
Den fransk-senegalesiske instruktør Mati Diop skrev Berlinale-historie, da hun lørdag aften som den første sorte instruktør nogensinde vandt festivalens hovedpris guldbjørnen for dokumentarfilmen ”Dahomey”.
Øjeblikket blev ikke mindre historisk af, at guldbjørnestatuetten blev overrakt af skuespillerinden Lupita Nyong’o, der er den første sorte juryformand i Berlinalens historie.
”Dahomey” handler om 26 royale artefakter, der leveres tilbage til Benin fra Frankrig. De kommer fra kongeriget Dahomey, som i dag hedder Benin, og blev under kolonitiden stjålet og taget med tilbage til kolonimagten Frankrig.
Dermed er det andet år i træk, at det er en dokumentarfilm, der vinder festivalen, efter at guldbjørnen sidste år gik til den franske instruktør Nicolas Philibert for filmen ”On the Adamant”.
Samtidig er ”Dahomey” også en uortodoks vinder. Med en spilletid på kun 67 minutter er filmen således den korteste guldbjørnevinder siden James Algars dokumentariske kortfilm ”In Beaver Valley” i 1951.
”Prisen er ikke blot en hyldest til mig, men til hele det synlige og usynlige fællesskab, som filmen repræsenterer. Første gang jeg forestillede mig, hvor dan en restitution kunne se ud i virkeligheden, hørte jeg først enlyd, en frekvens, noget der dirrede som et jordskælv. Det var lyden af en mur, der kolapsede, en mur af stilhed, en mur af fornægtelse som alle og enhver kan og må rive ned i fællesskab”, sagde Mati Diop i sin takketale.
Til gengæld blev der ingen Berlinale-priser til det danske bidrag i festivalens hovedkonkurrence, Gustav Möllers nye film ”Vogter”.
Som sædvanlig var der også undren over en række af juryens valg. Selv hardcore fans af Bruno Dumonts specielle blanding af absurd humor havde det således svært med hans sci-fi spoof ”L’Empire”, der vandt juryens andenpris. Til gengæld modtog han prisen via AI-teknologi ved at lade en robot læse sin takketale.
På samme måde vandt den Dominikanske instruktør Nelson Carlos De Los Santos Arias overraskende prisen som bedste instruktør for sin højst utraditionelle dokumentar ”Pepe”. Filmen handler om en flodhest, der bliver bragt til Colombia af narkokongen Pablo Escobar – og den fortælles delvist af flodhesten.
Endelig var det ikke helt
forståeligt, at Sebastian Stan vandt prisen for bedste hovedrolle-præstation
for sin rolle i Aaron Schimbergs ”A Different Man”. Her spiller han en mand med
neurofibromatose, hvis liv falder fra hinanden, da han følger en mirakelkur. Det
gør han ikke dårligt, men Stan var alligevel ikke nær samme kaliber som for
eksempel Anja Plaschg i ”The Devils Bath”.
De øvrige priser i hovedkonkurrencen blev således fordelt:
Guldbjørnen
”Dahomey”
(Mati Diop)
Sølvbjørnen – Juryens pris
”A Traveler’s Need” (Hong Sangsoo)
Sølvbjørnen – Juryens
andenpris
”L’Empire” (Bruno Dumont)
Sølvbjørnen –Bedste hovedrolle
Sebastian Stan (A Different Man)
Sølvbjørnen – Bedste instruktør
Nelson Carlos De Los Santos Arias (Pepe)
Sølvbjørn – Bedste manuskript
MatthiasGlasner (Sterben)

