. Der er mangel på alt fra rent vand til lægemidler, medicin og fødevarer. Den yngste søn, ét-årige Mohammed, er ifølge advokaten stærkt underernæret og i livsfare.

”Children of my Enemy” ejer den basale kraft og spænding, som altid kendetegner historier om enkeltindivider, der kæmper mod en tilsyneladende uovervindelig overmagt.

Patricio viser sig at være en både principfast og ressourcestærk person. Som en humanistisk enmandshær rejser han til Mellemøsten kun bevæbnet med sin inderlige stædighed og sin store kærlighed til de børnebørn, han vil redde.

Han får hårdt brug for begge dele. I begyndelsen af ”Children of my Enemy” siger den svenske S-statsminister Löfven – som et ekko af sine danske partifæller – at spørgsmålet om de i alt 90 svenske børn i to lejre i Nordsyrien ”er for kompliceret”.

Der er ingen hjælp at hente derfra for Patricio og heller ikke fra den svenske ambassade i Bagdad, der holder ham hende i mange dage, uden at noget sker. Og selv da der endelig kommer skred i det via medierne, fortsætter de svenske myndigheder med at holde Patricio i uvished og forbyde ham at tale med pressen.

Det er en nervepirrende oplevelse at se ”Children of the Enemy”, for udfaldet synes på intet tidspunkt givet. Det er også en beskæmmende oplevelse at se myndighedernes nølen og uvilje og at høre Patricio bliver udsat for fordømmende bemærkninger og hans børnebørn omtalt som ”terroristernes børn”. En uhyggelig påmindelse om, hvor meget empati, der efterhånden mangler i vores del af verden – selv over for børn.

Men først og fremmest er Gorki Glaser-Müllers film en lille perle af en menneskelig fortælling om at have hjertet på rette sted under hjerteskærende omstændigheder.

Når man ser Patricio gå rundt og købe bunker af tøj, mad og legetøj til sine børnebørn, der i lang tid har måttet leve uden noget, og hører hans selvbebrejdelser over ikke at kunne forhindre datterens radikalisering, er det svært ikke af fælde en tåre.

Det er da også sigende, at Gorki Glaser-Müller ender med at træde ud af rollen som dokumentarist og i stedet bliver Patricios fortrolige. Han hjælper ham med at købe ind, give knus når opgaven bliver for hård og senere købe og og skifte ble på børnene på hotellet. På den måde minder ”Children of the Enemy” os om at være næstekærlige, og hvad det vil sige at være menneske. Hvilket måske er dens vigtigste rolle i den ubarmhjertige debat om børnenes skæbne, der kører i øjeblikket.

Children of the Enemy – 95 minutter – Sverige + Danmark + Qatar – Instruktør: Gorki Glaser-Müller – Medvirkende: Patricia Galvez m.fl.