Det er ikke særlig tit, at man som dansk biografgænger har mulighed for at se en afrikansk film – faktisk meget lidt tit. Måske er det derfor, at de fleste forbinder afrikanske film syd for Sahara med kulørte B-film – også kaldet Nollywood-film, Afrikas svar på Bollywood.
Men som den franskfødte instruktør Ramata-Toulaye Sy’s debutfilm ”Hvisken i støvet” viser, kunne intet være mere forkert. Filmen er et mesterligt drama af Shakespearske proportioner fortalt helt i det afrikanske kontinents filmsprog og ånd.
Filmen var den eneste debutfilm i hovedkonkurrencen på filmfestivalen i Cannes i 2023. Her under sin oprindelige titel ”Banel & Adama”. Den rammer langt mere præcist filmens kerne, så den skulle man have beholdt i Danmark frem for den intetsigende titel, den nu har fået,
Sy’s film ér således historien om kvinden Banel og hendes mand Adama, der begge bor i en lille landsby i det nordlige Senegal. Her følges de hver dag ud for at vogte Adamas families køer, mens de græsser. Og de slutter dagene med at grave lidt mere fri af nogle huse uden for byen, der er begravet i sand.
Her drømmer Banel og Adama om at bo for sig selv og bare være sammen hele tiden uden landsbyens snærende traditioner og familiebånd. Men netop disse bånd begynder at slide på forholdet, og da tørken sætter ind, tager dramaet for alvor fart.
Man kan se ”I støvets hvisken” på mange måder – herunder som en feministisk frigørelsesfortælling: Banel ønsker ikke at leve sit liv som de andre kvinder i byen, klæde sig som dem, vaske tøj og deltage i markarbejdet eller blive hjemme og føde børn. Hun vil bare være sammen med Adama.
På næsten lammende vis river hun enhver illusion væk fra sin nærmeste veninde, der skal giftes, da hun erklærer, at alle landsbyens mænd ligner hinanden: De vågner op, de går på arbejde, de kommer hjem og spiser og går i seng uden at tale med deres koner, og sådan fortsætter det dag efter dag.
Lige her går det op for én, at ”I støvets hvisken” også kan ses som en dyster fortælling om kærlighedens destruktive kraft. Banel skriver sirligt sit og Adamas navn igen og igen som en forelsket skolepige, men bag ved uskylden lurer galskaben. Hun er villig til at lade kærligheden forud for alt andet selv landsbyens eksistens. Normalt ville man som publikum holde med hende i hendes kamp mod fællesskabet. Men her kommer man i tvivl, fordi hun fremstår som en moderne Medea eller Lady McBeth.
På den måde er der flere konstanter på spil i Sy’s film, der også ruller sig ud som en mytisk fabel. Filmen har strejf af magisk realisme, som når Banel opfanger vindens susen i sin knyttede hånd, eller himlen mørknes på apokalyptisk vis af kæmpeflokke af skrigende fugle eller en sandstorm. Og samtidig indfanger fotografen Amine Berrada hele det tørre landskabs skønhed – markens korn, ørkenens sand og fællestræets filtrede kæmperødder i midten af landsbyen.
På den måde bliver man som tilskuer suget ind i dette lille mesterværk fra starten som et løsrevet blad, og hvirvles rundt i dramaets krinkelkroge. Måske er Banels og Adamas kærlighed som en blomst, der har brug for vand, og som tørrer ud og forvitrer, når det udebliver. ”Hvisken i støvet” er filmisk hekseri, men først og fremmest et mesterværk.
”Hvisken i støvet” – 87 minutter – Frankrig, Mali og Senegal – Instruktør: Ramata-Toulaye Sy – Medvirkende: Khady Mane, Mamadou Diallo m.fl.
