FILM: Bullet Train – Overlegen pulp-action med 250 kilometer i timen

FNogle gange falder man over en film, hvor det virker som om scenografen har musikalske evner. Og hvor dialog, lyd, action og fortællingens tempo og timing folder sig ud på lærredet som et mesterligt orkestreret stykke musik.

David Leitch’s ”Bullet Train” er én af den slags film. På overfladen er handlingen simpel. Den afdankede lejemorder Mariehøne skal tilbage i rumlen med en simpel mission: Han skal bare snuppe en kuffert med penge i på højhastighedstoget Shinkansen, mens det suser afsted fra Tokyo til Kyoto.

Så nemt går det selvfølgelig ikke. Ombord på toget er nemlig adskillige andre lejemordere, den ene mere ikonisk end den anden, og flere kommer til undervejs. Der er det evigt debatterende par Madarin og Citron, den lunefulde Prinsesse, snigmorderen Hvepsen samt den temperamentsfulde og hævngerrige Ulven.

Læg dertil andre hævnere, nuttede maskotter, samuraisværd, en dødbringende giftslange og et hav af skjulte plots og dagsordener, der hele tiden vikles ind i hinanden. Og ved endestationen venter alle tiders mest brutale og nådesløse mafiaboss Den Hvide Død.

Dermed er der lagt op til en tordnende brag af en togtur, hvor Mariehøne, der som udgangspunkt nu bekender sig til ikke-vold, hurtigt må sande, at man ikke altid får det, som man ønsker.

I virkeligheden er det hele én stor dans om ingenting. Men det er som bekendt ikke målet, men vejen dertil det gælder. Og den vej, som ”Bullet Train” drøner derudad på, er maksimalt underholdende. Filmen formår fra start til slut at være overlegen på Tarantino-måden, og dog fuldstændig sin egen.

På samme måde, som det var absurd morsomt at overvære John Travolta og Samuel L. Jackson have en pseudofilosofisk diskussion om en Cheese Royal burger, inden de brutalt skød deres offer ned i ”Pulp Fiction” (1994), er det absurd morsomt at høre Mandarin og Citron skændes om, hvor mange der døde under deres sidste ”job”. Elegant fulgt op af flash backs, der fortæller historien visuelt. Og Citrons verdensbillede, hvor han inddeler alle efter figurerne i TV-serien Thomas Tog, er ubetalelig

Det mærkes, at Leitch er tidligere stuntkoordinator, og han strøer gavmildt de velkoreograferede actionscener ud over det hele. Voldsscenerne er nærmest tegneserieagtige a la ”Kick-Ass” (2010) eller ”Deadpool”, men når man mod slutningen ser Hiroyuki Sanada svinge samuraisværdet, bliver den dræbende vold som den smukkeste dans.

I midten af det hele står stakkels Brad Pitt som Mariehøne, der i bogstaveligste forstand får kastet alt i sin retning. Og at han formår at skabe et troværdigt og underholdende momentum i en actionfilm uden dybde, der lever på sin uhæmmede fortælleglæde og stilsikre afvikling viser, at han som god årgangsvin bliver bedre og bedre med årene. Så hvis du er til pulp-action med 250 kilometer i timen får du ikke bedre bud på end tur i biografen end denne film.

Bullet Train – 127 minutter – USA og Japan – Instruktør: David Leitch – Medvirkende: Brad Pitt, Aaeron Taylor-Johnson, Brian Tyree Henry, Joey King, Andrew Koji, Hiroyuki Sanada, Sandra Bullock, Bad Bunny, Zazie Beetz m.fl.