FILM: Poor Things – Forrygende Emma Stone i feministisk filmmesterværk af frankensteinske dimensioner
Der findes film, der lige fra første sekund er fuldstændigt uangribelige. Film hvor der ikke er en eneste indstilling, scene, skuespilpræstation eller replik, som er forkert. Og hvor man suges ind i det, der sker på lærredet, og lapper det i sig som var det den ypperste fløde.
Sådan en film var den græske instruktør Yorgos Lanthimos mesterlige 1800-tals hofdrama ”The Favourite” (2018), der siden premieren har været nomineret til ikke færre end 349 filmpriser og vundet de 185 af dem – herunder en Oscar.
Og sådan en film en hans nye film ”Poor Things”, der med 11-nomineringer meget let kan blive dette års store Oscarfest-vinder.
Lige fra første scene, hvor en kvinde kaster sig i døden fra en bro, er filmen et fuldstændig, forrygende, fuldendt feministisk mesterværk, der fanger vores interesse som et effektivt stykke fluepapir.
Netop ordet ”interessant” er gennem årene blevet devalueret til at være en sproglig eufemisme, der som en let skjult fornærmelse bruges om film, hvor man ikke kan finde på noget andet rosende at sige: ”Den var da meget interessant”.
Men i virkeligheden findes der få ting i verden, der er vigtigere end interesse – at kunne skabe og tiltrække den, at have den og holde fast på den og løbende gøre den mystisk og frisk.
Gennem årene har mange kaldt Lanthimos film for ”interessante”, hvilket han sikkert ikke er blevet det mindste fornærmet over. Han har således gjort det til sit varemærke at forsage det komfortable for at vække størst mulig interesse og nysgerrighed.
I ”Poor Things” gør den kvindelige hovedperson Bella Baxter det samme. Hun er i bogstaveligste forstand et barn i en voksen kvindes krop, efter at hendes skaber – den frankensteinagtige Dr. Godwin Baxter – har transplanteret hjernen fra en gravid kvindes foster op i hendes hoved.
Bella, der kalder Dr. Baxter for God, vokser op i de beskyttede rammer i hans hus i noget, der minder om Victoria-tidens England, men som også er en unik blanding af steampunk, Belle Epoque, Art Deco og tableauer, der synes inspireret af den japanske animator Miyasaki.
Dr. Baxter ansætter en ung studerende Max til at følge Bellas udvikling. Hendes motorik forbedres i rekordfart. Det samme gør hendes ordforråd med 15 nye ord om dagen. Fra en fuldvoksen kvinde, der bevæger sig som en 2-årig tumling, som smider maden i hovedet på folk, når hun hurtigt det punkt, hvor hun opdager sit køn, og hvor fantastisk det føles at røre det. Og da Max fortæller hende, at sådan må man ikke gøre offentligt, bliver hun forbløffet over at skulle lade om, at noget så dejligt ikke eksisterer.
På et tidspunkt forlader Bella de (over)beskyttede rammer i huset og drager ud i verden med libertineren Duncan Wedderburn. Et eventyr, der fører hende til Lissabon, et krydstogt på havet, Athen, Alexandria og sluttelig Paris.
Emma Stone, der perfektionerede sin engelske accent i ”The Favourite”, er fuldstændig forrygende i dette sit livs rolle. For øjnene af os skaber hun Bella fra tumlingestadiet til pubertet til voksen. Hendes måde at tale på, holdning og kropssprog udvikler sig nærmest magisk fra én scene til den næste. Og hun tackler hele skalaen af spil, fra det storstilet fysisk komiske i for eksempel en dansescene med Wedderburn, det uhæmmet lystne og så mange nøgenscener, at man til slut nærmest ikke bemærker det, og en gryende, synkende fornemmelse af, hvordan voksenverdenen hænger sammen og stigende kynisme. Man vil kunne se denne film igen og igen alene for Stones præstation.
På den ene side flankeres hun af en lige så sprudlende Willem Dafoe som hende geniale kirurg-skaber Godwin Baxter. Grotesk arret udenpå og indeni efter at hans egen lægefar brugte ham som forsøgskanin.
På den anden side af begæres hun af Mark Ruffalos mere og mere patetiske Wedderburn, der på ingen måde kan holde trit med den unge kvinde.
Og i midten står Ramy Youssef som den fattige, men egentlig velmenende Max.
Som sagt er der ikke sat en eneste fod galt i ”Poor Things”. Dialogen er knivskarp, ja man fristes næsten til at sige legende begavet, så det er en lyst at høre hovedpersonerne fægte verbalt.
Og visuelt er filmen som et gigantisk overflødighedshorn, hvis scenografi mest af alt synes som noget taget ud af et barns sprudlende fantastiske fantasi.
Men først og fremmest er ”Poor Things” et ægte feministisk mesterværk. En fortælling om en kvinde, der ikke blot finder, men også befrier sig selv fra den mandsverden og mandlige konventioner, hun er født ind i. Bellas mor kunne kun undslippe sit fængsel ved at begå selvmord, men Bella selv er helt anderledes handlekraftig.
Yorgos Lanthimos har både fået frihed og penge til at skabe en aldeles ekstravagant voksen-fantasi. Men er i sit hjerte stadig en brutalist, der som filmens kirurg skærer dybt for at vise, hvad vi mennesker indeholder.
Poor Things – 141 minutter – England, Irland og USA – Instruktør: Yorgos Lanthimos – Medvirkende: Emma Stone, Willem Dafoe, Mark Ruffalo, Ramy Youssef m.fl.
