Filmanmeldelse: Vinterbrødre – Fascinerende debutfilm, men bestemt ikke for alle
Lige fra åbningsscenen ved man, at islandske Hlynur Pálmasons spillefilmsdebut ”Vinterbrødre” ikke er for enhver. Det fragmenterede, utilstrækkelige lys fra en række lommelygter oplyser det indre af den kalkmine, hvor titlens to brødre arbejder. Støjen fra maskinerne er øredøvende og gør det umuligt at høre, hvad der bliver sagt, også for minearbejderne. Larmen stresser og sender bølgende faresignaler ind under huden. Så kommer varslingssirenerne og alle bevæger sig mod udgangen og ud i et fremmedgjort, industrialiseret snelandskab.
Emil (Elliott Crosset Hove) har arbejdet i minen i syv år sammen med sin storebror Johan (Simon Sears) og kender ikke andet. Når han ikke er nede i kalkhelvedet, producerer han hjemmebrændt sprut af kemikalier, han har stjålet på sin arbejdsplads eller dyrker riffeltræning med en riffel, han har byttet sig til.
Johan og Emil bor i den samme barakby og begærer begge den jævnaldrende Anna (Maria Carmen Sonne). Johan med den voksnes fysiske tilgang. Emil ved at kaste snebolde på hendes rude og stjæle hendes trusser.
Emil prøver hele tiden at passe ind i den mandeverden, han lever og arbejder i, men opfører sig samtidig på en måde, så han stritter imod fællesskabet. En dag går det helt galt, da en af de andre arbejdere bliver syg af hans hjemmebrænd. Så bliver han pludselig fuldstændig udstødt i det lille samfund.
Lige som ”The Square” er ”Vinterbrødre” en film, man mere sanser end ser. Dens semiabsurde univers, hvor personerne meget af tiden går rundt med kalkindsmurte ansigter, ligger så langt fra den sædvanlige middelklasserealisme, man er vant til at se på dansk film, at det vil gøre den svært tilgængelig for mange.
Her er ikke nogen facitliste, kun personer der lever og føler, råber af hinanden og slås midt i en verden, der på mange måder minder om en anden planet. På den måde minder ”Vinterbrødre” mere om en arthouse film på en filmfestival end et bud på en hyggelig aften i biografen for hele familien.
Elliott Crosset Hove spiller Emil med hele rollens indbyggede infantilitet og skævhed. Snart trodsig, snart sårbar tumler han rundt som et barn, der forsøger at være voksen, men som ikke har lært de rigtige koder.
Det er de enkelte scener, man husker fra Vinterbrødre, snarere end den samlede historie, der er lige så fragmenteret som lyskeglerne i åbningsscenen: Som da de to brødre slås, da Emil finder og af, at Johan har sex med Anna. Eller scenen da fabrikkens leder (Lars Mikkelsen) på sadistisk vis afhører Emil om den hjemmebrændte sprut og de stjålne kemikalier. Eller da formanden (Lars Plaugborg) har en fantastisk monolog som indledes med ”Jeg kommer for at fortælle dig en historie”, og som slutter med, at han ikke rigtig ved, hvad han skal med sin fortælling.
Sådan har man det også lidt med filmen. Den er fascinerende, befriende udansk og et lille visuelt mesterværk, men man ved ikke rigtig, hvad man skal stille op med den.
Vinterbrødre – 90 minutter – Island og Danmark – Instruktør: Hlynur Pálmason – Medvirkende: Elliott Crosset Hove, Simon Sears, Maria Carmen Sonne, Lars Mikkelsen, Lars Plaugborg m.fl.
