FILM: Golda – Portrætfilm fortæller kun om politikeren Golda Meir ikke om mennesket bag
Når en ikonisk skuespiller portrætterer en ikonisk skikkelse plejer filmens succes – eller fiasko – at afhænge af skuespillerens evne til at brænde igennem i rollen.
Jeg skriver plejer, for sådan er det ikke i ”Golda”. Helen Mirren brænder i den grad igennem som den israelske politiker og jernkvinde Golda Meir. Hun leverer varen og holder sin del af aftalen, men det gør filmens instruktør Guy Nattiv og manuskriptforfatteren Nicholas Martin ikke helt en film, der.
Rent rammemæssigt kastes publikum ned og ind i historien i 1973 ved starten af Yom Kippur krigen. Og med den kæderygende titelperson som dynamisk midtpunkt. På den måde er filmen en fortættet historie om en kvinde og hendes generaler rundt om et bord gennem en konflikt.
Golda præsenteres i en endeløs sky af cigaretrøg og overfyldte askebægre. Mirren er tillige gemt bag et tykke-kostume, uglet paryk, buskede øjenbryn, falsk næse og ortopædiske sko. Men gemt er også, hvem Golda Meir virkelig var? Filmen bærer hendes navn, men undviger menneskesket Golda og svælger i stedet i politikeren og i krigen gennem 10 hektiske dage.
Det er selvfølgelig ulogisk at lade en britisk skuespiller portrættere den ukrainsk/amerikanske/israelske lærer og glødende zionist. Og dette valg fordrer, at de medvirkende generaler og Goldas assistent Lou også taler engelsk med accent gennem hele filmen.
På den måde internationaliseres en film, der ellers i sin natur er rettet mod israelere, som husker tiden, personen, krigen, dens begyndelse og dens slutning. For når alt kommer til alt, er ”Golda” ikke en film om Golda Meir, men en fortælling om en israelsk krise.
Det kunne have været interessant, hvis ”Golda” havde bevæget sig væk fra Yom Kippur og i stedet fortalt den unikke, dybt fascinerende historie om et politisk motiveret liv, der bragte Golda Meir fra Kyiv til Milwaukee til en kibbutz i Israel – hvor hun fik to børn – og til det punkt, hvor hun blev en af medunderskriverne på den israelske uafhængighedserklæring.
Det gør den imidlertid ikke. Filmen starter dér, hvor den israelske forsvarsminister Moshe Dayan fortæller Golda Meir, at en krig er usandsynlig. Og det til trods for, at massive syriske tropper var ved at samle sig i Golan-højderne.
Fra det punkt springer filmen fra Goldas krigskabinet til hendes lejlighed og et hospital, hvor hun i al hemmelighed bliver behandlet for lymfekræft, alt imens den syrisk-egyptiske invasion fortsætter.
Frem for at dykke ned i personen Golda bruger filmen sine 100 minutter på kort og strategier, personer som Moshe Dayan og Dado Elazhar eller resten af hendes mandedominerede regering. Eller på at vise, hvorfor Golda Meir kom så godt ud af det med den amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger – en tysk født jøde.
Det er paradoksalt at stå med en film, der ønsker at vise, hvor hård og frygtløs Golda Meir var, men uden at sige hvem hun var.
Golda – 100 minutter – England og USA – Instruktør: Guy Nattiv – Medvirkende: Helen Mirren, Rami Heuberger, Lior Ashkenazi, Henry Goodman m.fl.
