FILM: Den blå kaftan – Marokkansk kærlighed beskrevet med mesterlig nænsomhed
Når man ser den blå kaftan, som har givet navn til titlen i den marokkanske instruktør Maryam Touzanis nye film, er man ikke et sekund i tvivl om, at den er et mesterværk. Og på samme måde er man ikke et øjeblik i tvivl om, at filmen er det.
Mesterværker kræver dygtige, omhyggelige håndværkere, der sætter en ære i deres kunnen, og de tager tid. Det gælder både smukke klæder og film.
Det midaldrende ægtepar Halim og Mina driver en skrædderforretning i byen Salé, en forstad til Marokkos hovedstad Rabat. Halim er ægte skrædder, uddannet i mesterlære hos sin far. Han bruger ikke symaskine, men syer med sikre, nænsomme bevægelser hver eneste sting i hånden.
Men selv om kunderne beundrer hans kunnen, er de også både utålmodige og nærige. Det gamle skrædderfag er ved at dø ud og ægteparret har ingen børn, der kan føre traditionen videre.
”Det er forbi”, siger Halim, men alligevel ansætter ægteparret en yngre lærling, den smukke Youssef. Han vækker imidlertid ikke blot nyt håb, men også begær. Halim bærer nemlig på en hemmelighed. Han er homoseksuel, og stiller skamfuldt sin liderlighed i badstuen, hvor han i særlige, private omklædningsrum har sex med anonyme mænd.
Nu vækkes de forbudte følelser, mens han omhyggeligt instruerer Youssef i skrædderfagets hemmeligheder under arbejdet med at sy den blå kaftan, som en kunde har bestilt. Det smukke kongeblå stof og de sirligt udførte guldbrokader bliver en metafor for de to mænds kærtegn.
Men Halim elsker også sin kone dybt og hun ham. Mina kæmper sin egen kampe mod jalousi og en kræftsygdom, der gør hende mere og mere træt og udmattet. Hun vrisser skarpt af de nærige kunder og beskylder indledningsvis Youssef for at stjæle. Men samtidig er hun fuld af tilgivelse, trøst, omfavnelse og håb over for sin fåmælte mand og står som klippen i deres ægteskab.
Sjældent er følelser mellem mennesker blevet beskrevet så sanseligt, ømt og smukt som her – eller så rummeligt. Det virker næsten for fattigt at beskrive det som kærlighed, og Touzani er en mester i at lade de ordløse, scener og blikke sige mere end tusinde ord.
Et eksempel er, da Mina ser Halim kigge beundrende på Youssefs nøgne ryg, mens han skifter tøj i butikken. Og vi lidt senere som en spejling ser hende selv skifte tøj, inden hun skal i seng, mens Halim kigger bort fra sin kones nøgne overkrop. Lige så skamfuld i blikket over sit manglende begær, som han er det forhold til sin seksualitet.
Et andet eksempel er da Mina en nat vækker sin mand, der ligger med ryggen til hende, drevet af sin egen liderlighed og behov for fysisk kontakt. Hun kaster sig sultent over ham i en på samme tid intens og udfordrende scene, hvor Halim indvilger, men stadig uden at kunne gengælde hendes lyst.
Alligevel er man aldrig i tvivl om deres kærlighed – som i overhovedet ikke. De snakker, danser, går på café sammen, griner og holder om hinanden, så man undertiden glemmer. Hvor syg Mina er – lige som de selv gør. En forbundethed og et indbyrdes sprog bygget op af alle de indforståede bevægelser og ritualer, som kendetegner folk, der har været sammen i mange år.
”Den blå kaftan” kunne meget let være blevet en anden og langt mere mørk film. Det er ingen hemmelighed, at Marokko er et af de mest homofobiske samfund i verden, hvor samkvem med en af sit eget køn straffes med årelang fængselsstraf.
I stedet er den blevet et mesterligt og dybt betagende portræt af kærlighedens og ømhedens væsen spillet af to fremragende skuespillere – Lubna Azabal og Saleh Bakri – på toppen af deres kunnen.
Den blå kaftan – 124 minutter – Marokko – Instruktør: Maryam Touzani – Medvirkende: Lubna Azabal, Saleh Bakri, Ayoub Missioui m.fl.
