FILM: Io Capitano – En dannelsesrejse gennem det bedste og værste i mennesket
Af gæsteanmelder Signe Kibuuka Hermann
“Io Capitano” handler om to senegalesiske fætre, der ansporet af fantasien om et bedre liv, hvor de kan tjene penge og hjælpe deres fattige familier, sætter kursen mod deres utopiske forestilling om, hvordan tilværelsen i vesten vil være.
Filmens hovedperson er den 16-årige Seydou, som er en sød, kreativ og hjælpsom dreng, der drømmer om at leve af sin musik i Europa. De to fætre rejser fra Senegal over Libyen til Italien, hvilket bliver en rejse, der presser dem til det yderste af deres følelsesmæssige og fysiske formåen, og som tvinger dem til at træde i karakter.
Titlen ”Io Capitano”, ”Jeg er kaptajnen”, skal forstås både bogstaveligt og i overført betydning. Seydou tager afsted fra Senegal som en følsom og drømmende dreng, og ankommer til Italien som en ansvarlig og handlekraftig mand, selvom udviklingen fra barn i en venligsindet, beskyttet verden til voksen i den nådesløse virkelighed ikke er én, han gennemgår helt frivilligt.
Hovedpersonen er kun fire år ældre end mit ældste barn, og afbildningen af den påtvungne og alt for hurtige modning af den blide dreng ramte mig rent på forældreinstinktet.
Et gennemgående tema i filmen er menneskets ekstremer: Der er både gentagne udslag af tilfældig barmhjertighed og tilfældig grusomhed. Menneskets absolut bedste sider bliver illustreret gennem sammenholdet mellem de flygtninge og migranter, der bliver smuglet gennem Sahara, sidder i fængsel i Libyen eller i den halvpermanente lejr i Tripoli, hvor de venter på at skaffe penge til den sidste del af rejsen til Europa, og i den understrøm af kærlighed til familien og lokalsamfundet, der løber igennem hele fortællingen.
De absolut værste sider af os bliver tilsvarende vist i grusomheden fra de mennesker, der udnytter flygtninge og migranter økonomisk og som slavearbejdere undervejs, samt i de europæiske kystvagters ligegyldighed over for en flok mænds, kvinders og børns skæbne i en overfyldt og gennemrustet båd midt på Middelhavet. Et menneskeliv er ikke meget værd, når man må give både sin nationalitet og sin identitet i bytte for muligheden for at nå et sted med sikkerhed eller flere muligheder, og dér lægger filmen ingen fingre imellem.
Filmen er optaget i Senegal, Marokko og Italien, og dialogen er på både wolof, fransk, engelsk og en lille smule arabisk. Det giver en kærkommen realisme til både omgivelserne, som tager os gennem en fascinerende, smuk og knugende række af lokaliteter fra Dakar gennem Sahara og til Tripoli, og omgangen mellem de forskellige mennesker i de forskellige lande, drengene kommer igennem, fordi Afrikas flersprogethed er gengivet loyalt.
Det er svært at sætte en præcis genre på Garrones film ”Io Capitano”. Det er ikke en eventyrfilm, selvom den følger eventyrformatet med en opgave, som hovedpersonen påtager sig, et relativt lineært forløb med forskellige modstandere og hjælpere, og en – måske – lykkelig slutning, og i øvrigt af og til gør brug af drømmesekvenser med magisk realisme.
Det er heller ikke helt socialrealisme, fordi filmens måske største svaghed, nemlig at alle personer i den, både de gode og de grusomme, faktisk holder, hvad de lover, gør, at den bliver en lille anelse utroværdig her og der, selvom det ikke er noget, der trækker voldsomt ned i filmoplevelsen.
Matteo Garrone er kendt for at skildre subkulturer og lukkede miljøer, men er i forbindelse med ”Io Capitano” blevet kritiseret for ikke at afbilde de allerværste ting, en migrant eller flygtning kan komme ud for, af mennesker, der selv har været igennem den rejse, filmen handler om.
Det er værd at holde sig for øje som vestligt publikum, for der mangler hverken død, fornedrelse eller smerte i fortællingen. Man kommer igennem de fleste dele af følelsesspektret undervejs, og filmen bliver siddende under huden længe efter, at man er kommet ud af biografens mørke.
Filmen er blevet nomineret til en Oscar og har vundet et utal af andre priser i både Europa og USA, og efter min mening er det fuldt fortjent.
Det er en god afveksling med en film, der viser afrikanere som stærke, modige og kærlige i stedet for som ofre eller skurke, og det er samtidig en gribende og smuk fortælling om den ydre rejse fra Senegal til Italien og den indre rejse fra dreng til mand.
Io Capitano – 121 minutter – Italien – Instruktør: Matteo Garrone – Medvirkende: Seydou Sarr, Moustapha Fall, Issaka Sawadogo m.fl.
