FILM: Da Hitler stjal den lyserøde kanin – Vidunderlig film om krig set i barnehøjde

Hvis man kunne give en film en Oscar for dens titel, så burde den klart gå til den tyske instruktør Caroline Links nyeste film.

”Da Hitler stjal den lyserøde kanin” er en vidunderlig titel, fordi den på én gang kombinerer nazisternes gru med barnlig uskyld.

For præcis sådan må det jo virke, når man som 9-årig jødisk pige i 1933 er nødt til at flygte ud af Berlin før Hitlers magtovertagelse og i den forbindelse må efterlade sit elskede tøjdyr.

Vi er i børnenes verden, og tonen slås an lige fra starten. Den 9-årige Anna og hendes 11-årige storebror Max er til karneval på deres skole i rigsmandsforstaden Grünewald i Berlin.

Det er januar 1933 og børnene morer sig, indtil tre større drenge ankommer iført naziuniformer. De er ikke klædt ud, men medlemmer af Hitler-jugend, og de kommer for at ødelægge festen. Hvorfor bliver aldrig klart, for lige som kærlighed er ondskab og had som ofte uforklarligt.

Anna og Max er jøder, og da deres kendte anmelderfar Arthur samtidig er indædt modstander af Hitler vælger familien at flygte, inden nazisterne vinder valget.

Anna og Max for hver lov at tage to bøger og ét stykke legetøj med. Anna er i tvivl om hun skal vælge sin tøjhund eller sin plyskanin. Hun ender med at vælge hunden og kommer til at savne kaninen lige siden.

Familien kommer først til det neutrale Schweiz til et solbestrålet alpelandskab, der er som taget ud af ”Sound of Music”. Siden går turen videre til Paris og sluttelig London. Forældrene gør deres bedste for at få det optimale ud af situationen, selv om pengene er små og angsten for nazisterne efterhånden også forplanter sig til børnene.

 ”Da Hitler stjal den lyserøde kanin” er baseret på den engelsk-tyske børnebogsforfatter Judith Kerrs erindringsbog.

Det er ikke første gang, at krig vises gennem barneøjne. Det samme gjorde film som ”Drengen i den stribe pyjamas” (2008) og Jojo Rabbit (2019), men den er hverken så dramatisk som den første eller så skæv som den anden.

I stedet lader Caroline Link historien udfolde sig med en egen velsignet ro. I en nøglescene siger Annas onkel Julius farvel til hende og beder hende om aldrig at lade lyset i hendes hjerte blegne. En påmindelse om, at filmen trods sit tunge emne først og fremmest handler om håb.

Ud over den overordnede rammefortælling er der ikke meget handling. Caroline væver derfor historien sammen af øjeblikke og motiver – hvilket også er forfriskende.

Forældrene gør alt for at holde ikke mindst Anna i barnlig uvidenhed om nazisternes virkelige ondskab, så katastroferne viser sig kun i glimt. Hverken intensiteten eller rædslerne går tabt, men de udtrykkes uden behov for død eller grusomhed.

Det er mesterligt gjort og pakket ind i stor visuel skønhed. Man kan nyde ”Da Hitler stjal den lyserøde kanin” alene for dens billeder. Men man kan også nyde den for dens skuespillere.

Riva Krymalowski er en sand perle som den livsbekræftende, pragmatiske, intelligente Anna. Hvad end hun vægelsindet står og skal vælge en bamse, slår vejmøller for at vise drengene, hvordan det skal gøres eller snakker med sin far om livets små og store ting udstråler hun barnets uskyld og robuste livsmod. En pige som man bare selv ønsker var blevet ens bedste ven, da man var i den alder.

På samme måde evner Marinus Hohmann at give broderen Max styrke og dybde. En dreng midt i vadestedet mellem barn og voksen, der forstår mere end sin lillesøster og som kæmper med stoltheden og eksilets nød.

Med ”Da Hitler stjal min lyserøde kanin” har Caroline Link skabt en såre opbyggelig fortælling om at være barn i krig, der på sin helt egen måde stiller nogle store spørgsmål. For hvis Anna ikke selv forstår, hvorfor hun må flygte, eller hvorfor det betyder noget, at hun er jøde, hvordan opstår had og forfølgelse så?

Da Hitler stjal den lyserøde kanin – 119 minutter – Tyskland + Schweiz + Italien – Instruktør: Caroline Link – Riva Krymalowski, Marinus Hohmann, Carla Juri m.fl.