FILM: Udvandrerne – Feministisk udgave af Mobergs romaner

FMan må sige, at den norske instruktør Erik Poppe er en modig mand. Det kræver således en pæn portion mod at kaste sig ud i en genfilmatisering af Vilhelm Mobergs berømte romanserie om ”Udvandrerne”, der udkom i årene 1949-59.

Dermed er han ikke blot oppe mod Mobergs storværk, der har litterær kanonstatus i Sverige. Han vil lige så uundgåeligt blive vægtet mod Jan Troells næsten lige så kanoniserede film over bøgerne ”Udvandrerne” (1971) og ”Nybyggerne” (1972).

Det er sådan det er. Også i anmeldersammenhæng, selv om det måske ville være mere fair at vaske tavlen ren og bedømme Poppes film uden at sammenstille den med hverken bøgerne eller de oprindelige filmudgaver.

Hvis man skal se på plussiden først, så har Poppe rent faktisk forsøgt at tænke ud af boksen rent kunstnerisk. Han har således givet historien en politisk tidsaktuel og langt mere feministisk fortolkning.

Grundfortællingen om ægteparret Kristina og Karl-Oscar, der i midten af 1800-tallet beslutter sig for at forlade deres kummerlige bondetilværelse i Sverige og rejse til Amerika er den samme. Det samme er mange af de store udfordringer, som de kommer til at stå over for.

Karl-Oscar, der er primus motor bag rejsen, placeres langt mere i baggrunden end i Troells film. I stedet fortælles historien via Kristinas indre stemme og søstersolidariteten sættes i højsædet via Kristinas venskab med den tidligere landsbyluder Ulrika – et forhold der også bruges til effektivt at vise, hvordan den småborgerlige, kristne kultur fra Småland også er rejst med vestpå og trives i bedste velgående i det nye land.

Karl-Oscars bror, hvis tragiske skæbne fylder meget i Troells film, har Poppe helt udeladt, og indianerne massakre på en nybyggerfamilie er filtreret gennem den moderne, politiske korrektheds filter. Indianerne optræder nu ikke-voldeligt og endda direkte hjælpsomt.

Så filmens minusside er ikke så meget Poppes kunstneriske valg. De kan selvfølgelig diskuteres, men dem har en instruktør altid lov til at tage. Og på den måde er hans tolkning et forfriskende pust på fortællingen.

Nej, det afgørende problem er, at han har forsøgt at koge det enorme romanforlæg ned til 2 timer og 28 minutter. Troells to film varer tilsammen næsten seks og en halv time, altså mere end halvanden gang så lang tid. Derfor føler man også undervejs, at historien bliver jappet igennem og er nødtørftigt syet sammen af forskellige nedslag fra romanerne.

Her ville det nok have været klogere helt at skippe filmformatet og i stedet lave Mobergs bøger folde sig ud i en TV-serie, hvor de kunne få den nødvendige plads til at folde sig ud i al deres pragt.

På den måde er Troells film stadig uomgængelige, men som en aktuel nyfortolkning er Poppes værk stadig et besøg i biografen værd.

Udvandrerne – 148 minutter – Sverige, Danmark, Norge og New Zealand – Instruktør: Erik Poppe – Medvirkende: Gustaf Skarsgård, Lisa Carlehed, Sofia Helin, Diana Bermudez m.fl.