SERIE: House of the Dragon sæson 2 – Omsider bliver serien om dragekrigen det, den hele tiden har skullet være
SDrager flyver på himlen og intriger om kongemagten flyder uhindret i fakkeloplyste borgværelser. Hvis nogen skulle være i tvivl, er vi tilbage i Westeros. Efter næsten to års ventetid har HBO omsider blændet op for sæson 2 af deres stort anlagte «Game of Thrones» prequel «House of the Dragon»
Den første sæson om Targaryan-dynastiets storhed 200 år før begivenhederne i «Game of Thrones» blev en stor succes. Alligevel var de 10 afsnit i bund og grund ikke andet end en hæsblæsende optakt på tværs af årtier for at sætte scenen for den borgerkrig om kongemagten, der blev kendt under navnet «Dance of the Dragons».
Det var det store paradoks i sæon 1: At historien var for forceret til den tålmodige plot- og personopbygning der var det solide fundament under «Game of Thrones». Og dog for langsom til for alvor at synke ind i kernen af sin fortælling.
Men med sæson 2 føles «House of the Dragon» omsider som den serie, den hele tiden har skullet være: En tragedie af episke proportioner – mere øde og kold end selv moderseriens vold og kynisme kunne mønstre.
Kong Viserys Targaryan er død, og i krigen mellem hans efterkommere er der ingen vindere. Og da slet ikke indbyggerne i det rige, som de to tron-aspiranter ønsker at regere over.
Fra starten af de nye 8 afsnit er fronterne skaprt og klart trukket op over for hinanden – endda pædagoisk farvekodet: På den ene side de sorte loyalister som er tro mod Kong Viserys ældste barn Rhaenyra, som han udnævnte til sin efterfølger. På den anden side de grønne, som står bag Rhaenyras halvbror Aegon, ældste søn i Viserys andet ægteskab med Rhaenyras barndomsveninde Alicent Hightower.
Alicent troede fejlagtigt, at Viserys på sit dødsleje ændrede mening og i stedet udnævnte Aegon til sin efterfølger. Og i sæson-finalen led Rhaenyra sit første, store personlige tab, da hendes søn Lucerys blev dræbt af Aegons sadistiske, enøjede bror Aemond – eller rettere flået i stykker af Aemonds kæmpestore drage.
Derfor samler sympatien sig indledningsvis om Rhaenyra, men hurtigt står det klart, at når bunkerne af døde begynder at hobe sig op, så holder begrebet sympati hurtigt op med at have nogen som helst betydning i den stigende malstrøm af selvdestruktion.
Der hviler en aura af nyttesløshed over det hele. Ned Stark var måske nok naiv i «Game of Thrones», men der lå en klar, ukrænkelig moral bag hans handlinger, som Rhaenyra ikke har. Hun klynger sig bare til sin førstefødtsret lige som ned’s modstander, den formidable cersei Lannister.
Og som i alle krige, må de mere eftertænksomme og tilbageholdne snart vige pladsen for de blodtørstige hardlinere. «Snart vil alle have glemt, hvorfor krigen overhovedet startede», lyder dwet desillusionere fra Rhaenyras tante Rhaenys i et af sæsonenes første afsnit.
Sæson 2 starter langsomt og bygger op gennem de indledende tre afsnit, så man næsten nogle gange længes efter den første sæsons fart. Men så i episode 4 lever serien omsider op til sit navn, da man med episk frygtindgydenhed ser, hvad der sker, når mennesker slipper drager løs mod hinanden. Disse sekvenser kommer lige som slaget ved Blackwater Bay og kampen om Winterfell til at stå som nogen af de store øjeblikke i et univers, der lige fra starten har sat nye standarder for, hvad man kan på TV.
De fleste film og serier har brug for en lykkelig slutning for at vinde bred appel. Sådan er det ikke med hverken «Game of Throne» eller «House of the Dragon». De to sagaer, hvor blodet flyder frit og incest er normaliseret, har intet behov for at skåne vores følelser. Og det er faktisk en af deres største styrker.
House of the Dragon sæson 2 – 8 afsnit på 55-69 minutter – USA – Skabere: Ryan J. Condal & George R.R. Martin – Medvirkende: Matt Smith, Emma D’Arcy, Olivia Cooke, Fabien Frankel, Rhys Isfans, Steve Toussaint, Eve Best, Ewan Mitchell, Tom Glynn-Carney m.fl.
