Mens biograferne er i fuld gang med at genåbne deres sale med nye premierer, er der stadig to-tre dage tilbage af årets CPH:DOX festival – og dermed også mulighed for at se blandt andet årets vinderfilm, den fransk-malisiske ”The Last Shelter”.
Filmen er centreret omkring det Caritas-ejede Migranternes Hus i udkanten af byen Gao i Mali. Man kan dårligt forestille sig en mere eksotisk og samtidig afsides beliggenhed. Kun 2-300 kilometer fra Timbuktu, der i gamle ordbøger defineres som det mest fjerne sted, man kan forestille sig.
Her på kanten af den enorme Sahara-ørken er opstået et sælsomt knudepunkt, hvor mennesker på flugt mod Europa eller drevet af drømmen om et bedre liv mødes med personer på vej tilbage. To strømme der flyder sammen til en smeltedigel af afrikansk kultur.
Det er her, at instruktøren Ousmane Samassékov – selv maliser – har valgt at sætte sit kamera op og som fluen på væggen iagttage livet og menneskene i Migranternes Hus.
Han er inspireret af en onkel, der tog afsted mod Tyskland for 32 år siden og forsvandt undervejs. Måske ligger han i en af de mange grave på den lokale kirkegård, som vi præsenteres for i filmens første scene. Måske døde han under strabadserne med at krydse den nådesløse ørken.
Samassékovs instruktion virker lige så fraværende som onklen. Hans stemme høres aldrig, hans tilstedeværelse fornemmes ikke. Der er intet manuskript og ingen tekster eller fortællestemme til at introducere os for de personer, vi møder i Migranternes Hus. Ja, det er tilfældigt, hvis vi overhovedet hører deres navne.
Alligevel kryber de ind under huden på tilskuerne. Der er 16-årige Esther fra Burkina Faso, som drømmer om at rejse til Algeriet med sin veninde Kadi. Der er Mariko, som har vrangforestillinger om en kvinde i sit vindue, som han ønsker at gifte sig med og bringe med sig til Europa. Og der er den stille midaldrende Natacha, som har været i huset i fem år – vi finder aldrig rigtig ud af hvorfor – og som bruger dagene på at spille skak og terninger med sig selv.
Vi præsenteres også for husets fantastiske leder, Eric Alain Kamdem, som modtager alle de nye gæster, giver dem gode råd, hjælper dem med at udfylde papirer og rejse videre, klipper deres hår og lytter til deres historier. I en anden type film ville han være blevet fremstillet som en helt på grund af sit utrættelige arbejde, men her forekommer han bare perifær.
For ”The Last Shelter” handler ikke om en enkelt person, men om strømmen af mennesker, der kommer og går, og de korte møder, der opstår blandt husets laguneblå vægge.
De rejsende deler de nøgne rum, sover på tynde madrasser og klumper sig sammen på plastikstole omkring TV’et. Nogle gange drikker og småsnakker de sammen. Andre gange har de mere informative snakke, der mest minder og gruppeterapi: De, der er på vej ud, får gode råd om at være forsigtige fra dem, der er på vej tilbage. Som én siger ”Hellere et lille job hjemme, end at jagte illusioner i fremmede lande”. De hvisker til hinanden om jihadister og soldater og tegner små kort på papir, der viser, hvordan man bedst undgår kontrolposter og Al-Qaida-kontrollerede steder.
For Migranternes Hus er andet og mere end musten og mørtel. I Sammasékovs film bliver det også en metafor og et midtflugtpunkt. Som en tanke, der døser i ørkensolen, står tiden næsten stille i dette stykke menneskelige ingenmandsland.
Men det er også her midt i monotonien, at filmen viser sin sanselighed og fængsler. For under den stille overflade rummer ”The Last Shelter” sjælfulde dybder, der giver resonans selv heroppe langt mod nord på den anden side af ørkenen.
Når Esther mod slutningen fortæller om sine grunde til at ville fortsætte mod Algeriet trods alle advarsler om korrupte menneskesmuglere, islamister og risikoen for overfald og for at blive presset ud i prostitution, ja selv på trods af Kadis voksende tvivl, er det så hjerteskærende nærværende, at man fuldstændig overgiver sig til Sammasékovs projekt.
The Last Shelter – 85 minutter – Frankrig + Mali + Sydafrika – Instruktør: Ousmane Samassékov – Medvirkende: Esther, Kadi, Mariko, Natacha, Eric m.fl.
