CINEMADSEN SHORT 25

SÅ ER DE DANSKE OSCAR-BUD PÅ PLADS
Torsdag blev spændingen udløst, da den danske Oscar-komité udpegede de tre film, der nu får chancen for at blive Danmarks kandidat i kapløbet om at blive nomineret i kategorien Bedste Internationale Film ved den næaste Oscar-uddeling i foråret 2024.  Valget faldt på Nikolaj Arcels film ”Bastarden”, Anders Walters krigsfilm ”Når befrielsen kommer” og Lea Glob’s vidunderlige dokumentarfilm  ”Apolinia, Apolinia”. Alle tre film er produceret med støtte fra Filminstituttet. I anledning af udpegningen sagde chefen for Filminstituttets Internationale afdeling og forperson for komitéen Jacob Neiiendam: ”De tre kandidater har alle det internationale potentiale, der skal til for at komme i spil til en Oscar-nominering. ”Bastarden” starter sit festivalliv i næste uge i hovedkonkurrencen i Venedig og er allerede sikret amerikansk distribution. ”Når befrielsen kommer” har premiere herhjemme i dag til flotte anmeldelser, og dokumentarfilmen ”Apolonia Apolonia” har ligeledes vundet ros og priser på festivaler i hele verden. Filmene er skabt af tre markante og meget forskellige filmskabere, der til sammen viser spændvidden i dansk film”. Den 26. september mødes komitéen igen og udpeger den endelige kandidat.

KALAK ER UDTAGET TIL HOVEDKONKURRENCEN I SAN SEBASTIAN
Isabella Eklöfs filmatisering af Kim Leines prisvindende debutroman ”Kalak” er blevet udtaget til hovedkonkurrencen i en af Europas mest prominente filmfestivaler – San Sebastián Film Festival. Her får den verdenspremiere den 23. september. ”Kalak” er baseret på Kim Leines selvbiografiske debutroman og handler om Jan, der er på flugt fra sig selv og sin egen opvækst, efter at være blevet misbrugt af sin far. Nu bor Jan i Grønland med sin lille familie, hvor han higer efter at blive en del af det lokale fællesskab – at blive ligesom de andre – en ægte kalak, en ”skide grønlænder”. Rollebesætningen bliver en blandet skandinavisk buket. Rollen som Jan spilles således af norske Emil Johnsen, mens Asta August, Berda Larsen og Connie Kristoffersen også har bærende roller. Selv siger Isabella Eklöf om ’Kalak’: ”Dette er en meget personlig historie baseret på Kim Leines liv, som jeg er utrolig stolt af at få lov til at filmatisere. I filmen har vi kunnet ære både den danske og grønlandske kultur, og jeg er utrolig stolt af filmen og glæder mig til at dele den med verden. San Sebastián Film Festival løber i år fra 22. til 30. september.

”BASTARDEN” ER UDTAGET TIL ENDNU EN STOR FILMFESTIVAL
Nicolajs Arcel’s nye film ”Bastarden”, der allerede er udtaget til hovedkonkurrencen i filmfestivalen i Venedig, er blevet udtaget til endnu en stor filmfestival. Filmen er således med i programserien ”Special Presentations” på Toronto International Filmfestival, der starter den 7. september. Historien er centreret om den fattige soldat Ludvig Kahlen, der i 1755 ankommer til den golde jyske hede med et mål om at opdyrke jorden og opnå rigdom og ære. Han støder dog på modstand fra den nådesløse godsejer, Frederik De Schinkel, hvilket fører til en intens konflikt. ”Bastarden” er baseret på Ida Jessens bestseller ‘Kaptajnen og Ann Barbara’ fra 2020. Den har Mads Mikkelsen i hovedrollen, og publikum kan også opleve Amanda Collin, Simon Bennebjerg, Melina Hagberg, Kristine Kujath Thorp, Gustav Lindh, Morten Hee Andersen og Jacob Lohmann andre bærende roller. Udover ‘Bastarden’ er en række koproduktioner også udtaget til den canadiske festival. Det drejer sig blandt andet om Lukas Moodysons svesnk-danske ”Tilsammen 99”, der også bliver vist i Special Presentations serien.