Filmanmeldelse: Return to Montauk – På jagt efter kærlighedens spøgelse
Return to Montauk – På jagt efter kærlighedens spøgelse
Man kan ikke knalde med et spøgelse. Sådan konkluderer forfatteren Max’ unge kone Clara i Volker Schlöndorffs smukke, vemodige, insisterende drama ”Return to Montauk”, der netop handler om at jage den tabte kærlighed.
78-årige Volker Schöndorff er stadig bedst kendt for ”Bliktrommen”, som sikrede ham de Gyldne Palmer i Cannes i 1979. I de mellemliggende næsten 40 år har han lavet flere højt profilerede engelsksprogede dramaer som ”Swann in Love” (1984) og ”The Handmaids Tale (1990), men uden den store succes. Denne gang virker han dog næsten som en genfødt instruktør, der instruerer sin historie med både ungdommelig kraft og energi.
Den kendte forfatter Max Zorn (Stellan Skarsgård) ankommer til New York fra sit hjem i Berlin for at opholde sig i byen en uge og promovere sin seneste bestseller. Her modtages han blandt andet af sin meget yngre kone Clara (Susanne Wolff), der bor i byen. De to lever et ukonventionelt langdistanceforhold – et arrangement, som Max, der hylder friheden, har sat i værk.
Egentlig burde han bare nyde den litterære opmærksomhed og samværet med Clara, der er dybt forgabt i ham. Men i stedet fro at satse på den kvinde, han nærmest får serveret, får gensynet med New York Max til at tænke på sin gamle flamme Rebecca (Nina Hoss), som han havde et intenst kærlighedsforhold med 17 år tidligere.
Han finder frem til, at Rebecca nu er en højt estimeret advokat hende og opsøger hendes arbejde. Og selv om hun indledningsvis virker kold og nervøs og afviser ham, indvilger hun til sidst i at se ham.
Efter endnu et møde spørger hun ham, om han har lyst til at køre med hende ud til Montauk på spidsen af Long Island, hvor hun overvejer at købe en vens hus og slå sig ned. Max indvilger, og det, der skulle have været en lørdags-eftermiddagstur bliver til en weekend sammen.
Da parret tager afsted til Montauk, hvor de har oplevet de mest gyldne øjeblikke i deres kærlighedsaffære, skifter filmen gear og bliver et romantisk drama fyldt af følelsesmæssig suspense. For kan de genoplive den gamle gnist imellem sig, eller jager de begge et spøgelse, der ikke længere eksisterer? Det, der indtil da lidt har mindet om en moden genindspilning af ”Before Sunset”, bliver pludselig noget andet og langt skarpere.
Stellan Skarsgård spiller Max med hele sit mangeårige talent i ryggen og glider ubesværet ind i mandens opbyggede livstræthed og længsel efter den kærlighed, han lod slippe gennem fingrene for så mange år siden.
På samme måde lader den ikke mindre rutinerede tyske skuespillerinde Nina Hoss sin skønhed smelte sammen med fortrydelsens vemod, hvilket blot gør hende endnu mere tiltrækkende. I lang tid virker det som om, at ”Return to Montauk” er Max’ fortælling, hvad enten han på bedste skandinaviske vis ruger over fortiden eller lader som om, at han er hævet over den. Men da historien omsider skifter til Rebecca, og vi får forklaringen på, hvorfor hun har så stor modstand på at genoplive de tabte følelser, opstår et øjeblik at smertefuld klarhed.
Det her til lyden at Atlanterhavsbølger, at filmen for alvor får momentum, når Rebecca forlanger af Max, at han for en gangs skyld skal ”fortælle hende noget, der er sandt” og afslører sin egen sandhed.
”Return er Montauk” er Schlöndorffs bedste film længe, og selv om den tager sig god tid om at komme i gang, er forløsningen værd at vente på.
Return to Montauk – 106 minutter – Tyskland, Irland og Frankrig – Instruktør Volker Schlöndorff – Medvirkende: Stellan Skarsgård, Nina Hoss, Susanne Wolff m.fl.
