FILM: Hit Man – Linklaters komedie-noir er et veloplagt mesterværk

Den amerikanske instruktør Richard Linklater har et sjældent talent for at lave interessante film. Det viste han blandt andet i sin mesterlige Before-triologi (1995-2013), hvor Ethan Hawke og Julie Delphy bjergtog publikum som Jesse og Céline, der mødes tilfældigt på et tog og derefter udfolder deres kærlighedshistorie. Bjergtog, fordi Linklater evner at skabe rigtige mennesker ud af sine personer og ikke mindst kemi mellem dem.

På samme måde ved man fra start, at hans nye film ”Hit Man” bliver en oplevelse ud over det sædvanlige. En genial blanding af komedie og noir, designet til at ramme publikum rent et sted mellem navlen og halsen. Den er sjov, sexet, intelligent og frem for alt selvsikker, mens den langsomt bygger sin underspillede humor op og rammer målet igen og igen.

Glen Powell spiller Gary en fraskilt universitetsprofessor, der med sit lidt fjollede grin og uindfattede briller ligner en blanding mellem Guy Pearce og Ryan Gosling. Han underviser i psykologi, men da han fortæller sine studerende om Nietzches teori om at bryde alle normer og bånd, hvisker en af dem hånligt teaterhøjt ”Siger fyren, der kører Honda Civic”. For Gary er en nørd, der drømmer stort, men som for det meste er tilfreds med at være hjemme med sine stueplanter og to katte.

Men Gary har også en anden side. Han er en dygtig tekniker og har et bijob, hvor han hjælper politiet med undercover aktioner, hvor en falsk lejemorder lokker potentielle kunder i fælden.

Alt er godt, lige indtil den dag, hvor den faste falske lejemorder bliver suspenderet for at tæve to teenagere og Gary uden varsel må overtage hans plads. Umiddelbart ligner det opskriften på en katastrofe. Men underet sker. Da Gary vader ind i restauranten for at møde fyren, der vil have nogen slået ihjel, falder han ubesværet ind i rollen. Han bliver cool, hård og brutal og spytter replikkerne ud som en garvet sociopat, mens han forklarer fyren, hvordan man kan få et lig til at forsvinde helt uden spor.

I sin voice-over forklarer Gary selv hemmeligheden bag sin succes: At folks forestillinger om en lejemorder bygger på tusindvis af film og tv-historier, men i virkeligheden er en myte. En myte som han udnytter ved nøje at tilpasse sine forklædninger til de enkelte klienter, så de føler sig trygge – hvad end han fremstår som psykopat i jakkesæt, en ilter russer, en tatoveret redneck eller en rødhåret englænder.

Gary er en succes og får buret den ene lejemorder-kunde efter den anden inde. Lige indtil, at han en dag møder Madison. En gnistrende smuk, men ulykkelig kvinde, der ønsker at få skaffet sin voldelige mand af vejen. Den dag optræder Gary som Ron – en mørkklædt fyr, der hviler så tilbagelænet i sin selvsikkerhed, at han er hot. De to begynder at flirte, og nærmest før man kan sige Ron og Madison falder de pladask for hinanden.

Dermed går filmen ind i en ny fase, hvor komedien får et noir-agtigt skær over sig med mange twists. For Ron-figuren begynder at farve Gary og omvendt, og det bliver hurtigt usikkert, om Madison spiller med åbne kort.

I en anden type film, ville det hurtigt have udviklet sig meget mørkt, men det er ikke Linklaters ærinde. Han er som altid fokuseret på sine personer og de ord og den kemi, der er imellem dem.

Og kemi er der i overdådige mængder mellem Powell og puertoricansk-fødte Adria Arjona – så meget, at det uden problemer ville kunne drive en atomreaktor. Deres dialoger er som at høre en 80 år gammel film mellem Lauren Bacall og Humphrey Bogart. Begge har en perfekt komisk timing, og deres kærlighedssnakke er så tæt synkrone at det i bogstaveligste forstand bliver til sød musik – som det ofte er tilfældet mellem de elskende i Linklaters film. Det er som at se en miniudgave af Jesse og Céline fra Before-filmene og så naturligt afleveret, at personerne føles fuldstændig ægte og nede på jorden.

Linklater udviser her som altid en afgrundsdyb respekt for sine skuespillere. Hver enkel præstation indrammes så smukt at håndværket bag – og det ér der, tro mig – bliver nærmest usynligt.

”Hit Man” kunne nemt være blevet en af den slags film, man ser dusinvis af i biograferne, og som man glemmer igen lige så hurtigt, som de er set. I stedet er den endnu et mesterværk fra en instruktør, der allerede har bevist mange gange, at hans film skiller sig ud.

Hit Man – 115 minutter – USA – Instruktør: Richard Linklater – Medvirkende: Glen Powell, Adria Arjona, Austin Amelio, Retta, Sanjay Rao,Molly Bernard m.fl.