I 2020 udtalte statsminister Mette Frederiksen de efterhånden forkætrede ord om at ville være børnenes statsminister. Det handlede i bund og grund om, at flere børn skulle fjernes fra deres forældre ud fra statens målestok for, hvad der er rigtigt og forkert.
Udtalelsen satte inspirationen i gang hos instruktør Kasper Rune Larsen, som man stadig husker for hans fremragende debutfilm ”Danmark” (2017).
Resultatet er en tankevækkende og knugende fortælling om underklasseparret Tobias og Cille, der langsomt mases af systemets manglende evne til at håndtere personer, der ikke passer i de prædefinerede kasser
Tobias og Cille har endnu ikke fundet den endelige vej i tilværelsen, og måske er det denne retningsløshed, der mere end noget holder dem sammen.
Da Tobias efter flere år med fysisk og psykisk sygdom får betalt et ophold på en højskole betalt af kommunen, falder han imidlertid over sit kald i livet: Han vil være skuespiller.
Men det samme system, der åbner porten på klem, smækker den dog snart i igen. Jobcenter og socialrådgiver ser ikke skuespil som en kasse, deres klient kan passes ned i. ”Skuespil kan du jo lave i din fritid” konstaterer sagsbehandleren, der mener, han er bedre stillet med et rigtig arbejde og noget med struktur.
Samtidig er Cille gravid, men i stedet for at bakke op om de vordende forældre sætter socialforvaltningen spørgsmålstegn ved parrets evner til at tage sig af et barn: Cilles baggrund i en dysfunktionel familie med omsorgssvigt og vold og Tobias’ fortid med stoffer får hurtigt systemet til at sætte en mærkat på parrets fremtid og slukke drømmene, inden de for alvor får lov at udfolde sig.
Det er som om, at Ken Loach og Mike Leigh har været på besøg i Danmark med deres hjertetunge køkkenvaskrealisme. Og man efterlades i biografsædet med en tom, gnavende følelse af indignation.
Men samtidig er Kasper Rune Larsen også helt sin egen. Han har en særegen evne til at skildre miljøer, som ellers alt for ofte udelades i dansk film. Og han gør det næsten skødesløst.
Kamerastilen virker ofte tilfældig. Personer fotograferes længe bagfra, mens de taler, og replikker starter, inden kameraet når at fokusere på den, der taler. Samtidig virker dialogen ofte som om, den opstår i øjeblikket snarere end ud fra et fuldskrevet manuskript.
Nogen vil sikkert blive irriterede og mene, at det ér for løst, som drivtømmer på en flod, der driver mod hinanden.
Men faktisk er det sjældent, at det sociale system i Danmark og randzoneeksistens er blevet fremstillet så skarpt som her.
Jacob Skyggebjerg, der også havde en ledende rolle i ”Danmark” og derfor må anses for en Kasper Rune stamspiller, gør det fremragende som den evigt snakkende, naive Tobias. En mand, der få tusind idéer, men ikke er i stand til at fastholde nogen af dem, og som aldrig tager ansvar. Typen der altid forklarer sine egne menneskelige mangler med, at det er alle de andre, som er idioter.
Hvis man endelig skal beklage noget, så er det, at Sarah Juel Werner får alt alt for lidt at arbejde med som Cille, og derfor tit kommer til at stå i skyggen af Tobias. En ret ironisk konsekvens, eftersom Tobias uden at ville det, aldrig giver plads til andre end sig selv. Han forbliver titlens idiot.
”Idioten” er måske ikke så helstøbt som ”Danmark”, men den virker, og man glæder sig til at se, hvor Kasper Rune slår ned næste gang.
Idioten – 93 minutter – Danmark – Instruktør: Kasper Rune Larsen – Medvirkende: Jacob Skyggebjerg, Sarah Jule Werne m.fl.
