FILM: Til verdens ende – Viggo Mortensens western er en befriende feministisk kærlighedshistorie.

Hvis man går ind for at se Viggo Mortensens anden film som instruktør og tror, at man skal se en helt traditionel western, så bliver man skuffet. For selv om ”Til verdens ende” har både saloons, folk der skydes ned og korrupte dommere og borgmestre er den først og fremmest en kærlighedshistorie – endda en befriende én af slagsen, og fortalt i finurlige tidsspring, der gør, at man skal være vågen for at følge med.

Det begynder allerede i første scene, hvor en ridder i skinnende rustning rider gennem skoven, møder en fransk pige og melder sig til tjeneste som hendes beskytter.

Derefter følger en scene, der ikke skal afsløres her, men som sætter rammen og ikke mindst stemningen for hele den kærlighedsfortælling der nu udspiller sig over de næste to timer

Den starter, da tømreren og krisveteranen Holger Olsen (ja han er dansk), sidder i San Franciscos havn, hvor han møde blomstersælgeren Vivienne Le Coudy. Vi har allerede set hende afvise en rig bejler, der kedede hende med sin pralende snak over en fin middag, og ved, at hun sagtens kan stå selv.

Men med Holger går det anderledes. Først griner de over deres engelsk (hun taler med tysk canadisk accent han med en tyk dansk) og konstaterer, at ingen af dem lyder amerikanske, men alligevel er det. Den fortrolighed, der allerede er i deres ord gør, at man ikke bliver overrasket, da de først deler Holgers fisk, siden Viviennes seng og hun kort efter forlader byen for at følge med ham.

Til gengæld bliver hun overrasket og skeptisk, da de efter en lang rejse når den afsidesliggende og ucharmerende hytte i klipperne, som Holger betegner som sit paradis på jord. Men i stedet for at flygte bider blomstersælgersken tænderne sammen og skaber langsomt sin egen have.

Det bliver ikke sidste gang, hun bliver nødt til at kæmpe for sin plads. Da Holger vælger at drage bort for at kæmpe i den amerikanske borgerkrig, efterlades Vivienne i årevis. Hun får job i saloonen i den nærliggende – og viser det sig dybt korrupte – by, men påkalder sig desværre også saloonejerens søns opmærksomhed. Det ender med en grum voldtægt og et barn, men Vievienne formår at holde hovedet højt og værdigheden intakt, mens hun stædigt opdrager sin søn, indtil Holger vender tilbage.

Så selv om vi befinder os i USA i 1860’erne føles hele historien meget nutidigt MeToo-agtig. Og det er sigende, at Holger i lange passager af historien er helt fraværende, så det i stedet er Vivienne, man følger. Og identiteten på ridderen i indledningsscenen skifter da også undervejs, så det i stedet for Holger er Vivienne selv, der gemmer sig under visiret.

De to bærende hovedroller i ”Til verdens ende” er blændende spillet af Viggo Mortensen selv og den tysk-luxembourgske skuespillerinde Vicky Krieps. Begge er skuespillere i verdensklasse og her folder de hele talentet ud både det sprudlende og det mere stille.

Resultatet er en kærlighedskemi mellem dem, der oser af troværdighed. Og af en eller anden grund gør al modstanden og forskellighederne at samspillet og fortællingen står endnu stærkere.

Viggo Mortensen viser med sin film, at han magter både det storladent episke og det helt tætte spil. ”Til verdens ende” står tilbage som en smuk og moderne feministisk fortælling om kvindelig empowerment iklædt western-gevandter.

Til verdens ende – 129 minutter – USA, Mexico og England – Instruktør: Viggo Mortensen – Medvirkende: Viggo Mortensen, Vicky Krieps, Solly McLeod, Danny Huston, Garry Dillahunt m.fl.